Skuespiller Laura Kamis Wrang guider til kulturelle oplevelser i forskellige genrer, hun har synstolket.
Laura Kamis Wrang har i årevis brugt sin faglighed som skuespiller til at lægge stemme til såvel film og tv som teater, opera, musik og museumsoplevelser, så mennesker med nedsat eller ingen syn også kan få glæde af dem.
Som synstolker beskriver hun alt det centrale, andre opfanger med øjet. Det kan være scenografien, kostumer, rekvisitter eller personer i et rum, ansigtsudtryk og kropssprog eller at kombinere lyd med berøring af relevante objekter for at give en taktil oplevelse.
Kunsten er at synstolkningen glider ind i og understøtter uden at genere den kunstneriske oplevelse.
Film: Alt det lys vi ikke ser
På Netflix finder du for øjeblikket mini-serien ’Alt det lys vi ikke ser’ baseret på romanen af samme navn. Den handler om Marie-Laure LeBlanc, der som seksårig mister synet, og som ung befinder sig i en nordfransk havneby under 2. verdenskrig i sensommeren 1944, hvorfra hun sender radio for modstandsbevægelsen. En tysk soldat skal opspore og dræbe hende, men kan ikke, fordi pigen sender på samme frekvens, som han lyttede til som barn. Hovedrollen spilles af den unge universitetsstuderende Aria Maria Loberti, der selv er blind.
Vil du have synstolket film i biografen kan MovieReading bruges. Installer app’en på din smartphone, medbring hovedtelefoner og download på forhånd den film, du skal se og vælg synstolkning. I biografen skal du sætte din telefon på flystand for ikke at forstyrre andre. Tryk ’ok’, når filmen begynder, hvorefter synstolkningen automatisk bliver synkroniseret med filmen.
Blandt nyere film er følgende bl.a. synstolket: Pagten, Margrethe den 2., Skyggen i mit øje, Kandis for livet og børnefilmen Robotbror.
Teater: Live-synstolkning på vej
Siden 2020 er i alt 11 teaterforestillinger synstolket live via et samarbejde mellem DBS, Det Kgl, Teater, Hammermøllen og Copenhagen Stage. Den næste forestilling der kan høres via livetolkning er Madam Butterfly i Operaen i København.
Musik: Richard Andersons værker
Den blinde musiker Richard Anderson komponerer bl.a. musik til kunstværker. I sit soloværk U-synlig har han bedt 10 personer om at beskrive et kunstværk, som han efterfølgende har skabt et musikalsk modspil til. Laura Kamis Wang har til flere af hans mørkekoncerter under Copenhagen Jazzfestival også oplæst sin egen og andres synstolkninger, før Richard spillede sine kompositioner.
Museum: Mærk, føl og lyt
På det lille københavnske museum om lægevidenskabens og medicinens betydning, Medicinsk Museion, finder du bl.a. en udstilling om historiske og nutidige kommunikationsmidler til mennesker med synshandicap. Her må du røre ved genstandene og kan på engelsk få synstolket, hvad udstillingen viser.
Også i udlandet finder du gode synstolkede oplevelser på f.eks. Kiasma Museet i Finlands hovedstad eller på Welcome Collection i London. I Edinburgh i Skotland har man i 20 år inviteret blinde ind til introduktioner med synstolkning på kunstmuseer.
Kontakt Laura Kamis Wrang, hvis du vil have tips til synstolkede oplevelser. Ring på tlf. 26 23 45 82 eller ail til [email protected] Du kan også finde synstolkede events på www.blind.dk