Som barn drømte Malthe Jepsen om at blive datalog og gik til klaver i sin fritid, men som ung tog musikken over, han blev uddannet jazzpianist og vandt en talentpris. Alligevel arbejder han nu som IT-konsulent.
Af Annette Haugaard redaktør, bragt i Øjensynligt nr. 2 2023
Smeltedigel er et ord, Malthe Jepsen bruger om den musik, han spiller som professionel jazzpianist. Men i virkeligheden kan man bruge samme ord til at beskrive ham selv, for den
30-årige århusianer elsker at slå tonen an både på klaverets tangenter og computerens tastatur.
Malthe Jepsen er konservatorieuddannet pianist og vandt kort efter sin afgangseksamen
’Aarhus Jazz Talent Pris 2021’. Siden har han brugt aftener og weekender på at komponere,
sidde i øvelokalet og optræde på musikscener både herhjemme og i udlandet, men i dagtimerne arbejder han bag skrivebordet hos IT-firmaet Sensus.
”Jeg har lavet mig den perfekte kombination af alt det, jeg elsker,” siger han.
Tidlig flair for musik
Musikken kom først for Malthe Jepsen, der er født blind og heller ikke ser lys. Som lille tog
forældrene ham med til rytmik i musikskolen, og det viste sig, at han havde flair for det, så han begyndte til klaverundervisning i en alder af 4 år.
”I starten legede jeg bare med instrumentet og fandt ud af, hvad det kunne, og hvad klaveret og jeg kunne sammen. Det var sådan en organisk progression, hvor jeg først senere fik koblet korrekt fingersætning på.”
Musikken var udelukkende en fritidsinteresse, indtil Malthe Jepsen efter 9. klasse begyndte på IBOS i Hellerup for at lære ADL. Man han fik også undervisning i punktnoder og musikteori, og det gjorde indtryk.
”Det var megafedt, så da jeg bagefter flyttede til Aarhus for at gå i gymnasiet begyndte jeg på MGK og spillede en masse musik sammen med andre.”
MGK er en forkortelse for Musikalsk Grundkursus, der forbereder unge til konservatoriets optagelsesprøve. Malthe Jepsen kom ind på Det Jyske Musikkonservatorie og eksperimenterede i flere år med forskellige musikalske udtryk fra jazz til hip-hop, reggae, tyrkisk og armensk folkemusik.
”Min hovedgenre er jazz, hvor der sker så mange ting, og man kan inkorporere musik fra
mange kulturer. Det er en smeltedigel, hvor musikken er kompleks og alligevel sangbar. Jeg
tiltrækkes nok af det metriske.”
Fra IT-interesse til fuldtidsjob
Kort før Malthe Jepsen blev færdiguddannet pianist, fik han alligevel lyst til i arbejdslivet at
forfølge sin anden store passion.
”Jeg troede som barn, at jeg skulle være datalog og elskede computere. Når de andre i klassen havde f.eks. billedkunst og lavede noget, jeg ikke kunne være med til, så programmerede jeg bare imens. Al min viden om IT er autodidakt, og jeg har gennem tiden forelæst om tilgængelighed og hjulpet andre med diverse open source-projekter.”
Så da virksomheden Sensus i Hillerød, der bl.a. har udviklet RoboBraille, slog en stilling op, sendte Malthe Jepsen sit CV og blev ansat på fuld tid.
”Jeg er tilgængelighedskonsulent og hjælper klienter med, at apps og hjemmesider kan bruges af mennesker med både syns- og hørehandicap og af folk, der f.eks. fysisk ikke kan betjene et tastatur.”
Gehør og genvej til det sociale
Det manglende syn spænder ikke ben for Malthe Jepsen hverken som musiker eller IT-konsulent. Måske tværtimod.
”Jeg spiller mest på øret! Jeg lytter og memorerer det, jeg skal bruge, og kan huske enormt meget. Jeg ved i virkeligheden ikke, om mit synstab har nogen særlig betydning – jeg har jo heller aldrig prøvet andet!”
Derimod er det musikalske univers et godt sted at være for pianisten uden syn.
”Jeg slapper enormt meget af ved klaveret, og det er givende for mig, at musik socialt kan
bryde isen, så andre hurtigt glemmer min synsnedsættelse. Musik er et sprog, hvor man kommunikerer ved at lytte og være i andres lyd. Hvis jeg f.eks. akkompagnerer en solo, så spilller solisten måske intenst og jeg skal følge dynamikken, for at det fungerer, så som musiker sidder man ikke bare i sin egen boble og gør kun det, man instrueres i.”
App-idé fusionerer to verdener
I fremtiden håber Malthe Jepsen yderligere at kunne forbinde sin flair og passion for både
musik og IT. Han har en idé om at udvikle en app, der gør musikere uden syn i stand til at
følge noder, imens de spiller uden at skulle bruge den ene hånd til at aflæse punktnoder.
”Det vil være supersmart, hvis man kunne få haptiske clues (vibrationer) og syntetisk tale,
ligesom når seende kigger på dirigenten og får signaler om, hvordan de skal spille. Det ved
jeg, at der bliver arbejdet på, men min idé er at koble det sammen med et partitur i Music
XML-formatet, som de fleste nodeprogrammer kan eksportere til. På den måde vil vi kunne
nærme os den seende musikers tilgang til nodelæsning fra bladet. Men det kræver ressourcer både i form af tid og penge, så lige nu er arbejdet med app’en sat på pause.”
Lyt til Malthe Jepsens musik
’Fluidity’ er titlen på Malthe Jepsens soloalbum fra 2021 og derudover spiller han bl.a. i
bandet Clapper, der blander jazz og hip-hop og forventer at udgive en lp til efteråret. Læs
mere om Malthe Jepsen og hans koncerter på Facebook-siden ’Malthe Jepsen Music’ eller
Instagram-profilen ’blindztagram’