Søren Jensen guider til, hvordan og hvad man helt uden syn kan game på Playstation, XBox og Nintendo Switch.
Af Søren Jensen, blind gamer og ejer af VI-data. Bragt i Øjensynligt nr. 1 2023
Blinde har altid haft mulighed for at spille Playstation og andre spillekonsoller, men der har hidtil været et meget begrænset udvalg af spil. Det er nu ved at ændre sig.
Skærmlæser på spillekonsoller
Lad os lige slå det fast: En spillekonsol er kort fortalt en slags computer, man tilslutter sit tv primært for at spille spil.
Playstation5 og Xbox har indbyggede skærmlæsere, der kan læse teksten højt på konsollernes menuer, så blinde kan navigere rundt på egen hånd. Xbox’s skærmlæser er mere avanceret og bedre udviklet end den på Playstation.
Til gengæld synes jeg, at brugerfladen på XBox er meget rodet og ulogisk opbygget. Playstation derimod har mange flere spil man kan bruge som blind, og derfor vil jeg klart anbefale en Playstation5.
Nintendo Switch er en god lille konsol, hvor man både har en bærbar spillekonsol og en stationær konsol i ét. Nintendo har dog desværre ingen skærmlæser til blinde, så man skal selv huske menuernes opbygning. Man kan som blind godt bruge deres produkter, det er bare meget mere besværligt.
Spil egnet til blinde
Jeg har desværre endnu ikke fundet nogle spil til mindreårige under 15 år, man kan spille som blind – medmindre man som forælder giver sit barn lov til at spille meget voldelige spil.
Ellers gælder det, at man som blind kan bruge spilbare spil og tilgængelige spil.
Spilbare spil er ikke lavet tilgængelige til blinde, men de kan godt bruges med en masse tålmodighed pga. spillets design. De kræver oftest, at man på forhånd ved, hvordan spillet fungerer – kontakt mig, hvis du vil høre nærmere.
Tilgængelige spil er lavet specifikt til svagtseende og blinde. Det er dem, der i mine øjne gør det værd at købe en Playstation5. Det kan f.eks. være ’The last of Us part 1 og 2’ og ’God of War Ragnarok’.
Spillet ‘The last of Us’
The last of Us part 1 (det nyeste remake udgave) og part 2, er de to første spil, som er gjort fuldt tilgængelige til blinde. Part 1 er i skrivende stund kun til Playstation5, men udkommer til pc sidst i marts 2023, og part 2 er både til Playstation 4 og 5.
Spillene handler om, at der er udbrudt en virus, som gør folk til zombier. Det gælder om at bekæmpe de frygtindgydende zombier og bandemedlemmer, der ikke vil en det godt. Der er virkelig gang i den – både med skydevåben, slagvåben og masser af gåder.
Tilgængeligheden er helt i top, så alle menuer og tekst bliver læst højt. Der er navigationshjælp, så man går i den rigtige retning, og mere end 60 forskellige tilgængelighedsfunktioner, der hjælper i kamp, og som kan slås til og fra efter behov. I part 1 er der endda synstolkning på engelsk i filmsekvenserne.
Al tekst samt oplæsning af menuer og tekst er på dansk, men karakterens tale er desværre ikke på dansk. Man får alligevel meget med pga. den danske tekst, hvis man ikke er så god til Engelsk.
Spillet ’God of War Ragnarok’
Dette spil er ikke helt så tilgængeligt som ’The last of Us’, men det kan stadig spilles som blind. Det er ret voldsomt med nærkampe, hvor man kæmper med sværd, økser og knive, og spillet har en fantastisk historie.
God of War Ragnarok er et tydeligt eksempel på et spil, som ikke er lavet helt tilgængeligt til blinde, men som man alligevel kan spille med en del tålmodighed. Menuen med ens bagage, våben og beskyttelse bliver ikke læst højt. Man kan dog trykke på en knap, så spillet automatisk vælger de bedste ting for en, og på den måde omgå mange ting. Det kræver imidlertid, at man sætter sig meget mere ind i spillet end mere tilgængelige spil som fx The last of us spillene, hvor alt bliver læst højt.
Spillet ’1/2 Switch’
Til Nintendo Switch kan jeg anbefale spillet ’1/2 Switch’. Det er en stor samling af små mini-spil, hvor man dyster mod andre fysiske spillere i det samme rum ved hver især at have en controller i hånden og så spille mod hinanden på samme konsol.
Der er ikke lavet nogen bestemt form for tilgængelighed for blinde i ’1/2 Switch’, men spillet er alligevel tilgængeligt, fordi instrukserne bliver fortalt med lyd, diverse lydeffekter samt vibrationer i controlleren.
I denne samling af mini-spil er der både bordtennis, boksning, sværdkamp og mange andre sjove spil. Det kan virkelig anbefales for alle aldre, som kan lide at være fysisk aktive, imens man spiller.
FÅ MERE VIDEN
På min YouTube-kanal ’Dansk Blind Gamer’ demonstrerer jeg spil, man kan bruge som blind. Jeg har bl.a. lavet en video, der sammenligner tilgængeligheden på Playstation 5 og XBox. Følg YouTube-kanalen og vælg notifikationer, så du får besked, når jeg lægger nye videoer op. Du er også altid velkommen til at kontakte mig på Facebook