Landsforeningen af Forældre til Blinde og Svagsynede arbejder på et nyt og spændende projekt, hvor vi ønsker at sætte særligt fokus på livet med børn, der lever med synshandicap. Det skal ske gennem fængende og relevante fortællinger fra fem til otte familier. Derfor har vi brug for jeres hjælp.
Med projektet “Livet med mit synhandicappede barn“ ønsker vi at fortælle historien til de mange, som er i samme situation og opfordre til, at vi kan støtte os op ad hinanden. Det er rart at opleve, at andre deler ens udfordringer, men det giver også mulighed for at udveksle erfaringer. Og når vi deler disse, kan vi inspirere hinanden og gøre det lettere at mestre hverdagen.
Vi håber også at nå ud til alle dem, der ikke kender noget til hverdagen med blinde eller svagsynede børn. Vi ønsker at invitere dem med indenfor, så de kan se de op- og nedture, synshandicap bringer med sig. Der er meget, vi skal kæmpe ekstra for at få til at lykkes, men samtidig giver udfordringerne også nogle fantastiske oplevelser med vores børn.
Få mere at vide på Zoom
Drømmen er at kunne følge familiernes udvikling i stil med et program som “Årgang 0” – om end i langt mindre skala. Derfor vil familierne fortælle om deres hverdagsliv i en række artikler samt i små videoklip i en periode over de kommende år.
Det vil ske i samarbejde med en journalist, som omdanner fortællingerne til artikler, der kommer på LFBS’ hjemmeside, i “Øjensynligt” og på sociale medier. Den enkelte familie vil være i kontakt med journalisten cirka én gang hver anden måned. Vi er sikre på, at det vil være meget lærerigt at være en del af projektet, og at de deltagende familier vil blive styrket af at gå forrest og inspirere andre.
Vi afholder et informationsmøde på Zoom onsdag d. 11. december kl. 20-21, hvor vi vil fortælle meget mere om projektet, og derfor er vi på jagt efter dig, som har lyst til at høre mere om projektet.
Så er du en del af en familie, hvor synshandicaps er tæt inde på livet og hvor mindst ét af børnene bokser med en dagligdag som blind eller svagsynet?
Og lyder projektet som noget, der kunne være interessant for dig og din familie?