3 spørgsmål til professoren

Siden kommunerne i 2007 overtog ansvaret for handicapområdet, får færre unge med et (syns)handicap en ungdomsuddannelse eller et job. Øjensynligt har talt med professor Noemi Katznelson fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet om grundene til, at det tilsyneladende er svært at ændre kursen.

Af Claus Sørensen, medlem af LFBS, bragt i Øjensynligt nr. 1 2022

LFBS har efterlyst, at man evaluerer den samlede indsats for børn og unge med synshandicap. Hvorfor virker det som en vanskelig opgave?
Der er forskellige videns- og evalueringsbegreber inden for socialområdet, sundhedsområdet og uddannelsessystemet.

Meget groft sagt, er der på det sociale område en tradition for, at projekter vokser op nedefra og lokalt med udgangspunkt i praksis og social intervention. Det kan være svært at evaluere resultatet isoleret for hver enkelt indsats, fordi området er komplekst, og mennesker påvirkes fra mange sider.

På sundhedsområdet er der igen groft sagt en lang tradition for at anvende videnskabelige statiske metoder, hvor man gennem forsøg f.eks. afklarer, om medicin virker, giver bivirkninger osv.

På uddannelsesområdet har vi også at gøre med meget forskellige evalueringstraditioner. Her kredser de brede evalueringer snarere omkring reformer end omkring enkelte indsatser.

De forskellige videns- og evalueringsbegreber skaber nogle udfordringer, men det skal ikke bremse os. Det er vigtigt, at man også foretager nogle evalueringer, der tager udgangspunkt i helheden.

Er det unges oplevelser i folkeskolen, der får dem til at mistrives og miste motivationen for uddannelse og job?
Det korte svar er ja! Forskningen indikerer, at vi kan konstatere en form for ’ny udsathed’ blandt unge også i folkeskolen. Vi har opbygget en folkeskole, der fungerer i et højere tempo, og hvor der i en årrække har været større fokus på, hvad børn skal kunne hvornår, og hvordan de præsterer i skolen. Der er opstået det paradoks, at vi vil inkludere udsatte unge men i praksis bliver skolen mere og mere snæver og ekskluderende. Der er blevet et stort gab mellem visioner på den ene side og praksis på den anden side, der ikke hænger sammen, og den rummelige folkeskole er udfordret.

Samtidig stiller arbejdsmarkedet større krav til arbejdskraften, og det kan være svært for unge med et handicap at finde sin plads. Unge med f.eks. et synshandicap kan både i folkeskolen og på arbejdsmarkedet hurtigt føle sig sat uden for døren. De kan miste motivation og droppe ud af skolen, så de bliver en del af den ufaglærte ’restgruppe’.

Hvilke forventninger har du til Den Kommunale Ungeindsats (KUI) STU og FGU?
STU’erne vil blive påvirket af udviklingen i den kommunale ungeindsats (KUI), og FGU-=skolernes tilbud. Det centrale i forhold til STU er, at den ikke må ende som en blindgyde, men skal være et springbræt til et godt liv – gerne ved at samarbejde med og skabe praktiske relationer til lokalsamfundet, til arbejdsmarkedet
og socialøkonomiske virksomheder.

I forhold til FGU-skolerne er det for tidligt at sige, hvad der kommer til at ske, for det tager tid at fusionere mange uddannelser og få dem lanceret. FGU’erne kæmper i dag med først og fremmest at sikre et stort nok elevgrundlag, som måske er udfordret af, at arbejdsmarkedet for øjeblikket skriger på medarbejdere også blandt unge på kanten af samfundet, så de får et job frem for at søge FGU-skolerne.

FGU-uddannelserne befinder sig på et kritisk sted midt i et vadested, så det er for tidligt at vurdere om de kan være med til at knække kurven og få flere unge – også med et handicap – til at tage en ungdomsuddannelse.