Ny vejledning udkommer i foråret 2025 med en køreplan for, hvordan man skaber gode punktskrift-indsatser for børn og unge uden syn.
Af Rikke Kannegaard, Viden- og Informationsspecialist Synscenter Refsnæs
Alle danske kommuner vurderer, at de opdager børn og unge, som har brug for at lære og
kunne anvende punktskrift. Til gengæld ser det ud til, at der er udfordringer i dagtilbud og
skoler, hvor der nogle steder mangler viden og kompetencer om punktskrift, og generelt er der behov for en tydeligere rollefordeling og mere koordinering mellem dem, der skal sikre et succesfuldt forløb om punktskrift for børn og unge.
Det er konklusionen på det 1-årige nationale samarbejdsprojekt ’Sammen om punktskrift’,
der netop er afsluttet ved udgangen af 2024.
Synscenter Refsnæs og DTHS, Danske Tale-, Høre- og Synsinstitutioner, står bag projektet,
der er finansieret af Børne- og Undervisningsministeriet.
Afdækning af bekymring
’Sammen om punktskrift’ blev iværksat for at afdække og beskrive eksemplariske indsatser
og den nødvendige organisering, koordinering og samarbejde i punktskriftsforløb for børn og unge. Anledningen var en udmelding fra Social- og Boligstyrelsen, der udtrykte bekymring for, om kommuner og regioner i tilstrækkelig grad koordinerer og samarbejder om at anvende og tilbyde højt specialiserede punktskriftindsatser.
Projektet udgiver i foråret 2025 en national model for koordinering af relevante punktskriftindsatser, der giver en praksisnær køreplan for forløb, som kommuner kan følge, når de har et barn i målgruppen.
Vejledningen er skrevet til forældre til et barn i målgruppen for punktskriftsindsatser, til ledere samt personale i dagtilbud og skole samt til sagsbehandlere, PPR og øvrige myndighedspersoner, som spiller en central rolle i punktskriftsforløb for 0-17-årige.
Solid viden og praktisk inspiration Formålet med vejledningen er at stille målrettet viden og inspiration til rådighed om det gode punktskriftsforløb, og hvordan det understøttes og vedligeholdes både hjemme, i dagtilbud og skole. Vejledningen skal også sikre og styrke
den nødvendige organisering, koordinering og samarbejde.
’Sammen om punktskrift’ har bl.a. indkredset gode praksiserfaringer fra kommuner via
kvalitative interviews med synskonsulenter, lærere, pædagoger, PPR-medarbejdere, forældre og unge. Det er teoretisk funderet i forskning fra sammenlignelige lande og er kvalificeret og fagfællebedømt af en følgegruppe og valideringsgruppe. De har bestået af fagprofessionelle med myndigheds- og rådgivningsansvar på social- og handicapområdet
samt repræsentanter for relevante brugerorganisationer.
Anbefalinger i flere formater
Projektet ’Sammen om punktskrift’ viser, at der er behov for at tydeliggøre, hvilke punktskriftsindsatser der skal iværksættes for at give børn og unge med blindhed de samme muligheder for at lære at læse og skrive.
Projektet anbefaler også, at der tilføres viden om punktskrift til centrale aktører i børn og
unges punktskriftforløb. I dagtilbud og skoler kan viden og kompetencer gå tabt f.eks. i overgangen fra et klassetrin til et andet, når et barn skifter skole, eller når lærere og pædagogisk personale får nyt job eller går på pension.
Resultatet af ’Sammen om punktskrift’ udgives både i en trykt udgave og i en tilgængelig
digital version, der begge kan fås gratis via Materialeproduktionen ved Synscenter Refsnæs. Se mere på www.synref.dk.