3D-print giver helt nye muligheder

Ny teknologi gør det muligt selv at fremstille taktile hjælpemidler til børn og unge i forbindelse med skole, studier og fritid.

Af Rasmus Paasch, IKT-konsulent på IBOS – bragt i Øjensynligt nr. 2 2023

Tænk hvis man lige selv kunne lave taktile brikker til et brætspil, man skal spille i weekenden med et barn eller ung med synshandicap? Eller hvis man selv kunne skabe et følbart molekyle og derfor bedre forstå forklaringen i kemibogen?

Det er blevet muligt med udbredelsen af 3D-print. På IBOS har vi udarbejdet undervisningsmaterialer til kurser, så både undervisere og borgere med synshandicap kan lære at producere taktile hjælpemidler på egen hånd.

Nye veje til inklusion og livskvalitet

Teknologien 3D-print har de senere årtier revolutioneret måden, vi designer og skaber
emner på. Det er en såkaldt additiv fremstillingsmetode, hvor man lag for lag opbygger en
tredimensionel genstand ved hjælp af plastik og en printer. For børn og unge med synshandicap er det langt mere end fascinerende teknologi. 3D-print åbner døre til bedre livskvalitet og inklusion både i fritiden, i uddannelsesregi og sågar på arbejdsmarkedet.

IBOS har siden 2020 høstet erfaringer med 3D-print gennem vores deltagelse i det europæiske projekt ”Trainers for visually impaired students introduce 3D printing”. Projektet handler om at udvikle undervisningsmaterialer, så bl.a. mennesker med synshandicap, deres pårørende og fagpersoner omkring dem i praksis kan implementere den nye teknologi.

Taktile læremidler og hjælpemidler

Et af de mest oplagte anvendelsesområder for 3D-print inden for synshandicap er skabelsen af taktile læremidler og hjælpemidler, der gør det nemmere for mennesker med synshandicap at forstå og lære komplekse koncepter eller gøre hverdagen lettere.

Den helt store gevinst ved 3D-print er netop, at det giver mulighed for selv at tage affære.
F.eks. kan man fremstille 3D-printede modeller af molekyler, matematiske figurer og geografisk topologi, der gør det konkret at forstå den slags abstrakte former og idéer. Man kan f.eks. også lave taktile 3D-printede kort, så et barn eller ung med et synshandicap lettere kan færdes på egen hånd og forstå omgivelserne. Eller man kan printe en puck med små kugler i, der afgiver lyd, så man kan spille airhockey, selvom man ikke har et fuldt syn.

På IBOS bruger vi 3D-printede emner i undervisningen, til O&M samt til at forbedre
hverdagen for beboerne. En af dem er Hassanin, som sammen med to undervisere har
arbejdet med forskellige 3D-printere.

”Man kan tegne og printe lige den figur, man vil have. Det er sjovt og spændende at sætte et print i gang og gå og vente på, om det lykkes, eller om der kommer fejl,” fortæller Hassenin.

Pris og teknisk viden spænder ben

Selvom 3D-teknologien byder på mange muligheder, er der også udfordringer. Først og fremmest kan det være dyrt at anskaffe en 3D-printer og købe materialerne til den. Dog bliver det mere og mere overkommeligt i pris, så også skoler, organisationer og måske privatpersoner har råd.

En typisk 3D-printer kan fremstille emner i 1 farve ud fra forskellige typer plastik. Det mest almindelige er PLA-plast, der sælges i spoler på ca. 1 kilo.

En anden udfordring er, at nogle genstande designet til mennesker med synshandicap kan
kræve mere komplekse og detaljerede 3D-printere for at opnå de nødvendige taktile egenskaber, og så stiger prisen, ligesom det er mere udfordrende at implementere teknologien.

Derudover kræver 3D-print en vis teknisk viden for at kunne designe og producere genstandene. Derfor er der behov for at uddanne f.eks. lærere og pædagoger i, hvordan de udnytter teknologien fuldt ud i 3D-printere og designsoftware. Med den øgede udbredelse og accept af 3D-print i uddannelsessektoren er der dog efterhånden flere ressourcer.

Kom selv i gang med 3D-print

Hvis du er interesseret i selv at bruge og lære m 3D-print, og hvordan det kan gavne børn
og unge med synshandicap, er der viden og inspiration at hente f.eks. på det lokale bibliotek eller makerspace, som måske har udstyr stående og kan hjælpe og vejlede.

På IBOS tilbyder vi introkurser i brug af 3D-printere, som kan tilpasses målgruppen. På
internettet er der også flere fora, hvor man deler erfaringer og viden om 3D-print f.eks. i
Facebook-gruppen ’3D Print(ere) i Danmark’ eller på https://thingiverse.com, der har en stor samling af modeller, man frit kan hente og printe ud.

Hvis du selv vil anskaffe en 3D-printer og i gang med at skabe dine egne taktile hjælpemidler, er det en god idé at starte i det små. Du kan få en udmærket 3D-printer til få tusinde kroner fra f.eks. 3deksperten.dk. På IBOS hjælper vi gerne med gratis rådgivning om dit køb, så ring endelig. Vi opfordrer generelt til at købe fra danske forhandlere, så man let kan få råd, vejledning og adgang til evt. reservedele.

I linket her finder du også IBOS’ undervisningsmateriale i 3D-print: https://www.t4visin3d.net/project-results-t4vis-in3d/


Rasmus Paasch kan kontaktes på tlf. 23 36 03 58 eller 39 45 25 63 og på [email protected]k

Annette Haugaard
Annette Haugaardhttps://annettehaugaard.dk/
Annette Haugaard er redaktør af Øjensynligt og uddannet journalist og BA i pædagogik. Hun har tidligere arbejdet på bl.a. IBOS og er i dag deltidsansat i SUMH. Derudover har hun eget firma med opgaver inden for fagjournalistik, kommunikation og undervisning om pædagogik, læring, børn, unge og mennesker i udsatte positioner.