Dansk Blindesamfund har i samarbejde med Landsforeningen af Forældre til Blinde og Svagsynede børn, udviklet et helt nyt kursustilbud som afholdes på Fuglsangcentret fra 28. maj til 1. juni.
Kurset er målrettet familier, hvor et eller flere børn har et synshandicap. Seende søskende er også meget velkomne for tanken bag kurset er netop, at hele familien deltager og sammen tilbringer nogle indholds- og lærerige dage med socialt samvær, undervisning, rehabilitering og selvfølgelig en masse hygge.
Kurset giver konkret oplæring til hele familien indenfor ADL, ledsageteknik, IT, madlavning og fysisk aktivitet. Oplæringen tilpasses den enkelte familie og børnenes alder, og vil være praktisk orienteret og selvfølgelig sjov. Forældrene bliver også klædt på med information om hvilke rettigheder de har og relevante ordninger, familien kan gøre brug af. Sideløbende med dette forældrerettede indhold er der morsomme aktiviteter for børn og unge. Derudover indeholder kurset også samtalegrupper med forældrene, hvor forældrerollen diskuteres, og der tilbydes særskilte samtalegrupper for de seende søskende.
Med kurset giver vi indblik i de muligheder der findes, når man har et barn med synshandicap. Vi har erfarne og fagligt kompetente undervisere og oplægsholdere, som selv er vokset op med et synshandicap. Samtidig er en vigtig del af kurset muligheden for at møde andre familier, der står i samme situation som man selv gør og finde nye venner og netværk i familier, som har børn med synshandicap og seende søskende. Erfaringsudvekslingen familierne imellem er en unik del af kursustilbuddet.
Kurset foregår på Fuglsangcentret, Dansk Blindesamfunds dejlige hotel, kursus- og konferencested i Fredericia. Vi har velindrettede værelser, vores restaurant serverer lækker mad og der er et nærværende og imødekommende personale. Vi har moderniseret vores undervisningslokaler med blandt andet nyt øvekøkken og et helt nybygget udendørs motions- og legeunivers for personer i alle aldre.
–
Praktisk information:
Kurset arrangeres i pinsen 2021 fra torsdag den 28. maj om aftenen til mandag 1. juni, hvor kurset afsluttes med morgenmad, men der er mulighed for at bruge centerets faciliteter dagen ud.
Kurset henvender sig til familier med synshandicappede børn i alle aldre op til 15 år.
–
Pris: Der er et kursusgebyr på 350,00 kr. pr. forælder, børn til og med 15 år er gratis, og rejseudgifterne er for egen regning. Dansk Blindesamfund dækker kursusindhold, ophold og forplejning på Fuglsangcentret.
–
Tilmelding: Der er et begrænset antal pladser, ca. 15 familier vil få mulighed for at deltage, så skynd dig med familiens tilmelding. Tilmelding sker ved at henvende sig kursusafdelingen på Fuglsangcentret, Karina Kyhl på tlf. nr. 76 20 22 03 eller mail: [email protected].