ØJE PÅ JOB: Projekt Coop Crew giver udsatte unge selvtillid og mulighed for fritidsjob i supermarkedskæden.
Af Claus Sørensen, medlem LFBS, bragt i Øjensynligt nr. 1 2023
Fritidsjob giver meget mere end penge på lommen. En undersøgelse fra Rambøll viser, at det også øger sandsynligheden for senere at tage en uddannelse, få et voksenjob og klare sig i livet.
Mange unge med synshandicap og andre funktionsnedsættelser arbejder dog ikke ved
siden af skolen, fordi de typisk ikke har energien til det. Nu åbner projektet Coop Crew for
nye muligheder.
Halvdelen kommer i job
’Coop Crew – Når fritid bli’r til fremtid’ er et samarbejde mellem Ungdomsskoleforeningen
og supermarkedskæden Coop. Via 26 ungdomsskoler over hele landet kan udsatte unge
mellem 14 og 18 år få undervisning i en af Coops butikker, så de bliver rustet til at klare et
fritidsjob i detailbranchen.
I løbet af seks moduler i en Coop-butik lærer butikspersonale og undervisere fra ungdomsskolerne de unge, hvad det vil sige at arbejde i butik, og hvilke kompetencer det kræver. Senere hjælper ungdomsskole-medarbejderen de unge med at søge fritidsjob.
Foreløbig har 912 unge deltaget og 52% af dem har senere fået et fritidsjob hos Coop. Derudover tanker de selvtillid og styrker troen på sig selv.
Værdien af fællesskab
De unge i projektet slås typisk med faglige, sociale og personlige udfordringer. Coop registrerer ikke, hvor mange af dem, der har en funktionsnedsættelse, men ifølge Coop Crews inklusionskonsulent Dennis Pihl Hedegaard Jensen har nogle bl.a. autisme, høre- og synsnedsættelse.
”Fælles for de unge i projektet er, at de under normale betingelser med stor sandsynlighed
ikke ville have fået et fritidsjob. Men med Coop Crew får de foden inden for på arbejdsmarkedet og mærker værdien af at være en del af et arbejdsfællesskab,” siger han.