En forældres kamp for at bevare specialiseret synsrådgivning og CVK
Af Stine Falk, LFBS, bragt i Øjensynligt nr. 2, 2015
De senere år har kommunerne lavet mange mere eller mindre kreative besparelser. En kold blæsende formiddag i marts fandt jeg ud af, at nu var turen kommet til synsområdet. Odense Kommune havde planer om at ville hjemtage opgaver fra den regionale enhed Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi (CKV). De hjælper folk med funktionsnedsættelser med rådgivninger, herunder synsrådgivning. Det er ufattelig meget viden, som er samlet et sted. Min verden stod stille et øjeblik, og de sidste fire år passerede i revy.
For fire år siden …
I 2011 stod min mand og jeg med en lille babydreng, som hele tiden var dybt ulykkelig uanset, hvor meget vi anstrengte os. Vi var meget alene og ingen forstod os. Vi blev mødt af hovedrysten hos både familie og fagpersoner, når vi kom med vores bekymringer. Overpylrede førstegangsforældre.
9 mdr. gammel fik vores søn diagnosen Blue Cone Monocromacy. Vores dreng havde et synshandicap. Pludselig gav tingene mening. Vores søn var et stykke fint mekanik, hvor det ene tandhjul var sat lidt forkert og manglede nogle takker. Det gav knas i hele maskineriet. Vi fik en synskonsulent tilknyttet og pludselig åbnede en ny verden sig for os. Vi fik hjælp til at forstå de udfordringer, som vores søn tumlede med, og det samme gjorde vuggestuen.
Det var et vendepunkt for vores lille familie. Vores synskonsulent har været en uvurderlig faglig støtte gennem de første år, og nu skulle han snart i skole, så nu skulle vi for alvor på arbejde igen, for det vil blive en kæmpe udfordring for ham med hans synsmæssige problemer.
Kæmp for alt hvad du har kært
Jeg kontaktede alt og alle, som kunne vide noget om den sag, og hurtigt fik jeg indtrykket af, at det slet ikke var gennemtænkt fra kommunens side. De havde ikke noget reelt tilbud at sætte is tedet, og hvad værre var, så anede de vist heller ikke omfanget af den opgave, de var ved at hjemtage. Ufattelig meget specialiseret viden ville gå tabt – ligesom på andre områder efter kommunalreformen.
Der havde ikke være en politisk proces omkring det. Beslutningerne var forberedt bag lukkede døre i forvaltningen. Jeg skrev til de politisk ansvarlige – borgmesteren og de tre rådmænd i forvaltningerne. De skulle i hvert fald vide, hvad der var ved at ske. Derudover bad jeg om aktindsigt hos forvaltningernes direktører i alle de dokumenter, der havde med sagen at gøre. Jeg skrev til aviser og fortalte om sagen. Jeg gik på Facebook og oprettede en støttegruppe for centeret. Jeg skrev personlige statusser om emner og opfordrede folk til at dele. Jeg brugte alle de kanaler, som jeg kendte.
Kommunen blev mere eller mindre tæppebombet med henvendelser fra bekymrede forældre, interesseorganisationer og fagpersoner. Hvis politikerne ikke havde været klar over, hvad der var ved at ske, så blev de det nu. De var ved at lukke et af de steder, hvor den offentlige service rent faktisk fungerer godt. Jeg fik mange henvendelser – særligt fra folk som selv havde børn med handicap. Mange gav udtryk for, at de slet ikke vidste, hvad pokker de skulle gøre, så de så fortvivlede til. Jeg delte mine overvejelser, og de gik selv til tasterne. Svar fik vi dog ikke mange af – og slet ikke fra politikerne, men noget skete bag de tykke mure.
Lettelsens suk
Pludselig vendte det på en tallerken, og der blev afholdt ekstraordinært fælles udvalgsmøde mellem de tre berørte udvalg, hvor de i fællesskab besluttede, at man ikke ville hjemtage alle opgaver fra CKV. Vi vandt! Det vil dog ikke være sidste gang, at vi ser den her slags processer, og vi skal tage ved lære af det her. Vi skal råbe højt – meget højt – for at blive hørt. Vi skal forene vore kræfter på tværs af funktionsnedsættelser og lignende. Vi skal være bedre til at fortælle, hvad det er for en service, som vi får, og hvad vi har brug for (og det skal CKV også).
Mit råd til jer derude – KÆMP!
