I familien Gravgaard er alle fritidsaktive. Så mor kendte en træner, hun var tryg ved at kontakte, da der skulle findes et godt alternativ til sønnen med nedsat syn ovenpå en dårlig oplevelse med kaotisk rytmik.
Der er begejstrede jubelskrig hver tirsdag morgen, når Theo får at vide, at efter børnehave
skal han til putte-gymnastik med mor.
Det lå ellers ikke i kortene. Hans debut med fritidsaktiviteter endte nemlig med en grædende nedsmeltning ovenpå en kaotisk oplevelse i en hal fyldt med alt for mange lyde,
mennesker og indtryk.
”Vi vil gerne have, at vores yngste også skal gå til noget og have en barndom som andre
børn, selvom han har nedsat syn. Derfor gav jeg ikke op men tog kontakt med en træner, jeg kendte i forvejen, og hun er helt indstillet på at give plads til hans særlige behov,” siger Ann-Kathrine Meyer Gravgaard.
Blik for modenhed
Spejder, karate, bueskydning, parkour, violin, cross-gym og styrketræning er nogle af de
mange fritidsaktiviteter, der har stået på ugeskemaet hos familien Gravgaard i Frederiksværk. Her er både mor, tvillingebrødrene på 15 år og den 10-årige datter aktive efter arbejde og skole, så det var naturligt, at den yngste skulle det samme.
Men 5-årige Theo har Charge-syndrom. Han har et restsyn på 12 %, kan se farver, lys og
mørke, men alt længere væk end to meter er usynligt. Theos socio-emotionelle udvikling er
også forsinket, så forældrene tænkte grundigt over, hvilken fritidsaktivitet der ville egne sig
til ham.
”Vi har i lang tid undladt at melde ham til noget, fordi det nødig skulle blive en dårlig
oplevelse. Synet var måske det mindste problem. Vi var i langt højere grad optaget af,
at hans modenhed kunne kapere konteksten og forstå spillereglerne,” siger Ann-Kathrine
Meyer Gravgaard.
En hal af kaos
Valget faldt i første omgang på et lokalt rytmikhold med brydning for 3-6årige, der passede til Theos alder og aktive krop. Det foregik i en hal med 30 børn på holdet, et hav af forældre og ældre søskende på tilskuerpladserne, og hvor storesøster var sammen med Theo i øvelserne.
”Det gik slet ikke og var decideret ubehageligt. Der manglede både rammer og struktur.
Alle løb forvirrede rundt, og lydniveauet var enormt, så Theo brød fuldstændig grædende sammen. I bilen hjem tænkte jeg selv ’Det gør vi aldrig igen’.”
Tilpasset til Theo
Theos forældre vidste, at drengen elsker at være aktiv og f.eks. at være i børnehavens
sanserum. Så Ann-Kathrine Meyer Gravgaard kontaktede en gymnastiktræner i en naboby,
hun kendte, fordi storesøster og storebror havde haft hende.
”Det handlede jo mest om at finde et hold med ro og vilje til at imødekomme Theos
behov.”
Træneren var lydhør og efter en prøvetime, tilmeldte de sig. Nu sidder mor med i rundkredsen for at grounde Theo, når børnene til puttegymnastik i de første fem minutter får råbt deres navne op. Bagefter løber hun ved siden af ham, så han altid kan række ud og få støtte og tryghed.
”Det fungerer, fordi der er ro, struktur og tilpasning. Madrasserne bliver f.eks. lagt i
forskellige farver, så han kan se kontrasten, når aktiviteterne skifter. Jeg står bag ved, når
han kravler i ribber. Jeg holder også hans plads i køen, når de andre børn venter på at lave en voksenstyret aktivitet, så han imens kan stå ved siden af træneren og se, hvordan det
foregår.”
Derudover er Theo sammen med træneren, når dagens bane bliver gennemgået for de øvrige børn, der sidder i den ene ende af hallen. Og der er en aftale om, at han og mor må liste hjem før tid, hvis oplevelsen bliver for overvældende.
Succes og violin-drømme
I dag oplever både Theo, hans mor og træneren, at puttegymnastik med en svagsynet dreng på holdet er en succes.
”Det er faktisk en solstrålehistorie, fordi forholdene er rummelige, men uden at der gøres
et stort nummer ud af Theo. Træneren har bare sagt til de andre børn, at han er ny, så de skal tage godt imod ham, men hun har ikke snakket om, at han ikke kan se.”
Ann-Kathrine Meyer Gravgaard håber, at andre forældre til børn med synshandicap tør
lede efter gode fritidstilbud.
”Det handler om at være modig nok til at prøve noget af for sit barns skyld frem for at
være bange for dårlige oplevelser.”
Engang i fremtiden skal Theo nok også gå til violin, for det gør storesøster, og Theo er meget fascineret af instrumentet.
”Han skal bare være lidt større. Vi har det princip, at når man begynder på noget, skal
man fortsætte hele sæsonen, med mindre det slet ikke går, eller vi ikke kan få det passet ind i familiens program.
