Af Sofie Olivia Culmbach Fernis, bragt i Øjensynligt nr. 1, 2017
Sommerskolen er et sted, hvor man kan få nye venner, være med i sjove aktiviteter og være sammen med andre med samme handicap. Man har ikke sine forældre med, så man lærer at klare sig selv og holde styr på sine ting, men også at hjælpe hinanden.
Sommerskolen afholdes i den første uge af skolernes sommerferie og varer fra søndag til lørdag. For at komme til Refsnæs kan man køre med bus eller bil. Man kan også blive hentet i bus i Århus, Fredericia og Odense. Jeg har ofte taget bussen fra Århus. I bussen er der nogle der snakker sammen mens andre spiller på deres telefon.
Ankomst til Refsnæs
Når bussen kommer til Refnæs, står de voksne og tager imod os. Herefter bliver vi inddelt syv grupper. Hver gruppe skal lave et feltråb. Næsten alle grupper skal sove i telt. Når vi har pakket ud, lærer vi ruten ud til teltene. Jeg har indtil nu altid ligget i telt på Stausgård.
Stausgård er delt op i tre dele. Igennem hele Stausgård er der en gang. Når man kommer ud af hovedindgangen, skal man bare gå ligeud, så kommer man til en legeplads. Men først skal man over en vej. Der kører heldigvis ikke mange biler. På legepladsen er der bl.a. en svævebane og en instrument by. Alle grupper må lege sammen.
Den første aften
Klokken 18 mødes grupperne, og der bliver lavet aftenmad over bål. Efter aftensmaden er der så fri leg, indtil klokken 20, hvor vi igen samledes i grupperne ved bålet.
Der snakker vi om, hvad der skal ske næste dag og synger sange. Nogle af de voksne kan spille guitar, så det bliver altid meget hyggeligt. Nogle gange laver vi også snobrød. Klokken 21 skal vi i seng, men vi skal først sove klokken 23.
Den første morgen
Selvom vi sover sent, er vi ikke trætte næste dag. Vi starter med morgenmad kl 8. Derefter er der fællessamling kl 9. Den første morgen får vi en sommerskole T-shirt og får sommerskolesangen på punkt.
Fællessamlingen kan foregå forskellige steder. Nogle gange i en stor sal, andre gange ved Stausgård eller på sportspladsen.
I svømmehallen
Efter fællessamlingen begynder så flere aktiviteter. Hver gruppe har en time i svømmehallen hver dag undtagen om fredagen hvor der bliver holdt fest. I svømmehallen er der et stort bassin.
Der er en lav og en dyb ende. Vi leger ofte en leg, hvor vi har to store plader i vandet. Og så prøver vi at skubbe hinanden i vandet og vende pladerne. Det var vildt sjovt. Til sidst må vi gå ind i et varmt lavvandet bassin og slappe af.
Andre aktiviteter
De år, hvor jeg har været med, har der også været en bytur ind til Kalundborg. Gågaden går i et ottetal, og der er et springvand, hvor der er skrevet med punktskrift på kanten. Der bliver også lavet et motions triatlon, hvor man skal løbe, svømme og gå. Nogle få kan også lave et triatlon hvor man skal cykle.
Hver dag er der en bod, der har åben et par timer. Her kan man bl.a. købe is, sodavand og chips, chokolade og vingummi. Vi må nemlig have 200 kr. med i lommepenge.
De sidste par år har vi været på tur til Kragholm Gods. Der er en klatrepark, hvor man bl.a. kan prøve en forhindringsbane oppe i træerne. Man kan også ro i kano ude i voldgraven og ”gå inde i en bold ude på vandet”
Festaften og afsked
Sommerskolefesten er altid sjov. Sidste år fik vi pizza. Der lå balloner rundt omkring, som alle forsøgte at springe. Efter maden var der popcorn, sodavand og chips. Der var også et dansegulv, hvor nogle dansede, mens andre legede udenfor.
Om lørdagen før vi tager af sted mødes vi over i salen, hvor der bliver sagt farvel. Dem der har været med for sidste gang kommer op på scenen og bliver ”klappet farvel”. Man kan nemlig kun være med hvis man er mellem 8-16 år.
Herefter får alle en medalje og så synger vi sommerskolesangen for en sidste gang. Som altid er det trist, når vi skal sige farvel. Men jeg glæder mig allerede til næste gang.
Er du for gammel til sommerskolen på Refsnæs, så tag på Sommercamp på IBOS – læs mere her!