Af Peter Petersen, souschef Jobcenter Varde.
Jeg er ved et tilfælde blevet opfordret til at skrive et par sider til Treklangen. Baggrunden er at jeg som svagsynet i tidernes morgen har gennemført en ordinær universitets uddannelse og i 30 år har haft ordinært job.
Jeg er souschef i jobcenter Varde og har gennem årene arbejdet med problematikker om job og uddannelse, og har kendskab til de handicap kompenserende ordninger, der er til rådighed.
Den professionelle vejledning om hvad blinde og svagsynede har af mulighed for støtte – kan erhverves i jobcentrene og de vejleder ordninger, der er etableret for at understøtte blinde og svagsynede. Kontakterne kan findes på nettet og jeg ved, at der rundt omkring er mange dygtige mennesker, der er parat til at hjælpe med råd og dåd.
Det er derfor ikke min intention at konkurrere med dette. Tanken er, at jeg ved at fortælle lidt om mine egne erfaringer, kan give et eksempel på, at det kan lade sig gøre og dele nogle erfaringer, der forhåbentligt kan bruges.
Vi bestemmer ikke selv, hvordan vi har det, men vi bestemmer selv hvordan vi ta’r det. Hvordan vi så vælger at gøre dette, afhænger af de oplevelser vi har haft tidligere, hvilke mennesker vi har kendt og hvilken basis sindsstemning vi har fra naturens hånd.
Forældre og skole har derfor en stor betydning.
Det at skidt at blive gjort til noget specielt. Man kan blive forkælet og lud doven. Jeg bildte mig ind at jeg ikke kunne læse uden der var en 100 watts pære lige over mit hoved.
I det pulserende samfund er lysforholdene mere blakkede og man klarer sig lige så godt med en lommelygte ved hånden, hvis det kniber. Men bliver man i troen på, at det stærke lys er nødvendigt, kommer man ikke udenfor de trygge rammer og går glip af meget.
Mine forældre pylrede heller ikke om mig, og jeg lærte nødvendigheden af at klare sig på lige vilkår. Men der var varme og forståelse og en stor rummelighed overfor alt nyt og anderledes.
Det har sikkert været med nervøsitet at mine forældre sendte mig ud for at prøve egne kræfter, men de bed angsten i sig og skjulte den for mig. Mig viste de tillid og fokuserede på sejrene.
Der er forskel på en mand med et handicap, og en handicappet mand. Dette lærte jeg hurtigt betydningen af – og jeg har altid søgt at leve som en mand med et handicap.
Forskellen sidder mellem ørerne og det er et spørgsmål om selvopfattelse og selv identitet.
Har aldrig hørt om nogen der har fået et job fordi de har et handicap, men om mange der fået job på trods af handicappet.
Piet Hein har skrevet:
Livet er en labyrint.
Mange gange ender blindt
Sejre hvo der hurtigt vender,
Hvor de blinde gange ender.
Jeg tænkte den snupper jeg – og får det bedste ud af – hvad det nu end bliver.
Jeg tror, at det har gjort det lettere for mig, at jeg tidligt fik lært at kompensere – for mit svage syn. Det hjalp også, at jeg tidligt lærte at selvmedlidenhed ikke fører fremad.
Hvis man har et handicap, kan dette delvist i jobsammenhæng kompenseres med diverse støtteordninger og hjælpemidler, men den der har handicappet må dyrke nogle af sine øvrige talenter for at kompensere.
Find Styrkerne og dyrk dem.
Desværre er det i øjeblikket svært for mange unge at få job, så hvis man har et svagt syn på slæbetov, må man hænge endnu mere i.
Man skal aldrig fornægte sit handicap – og aldrig være bleg for at bede om hjælp hvis der er behov. Mange vil gerne give en hjælpe hånd, men er usikre på hvordan og hvornår. Det letteste er at være tydelig og gøre klart, at man nok skal sige til når der er behov for hjælp.
Noget af det svære for en synshandicappet er nye fysiske rammer. Hvor er bus stoppestedet. Hvor er de lokaler man skal være i – skilte er jo tit utilgængelige. Hvor er toilettet?
Mange af disse ting kan man forberede sig på eller smugtræne eventuelt med lidt hjælp. Få disse ting på plads i god tid, så det ikke er disse opstarts problemer der er i fokus ved den officielle start på job eller uddannelse. Det er tit omverdenens første indtryk, der bliver hængende.
Det der skal i fokus er personen og kompetencer og det svage syn skal ikke fylde mere end nødvendigt.
Mange er usikre på hvordan man tackler personer med handicap. Med en praktik har man mulighed for at vise, at handicappet ikke er det der fylder mest og man kan demonstrere sine faglige og sociale talenter. Det er dem der skal sælge. Det kan derfor i job søgning være godt at starte med praktik arrangeret sammen med jobcentret.
Til slut vil jeg knytte en tråd til de ting jeg arbejder med til daglig. I de kommende år trækker flere sig ud af arbejdsmarkedet, end der træder ind. Dette betyder, at der kan opstå mangel på arbejdskraft – altså arbejdskraft med kompetencer. Dette giver flere åbninger for personer med handicap, hvis de har tilegnet sig de efterspurgte kompetencer. Der er derfor al mulig grund til at dygtiggøre sig med både almene og faglige kompetencer selvsagt indenfor områder der overkommeligt matcher ens handicap. Realistiske ambitioner holder længst efter min opfattelse.
Som skrevet er der professionel hjælp at hente hos jobcentre og diverse vejledningsordninger, der er at finde på nettet. Jeg står imidlertid gerne til rådighed hvis denne artikel har givet nogen lyst til en yderligere snak om emnet.
Jeg kan kontaktes via mail: [email protected].
