Socialstyrelsen har netop afsluttet høringsperioden for VISOs udbud af ydelser om seks specifikke handicapområder – herunder målgruppen af hhv. børn og unge samt unge og voksne med synsnedsættelse. Læs hele høringssvaret fra Landsforeningen af Forældre til Blinde og Svagsynede.
Det nuværende leverandørkontrakter på KaS-området (Koordinering af specialrådgivning) udløber d. 31. december 2022 og man forbereder i denne forbindelse udbuddet for VISO-ydelserne. Der har været afholdt skriftlige høring til og med d. 25. april 2022 og det endelige udbud forventes annonceret medio maj 2022. Alt tyder derfor på, udbuddet gennemføres inden resultaterne fra den længe ventede evaluering af det specialiserede sociale område ligger klar.
To store landsdækkende leverandører af VISO-ydelser på KaS-området for børn, unge og voksne med synshandicap er Synscenter Refsnæs og Institut for Blinde og Svagsynede. Ændringer i udbuddets omfang og indhold vil derfor have indflydelse på hverdagen for både medarbejdere og brugere hos disse aktører.
Hos LFBS ser vi det som en uhensigtsmæssig anvendelse af højt specialiserede ressourcer hos alle aktører, hvis der gennemføres et fornyet VISO-udbud vedr. specialrådgivningen, inden man kender resultaterne og konklusionerne af den stort anlagte evaluering af det specialiserede sociale område.
Det er vores bedste anbefaling, at de nuværende kontrakter forlænges med uændrede vilkår i yderligere to år. Rammerne og indholdet i det kommende VISO-udbud vil på denne måde kunne tilpasses og udvides med udgangspunkt i den nyeste erfarings- og evidensbaserede viden.
Du kan læse hele LFBS’ høringssvar til Socialstyrelsen vedr. VISO-udbuddet her