Et samarbejde mellem Roskilde Festivals Handicapservice, Blindecenter Bredegaard, Instituttet for blinde og svagsynede (IBOS), Dansk Blindesamfunds Ungdom (DBSU), Landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede (LFBS) og Roskilde Handicapråd.
Roskilde Festival har gennem en årrække arbejdet på at øge tilgængeligheden for festivaldeltagerne med forskellige handicap. Det er Roskilde Festivals ønske, at der deltager flere med handicaps, både som gæster, som medarbejdere og som kunstnere på festivalen, for at sikre mangfoldigheden. Roskilde Festivals handicapservice skal assistere og sikre, at Roskilde Festival er en inkluderende musik- og kulturoplevelse for alle. Eksempler på dette er HandiCamp med mulighed for teleslynge, ramper og platforme til kørestolsbrugere. Unge synshandicappede ønsker at kunne deltage som festivalgæst på lige fod med andre unge mennesker, hvilket ikke er en mulighed i dag. Senest har der været sat fokus på at afdække tilgængeligheden ved en test udarbejdet af Ballast CPH, hvor synshandicappede festivalgæster har beskrevet de udfordringer de møder, når de deltager på Roskilde Festival.
På denne baggrund, har Blindecenter Bredegaard, IBOS, DBSU, LFBS, Roskilde Festivals Handicapservice og Roskilde Handicapråd udviklet en række aktiviteter, der sigter på at forbedre mulighederne for personer med handicaps inden for følgende fokusområder: Brug af taktile kort for at finde rundt på festivalen, Blinfo – talende skilte og tilgængelighedsøvelser som synshandicappet.
HandiCamp er base og informationscenter for projekterne. Du kan følge med i aktiviteterne her: https://www.facebook.com/events/296985777736687/
Aktiviteterne skal blive til et koncept, der kan anvendes i andre sammenhænge til at sikre lige muligheder, tilgængelighed, tryghed og fællesskab for personer med funktionsnedsættelser.
Kontakt:
Kim Enevold Sørensen, formand DBSU, [email protected], Telefon 27 82 15 44
Heidi Stener Larsen, Konsulent – IT og velfærdsteknologi, Blindecenter Bredegaard, [email protected], Telefon: 2325 9592