Af Edis Adilovic, bragt i Øjensynligt nr. 3, 2017
Med et befolkningstal på over 8,3 millioner har New York City den næststørste befolkningstæthed af storbyerne i Nordamerika. I denne by ligger Columbia University. Columbia University blev grundlagt i 1754 og er dermed et af de ældste universiteter i USA. Samtidig er det et af de otte historiske Ivy League universiteter, som alle rangerer blandt de bedste universiteter i verden.
Mit navn er Edis Adilovic. Jeg er 26 år, og har været helt blind lige siden jeg var 2 år gammel. Jeg studerer Human Ressource Management på kandidatniveau på Syddansk Universitet i Odense. Som et led i min uddannelse er jeg taget en tur til USA for at studere et semester på Columbia University. En udfordring som er en af de absolut største udfordringer jeg nogensinde har kastet mig over.
Da jeg kom til Danmark sammen med min familie fra det krigsramte Bosnien og Hercegovina i 1993, var der straks et sikkerhedsnet der tog imod os. Vi blev hurtigt introduceret til de forskellige muligheder, der var for os i Danmark. Dette sikkerhedsnet har været en del af mit liv i gennem hele min opvækst. Jeg startede i børnehave på Synscenter Refsnæs hvor jeg også gik mit første år i børnehaveklasse. Det skulle dog hurtigt vise sig, at pædagogerne og de forskellige fagfolk mente, at jeg sagtens ville kunne klare mig i en ganske almindelig folkeskoleklasse.
Jeg startede, igen i børnehaveklasse, på Antvorskov Skole i Slagelse. Her gik jeg i 10 år sammen med andre elever, og jeg endte med at få en folkeskoleuddannelse på lige fod med andre elever. Derefter kom jeg på Slagelse Gymnasium, hvor jeg igen på lige fod med andre studerende, fik min studentereksamen. På det tidspunkt var tankerne godt i gang hos mig. Jeg var et ungt menneske som skulle til at tage et kæmpestort skridt på vejen til min fremtid. Nogle af de tanker, der gik gennem mit hoved var, hvordan kan jeg, som blind person, bidrage til det samfund, som har taget sig så godt af mig og min familie? Hvad kan jeg som individ gøre for, at andre mennesker, med udfordringer og uden udfordringer, har de samme vilkår som jeg har? Disse og mange andre tanker var med til at hjælpe mig til at vælge den uddannelse, jeg er på lige nu. Jeg har altid været bange for, at jeg skulle sidde tilbage uden et arbejde, og på den måde ikke kunne være med til at bidrage til det samfund, som jeg er en del af.
Det stod klart, at jeg ikke skulle være kørelærer, så i 2013 startede jeg på min bachelor i negot. Negot er en blanding af sprog, økonomi og kulturelle studier. Ideen med dette var, at jeg med den uddannelse ville åbne mange forskellige døre for mig selv, som jeg så kan gå ind af, når jeg skal ud på arbejdsmarkedet. Jeg afsluttede min bachelor i 2016, hvorefter jeg straks gik videre til min kandidat. Der blev lagt meget vægt på, at vi på 3. semester af kandidatuddannelsen enten skulle tage på et udlandsophold eller finde os en praktikplads. Jeg har altid haft en ide om, at jeg gerne ville til udlandet at studere. Samtidig med det, så forestillede jeg mig, at et udlandsophold, helt på egen hånd, kunne bidrage til at give mig noget godt og konkret, som jeg kunne bruge, når jeg skulle ud på arbejdsmarkedet og konkurrere med folk, som kan se.
Jeg gik i gang med at researche mulighederne. På den ene side, så skulle det være et godt universitet, og på den anden side skulle det være tilstrækkeligt langt væk, så jeg ville meste mit sikkerhedsnet totalt. Jeg ville smide mig selv ud af min komfortzone, således at jeg ville få mest muligt ud af mit ophold. Jeg tog på en uddannelsesmesse i Odense som blev holdt af EDU-Danmark. EDU-Danmark er en organisation, som hjælper studerende med at opfylde deres drømme om at komme til udlandet at studere. Her mødte jeg en repræsentant fra Columbia University i New York City. Jeg blev meget hurtigt imponeret over den selvfølgelighed, hvormed repræsentanten tog imod mig. Lige meget hvad jeg spurgte om, så havde Columbia University en løsning på det. Efter mange overvejelser besluttede jeg mig for, at jeg ville søge ind på Columbia University.
I december 2016 fik jeg den glædelige nyhed om, at jeg var optaget, og så tog forberedelserne virkelig fart. Jeg blev sat i kontakt med Columbias disability services. Et kontor som udelukkende har til opgave at hjælpe studerende med funktionsnedsættelser. Den 9. august sad jeg i et fly, helt alene, på vej mod USA. Jeg følte mig som en eventyrer. Jeg var ikke bange eller nervøs, men meget spændt. Jeg skulle væk fra alt det jeg kendte, til en kæmpestor by, i et fremmed land, flere tusinde kilometer fra alt, hvad jeg kender. I JFK International Airport stod der en person fra Columbia University og tog imod mig. Denne person sørgede for, at jeg kom godt på plads i mit hjem, en lejlighed midt på Manhattan, som jeg skal bo i de næste 5 måneder. De første 3 uger inden studiestart brugte jeg på at udforske byen og få mobility. Jeg er ivrig bruger af al teknologi, så jeg kunne sagtens bevæge mig rundt alene. Ved hjælp af BlindSquare, FourSquare og Navigon fik jeg undersøgt mit nabolag og resten af byen. En af de mest blindevenlige byer jeg nogensinde har været i. Manhattan er meget logisk bygget op, og dertil har gaderne navne efter numre. Jeg bor på 119th street. Hvis jeg vil hen til Times Square som strækker sig fra 42 til 47th street, ja, så skal jeg mod syd for at komme derned. Derudover er newyorkerne utrolig flinke, så alle vil meget gerne hjælpe.
Den 5. september startede min undervisning, og det var klart lige fra start, at undervisning er anderledes end i Danmark. Jeg har til dags dato ikke hørt en eneste telefon ringe eller vibrere. Derudover er de fleste af deres eksaminer uden hjælpemidler. Selve undervisningsniveauet er ikke voldsomt højere end i Danmark, men de har meget fokus på hjemmearbejde og deltagelse i klassen. Her kan man ikke blive væk fra hele semestret og så dukke op til den sidste eksamen, og måske bestå. Her skal du komme, og du skal deltage. Hvis ikke du gør det, så får du en dårligere karakter. Det er ikke den sidste eksamen, der er den mest afgørende for, om du består eller dumper. Som blind har jeg alt det jeg skal bruge. Jeg har ekstra tid til eksaminerne, jeg har sekretær og alle de hjælpemidler jeg nu en gang skal bruge, for at kunne deltage på lige fod med alle andre studerende.
Jeg har nu været i New York City over en måned. Selvom jeg har svært ved at vænne mig til, at der konstant er larm, og at man næsten ingen steder kan høre fuglene synge, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det her er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det her vil gavne mig fagligt, socialt og personligt. Samtidig kan jeg også kun opfordre alle, som har muligheden for at tage på et udlandsophold at gøre det. Grib chancen, i vil aldrig fortryde det!
Edis’ ophold i USA kan følges på Facebook-bloggen; Blind Dating The World.
