Tid og tillid til at undersøge personlige frustrationer på IBOS’ særlige jobsøgningsforløb gav Siri selvtillid og mod til at ‘springe ud’ som synshandicappet både privat og på arbejdsmarkedet.
Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 1, 2019
Et job som underviser eller formidler, men allerhelst en rar arbejdsplads. Det er den største drøm for 34-årige Siri, som er nyuddannet cand.comm. fra RUC og nu leder efter job med hjælp fra alt det, hun har lært på IBOS’ PEP-forløb. Pre-Employment-Programmet er et amerikansk koncept udviklet af Karen Wolffe, der er en internationalt anerkendt karriererådgiver for mennesker med synshandicap.
”Det har været en vild transformation, hvor jeg har udviklet mig rigtig meget. PEP er et godt trinbræt til at føle sig rustet til arbejdsmarkedet med konkrete redskaber og mennesker, der følger op, holder dig til ilden og minder dig om, at du er på rette vej,” siger Siri.
Stå ved sit syn
Siri har øjensygdommen RP, Retinitis Pigmentosa, men man kan ikke se, at hun er svagsynet. Så en af hendes udfordringer i forhold til at søge job har været, om hun kunne præsentere sit synshandicap uden at få lavere værdi.
”Jeg har følt, at jeg skulle vælge mellem to grupper: seende og folk med synsnedsættelse. Jeg har en seende kæreste, venner og familie, og det var som om, at hvis jeg accepterede, at jeg er svagsynet, blev jeg en del af en anden gruppe. PEP-forløbet hjalp mig til at forstå, at jeg sagtens kan bygge bro mellem de to verdener.”
Tidligere troede Siri, at andre tænkte, at hun havde færre muligheder på grund af sine øjne.
”Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er en god medarbejder, men jeg tvivlede på, at andre syntes, jeg passede ind på arbejdsmarkedet. Jeg har indset, at det kun er i mit eget hoved, at synshandicappet er det værste i verden. PEP-forløbet gav mig følelsen af at ’springe ud’ af skabet med en synsnedsættelse, og at jeg er nødt til at fortælle om det for at drage omsorg for mig selv.”
En tillidsfuld kravlegård
Gennem PEP-forløbet fik Siri også indblik i, at hun tidligere ofte har følt sig til besvær.
”Jeg har hurtigt følt mig som den, der skal tages hensyn til, fordi jeg mest er sammen med folk, der kan se. Det er altid mig, der ikke kan køre bil eller har svært ved at finde toilettet. På PEP-forløbet fik jeg lov til det omvendte, og jeg opdagede, at jeg jo ikke følte, at de andre var til besvær, når jeg skulle hjælpe dem.”
Tid til at tale om og undersøge personlige frustrationer og problemer er det vigtigste, der ifølge Siri adskiller PEP fra andre jobsøgningsforløb.
”Man kunne komme med det, man havde på hjerte, fordi der var tillid og fin respekt for hinanden på holdet, og ingen problemer var for store eller små. Jeg var ikke så modig i starten, men jeg fik overbevist mig selv om, at PEP-forløbet var et ufarligt sted, en kravlegård, hvor jeg kunne lære at sætte ord på de ting, jeg normalt ikke taler om.”
Underviserne som sikkerhedsnet
Siri understreger, at det især er underviserne på PEP-forløbet, der gør det muligt at give plads til personlige problematikker og frustrationer.
”De er gode til at se, om man har brug for et kærligt spark, at lære at stole på folk og ikke mindst sine egne evner eller noget helt tredje. De er dygtige til at have fokus på, hvad der forhindrer den enkelte i at komme videre, for det er meget forskelligt, hvorfor folk ikke er i arbejde. Det er ikke bare fordi, man har et synshandicap.”
Siri oplever det som om PEP-teamet spænder et sikkerhedsnet ud under de jobsøgende med et synshandicap.
”De har ikke gået vejen for mig. Det har jeg selv gjort, og det har været super hårdt, men de skaber nogle rammer, der gør vejen mulig. De er et fundament, man kan læne sig op ad.”
Siri er stadig jobsøgende, men hun har testet sin nye indsigt til en jobsamtale i Frederiksberg Svømmehal, hvor hun havde øvet sig på at kunne fortælle om sit synshandicap og hjælpemidler.
”Det ville de slet ikke tale om. De sagde bare, at det ikke var noget problem. En arbejdsgiver har fokus på, hvad jeg kan bidrage med fagligt. Det tør jeg nu stole på”
