Rosa Engholm Larsen brugte tre år efter gymnasiet på både at arbejde, rejse og være på højskole. Det har givet vigtige erfaringer i både plus og minus.
Meget klogere på sig selv og med vigtige erfaringer fra arbejdsmarkedet med nedsat syn. Det blev udbyttet af de tre år efter gymnasiet, 23-årige Rosa Engholm Larsen fra Roskilde brugte på at udfordre og udforske sig selv i verden.
”Sabbatår med arbejde og oplevelser er en god idé, når man er ung med nedsat syn. Man lærer sig selv og sin identitet bedre at kende,” siger hun.
Op og ned i skolen
Fra fødslen var der kun 5-10 procent syn på Rosa Engholm Larsens højre øje, og som 6-årig blev det venstre øje helt blindt. Så det var med særlige vilkår, at den lille pige voksede op i en familie med to yngre søskende som den eneste med et synshandicap.
”Min familie har været rigtig god til at støtte mig hele vejen, og det har haft stor betydning for den, jeg er blevet.”
I skoletiden blev hjælpemidler som Zoom-text, voice-over og forstørret skrift nødvendige, og Rosa Engholm Larsen havde som barn også en støtteperson med i klassen. Det betød, at hun fagligt klarede sig så godt, at hun siden kunne komme på gymnasiet, men hjælpen havde set i bakspejlet måske også en slagside.
”Grundskolen gik lidt op og ned, og som barn fik jeg nok for meget praktisk støtte,
hvilket betød, at der var for lidt fokus på at udvikle mine sociale relationer. Til gengæld
var mine gymnasieår fantastiske.”
Alt for udfordrende job
Med studenterhuen på hovedet var Rosa Engholm Larsen imidlertid besluttet på at udfordre sig selv med arbejde. For den erfaring var uprøvet land. I første omgang blev det til en ansættelse som vikar og støtte i specialklasser på en folkeskole.
”Det var meget udfordrende. Både på grund af mit syn, og fordi jeg var ung og uden uddannelse som lærer. Når mine kolleger var syge, var jeg alene med klassen, og det var især svært at få et overblik, når eleverne f.eks. sloges, kastede ting efter hinanden og løb væk.”
Efter tre måneder stoppede Rosa Engholm Larsen derfor i jobbet.
”Skolen kunne have planlagt bedre, så jeg ikke havde været så meget på egen hånd. Det var også svært at komme i dialog med mine kolleger og især ledelsen. Jeg har helt klart haft svært ved at italesætte mit synshandicap på arbejdspladser. Selvom jeg ved, at jeg kan bidrage, kan jeg hurtigt føle, at jeg ikke er god nok og accepteret, når jeg siger, at jeg har nedsat syn, fordi der er mange fordomme og uvidenhed forbundet med at have nedsat syn.”
Sød musik på højskolen
Næste skridt blev en musikhøjskole i fem måneder, for som barn spillede Rosa Engholm Larsen meget musik, især klaver men også violin og harmonika.
”Jeg havde behov for at opleve noget positivt og havde tidligere haft et virkelig lærerigt
efterskoleophold. Jeg ville gerne udvikle mig musikalsk og dermed også bruge tid på noget praktisk og mindre skriftligt.”
Rosa Engholm Larsen talte på forhånd med højskolen om sit syn, så det var en kendt præmis.
”De var virkelig gode til at støtte mig undervejs, og jeg voksede af at være langt væk fra mine forældre på Sjælland.”
Jobsamtaler med reaktioner
Efter højskolen fik Rosa Engholm Larsen egen bolig på Vesterbro i København og søgte lynhurtigt 12 jobs i vuggestuer. Hun kom til jobsamtale fem steder, hvor man reagerede helt forskelligt på hendes synshandicap.
”I tre af jobsamtalerne var de meget fokuserede på mit syn, mens de to andre steder var virkelig positive og havde lidt sådan en ’det-skal-nok-gå’-holdning.”
Rosa Engholm Larsen fik det ene job og arbejdede 35 timer om ugen på ordinære vilkår i 15 måneder. Det var en god oplevelse.
”Jeg følte mig værdsat og oplevede, at jeg bidrog. Det var rart at opdage.”
Vigtig erfaring med arbejdskapacitet
Hverken jobcentret eller kompenserende ordninger var involveret i Rosa Engholm Larsens vuggestuejob. I dag er hun glad for, at hun prøvede det, men hun har også lært, at det
måske ikke skal være sådan fremover.
”Det var vigtigt at bevise, at jeg kunne arbejde fuld tid, men på den lange bane er det nok mere realistisk med måske 30 timer om ugen. Alligevel tror jeg, det var godt, at jeg bare sprang ud på dybt vand og fik nogle konkrete oplevelser, jeg kan bruge resten af mit liv. Heldigvis er jeg som person også god til at komme op på hesten igen, når jeg oplever
udfordringer.”
Sydamerika uden sure miner
Rosa Engholm Larsen ville gerne prøve også at rejse i sine sabbatår, og destinationen blev en grupperejse til fire lande i Sydamerika.
”Jeg havde en god snak med rejsearrangøren, og deres holdning var, at hvis jeg selv havde mod på at rejse, havde de også mod på det.”
Undervejs fik hun god hjælp af de andre deltagere.
”Jeg føler ikke, at jeg var til belastning for gruppen. De andre var meget nysgerrige og hjælpsomme. Så de få oplevelser, hvor det var lige ved at gå galt for mig, endte med at blive meget lærerige.”
Rosa Engholm Larsen kalder i dag de tre måneders rejse for den bedste tid i hele hendes liv.
”Jeg oplevede faktisk, at mit synshandicap fyldte mindre i Sydamerika, og jeg lærte endnu mere om mig selv, og hvad jeg kan.”
Erfaringer førte til psykologi-studie
Alle erfaringer fra de tre sabbatår har Rosa Engholm Larsen brugt til at finde ud af, hvad hun vil med sit liv både socialt, værdimæssigt og i forhold til uddannelse.
”Jeg var tidligere ret nervøs for, om jeg egentlig kunne fungere på arbejdsmarkedet. Det fyldte meget. Jeg vidste godt, at jeg kunne klare opgaverne, men var i tvivl, om jeg kunne blive accepteret af kollegerne og ledelsen.”
Studievalget er faldet på psykologiuddannelsen på Københavns Universitet, hvor Rosa Engholm Larsen netop er startet.
”Jeg har fået en god studiestart og har fra begyndelsen fortalt mine medstuderende, at jeg ikke ser så godt. Jeg synes ellers godt, det kan være svært at italesætte mit synshandicap, og når jeg har brug for hjælp, men nu er jeg i gang!”
