Mere web-tilgængelighed i sigte

I 2025 træder en ny EU-lov i kraft, så ikke bare offentlige men også private hjemmesider skal være læsbare og forståelige for bl.a. mennesker med synshandicap.

Af Kia Neumann og Malthe Jepsen, tilgængelighedsrådgivere i Sensus

EEA eller European Accessibility Act er navnet på den europæiske lov om tilgængelighed, der træder i kraft fra 2025 og supplerer en lignende lov fra 2018.

Det betyder, at det fremover ikke kun er offentlige websteder og mobilapplikationer, der skal være tilgængelig for alle typer af brugere, uanset om de har funktionsnedsættelse eller ej, men også digitale produkter og tjenester fra private aktører.

Netbank, billetautomater m.m.

Webtilgængelighedsloven fra 2018 betød, at f.eks. kommunale websteder, bibliotek.dk,
MitID, SKAT, borger.dk og lignende blev forpligtet til at kunne bruges af alle. Nu udvides de samme krav om tilgængelighed til også at gælde private aktører, organisationer og virksomheder, som leverer digitalt indhold, der anses som væsentlige for borgernes hverdag.

Det gælder f.eks. den finansielle sektors netbanker og hæveautomater, transportbranchens
hjemmesider, apps, billetautomater og informationssystemer, samt løsninger indenfor turisme, e-handel, telekommunikation, e-bøger og e-bogslæsere. Det gælder også indhold, som brugeren ønsker at tilgå med f.eks. en skærmlæser eller et punktdisplay.

Hilser formelt krav velkommen

På trods af lovkrav er tilgængelighed dog ikke en selvfølge. I Sensus har vi siden 1990’erne arbejdet med tilgængelighed, og vi forsøger allerede nu at engagere private virksomheder og organisationer, så de er klædt på til den nye lov fra 2025.

”Selvom nogle private aktører allerede er klar over, hvad tilgængelighed er, glæder jeg mig
over, at de bliver omfattet af formelle tilgængelighedskrav. Vi skulle gerne nå til et punkt,
hvor tilgængelighed ikke blot er en eftertanke men derimod en selvfølgelig del af arbejdsgangen. Den nye tilgængelighedslov er et godt og nødvendigt skridt i den rigtige retning”, siger Malthe Jepsen, tilgængelighedskonsulent i Sensus.

Gør opmærksom på utilgængelighed

Det er ikke kun konsulentvirksomheder som os i Sensus, der kan henvende sig til virksomheder for at øge den digitale tilgængelighed af deres produkter og løsninger. Det kan man også som (for)bruger.

Ofte tager virksomheder godt imod at få en venlig e-mail, der beskriver, hvordan deres digitale indhold er utilgængeligt. Jo mere fokus der bliver på tilgængelighed fra så mange sider som muligt, desto bedre bliver den digitale fremtid for brugere med funktionsnedsættelser.

Annette Haugaard
Annette Haugaardhttps://annettehaugaard.dk/
Annette Haugaard er redaktør af Øjensynligt og uddannet journalist og BA i pædagogik. Hun har tidligere arbejdet på bl.a. IBOS og er i dag deltidsansat i SUMH. Derudover har hun eget firma med opgaver inden for fagjournalistik, kommunikation og undervisning om pædagogik, læring, børn, unge og mennesker i udsatte positioner.