18. september 2016 havde jeg den store glæde at aflægge LFBS-kurset ‘Syn for sagen’ et besøg. Det sluttede flere cirkler for mig.
Af Ask Løvbjerg Abildgaard, medlem af DBS’ forretningsudvalg, bragt i Øjensynligt nr. 3, 2016
Det var naturligvis en god ide for mig som repræsentant for Dansk Blindesamfund at besøge jeres forening og at møde en flok af jer medlemmer. Men på det personlige plan var der også noget, der faldt lidt mere på plads den dag.
I marts i år blev jeg valgt til Forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund, foreningens daglige politiske ledelse, som i disse år udgøres af tre personer, formand Thorkild Olesen, næstformand John Heilbrunn og mig selv som det tredje led. Det er jeg selvsagt stolt af – jeg er også både stolt og glad over, at jeg har fået samarbejdet med LFBS som et af mine arbejdsområder. Det indgår blandt øvrige områder, som har med børn og unge at gøre, bl.a. samarbejdet med Dansk Blindesamfunds Ungdom. Naturligt nok har jeg også ansvaret for at følge med på uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Det er alle områder, der ligger mit hjerte nær.
Jeg har selv som svagsynet været integreret elev i den danske grundskole og i gymnasiet. Senere har jeg som blind tilbragt mange år, man kunne måske sige for mange år, på forskellige universiteter. I min skoletid kom jeg hvert år flere gange til Refsnæs på kurser og på sommerskole. Det er ophold, som jeg tænker tilbage på med meget stor glæde. Der var udfordringer og successer, og ikke mindst var der kammerater, der vidste hvad det ville sige at have et alvorligt synshandicap.
Da jeg senere kom med i bestyrelsesarbejdet i Dansk Blindesamfunds Ungdom var det også udfordringerne og kammeratskabet, der talte mest. Men også ansvaret for selv at få tingene til at fungere var vigtigt. Vi var jo stolte af, at vi som unge synshandicappede selv kunne køre foreningen med arrangementer, budgetter, personale osv.
Disse ting, og meget mere, tager jeg med mig i min nye rolle som medlem af forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund – og så naturligvis de ting, som mine forældre har fortalt mig om arbejdet og samværet i LFBS. Mine forældre var aktive i foreningen i 80erne og begyndelsen af 90erne. Jeg kan stadig huske, hvordan de nød at være med til arrangementerne i LFBS. Jeg kan også svagt huske de gange, hvor jeg selv har været med til aktiviteter i LFBS-regi. For både mig selv og mine forældre betød det meget at møde voksne synshandicappede, så man kunne få en forestilling om, hvordan livet måske kunne forme sig en dag. Det tænker jeg meget over i dag, hvor jeg er kontaktperson for jer. Det indebærer et ansvar, men også en kæmpe mulighed for at få nogle gode samtaler med jer om jeres børn og det liv, I lever.
Jeg tror, at der er gode muligheder for at LFBS, Dansk Blindesamfunds Ungdom og Dansk Blindesamfund kan finde emner at samarbejde tættere om i fremtiden. Det kræver, at vi er realistiske med, hvad vi har kræfter til og at vi er gode til at arbejde på grundlag af hinandens styrker. I Dansk Blindesamfund har vi virkelig brug for at høre fra jer forældre om, hvordan det går med inklusionen derude i skolerne. Jeg ser frem til at have samtaler om dette og meget andet med jer i den nærmeste fremtid. Og så arbejder vi i øvrigt på, at kontakten mellem LFBS og Dansk Blindesamfund, og sikkert også andre foreninger indenfor vores område, skal blive mere regelmæssig og systematisk.
Noget faldt på plads den 18. september, både fordi jeres fine arrangement foregik på Refsnæs, hvor jeg har så mange minder fra, men også fordi mødet med jer fik mig til at tænke over, hvordan jeg er kommet til det sted i livet, hvor jeg er nu, som synshandicappet. Det fik mig også til at tænke på, hvilken rolle man kan spille som voksen synshandicappet. Det giver en god fornemmelse at tænke på, at cirklen på en vis måde er sluttet, og at der er flere cirkler, og forhåbentlig også fremskridt, at tage fat på.
