Børn og unge mødes i netværksgrupper hos Region Hovedstadens Kommunikationscenter med tid til at lære og være sammen om synstab som fælles vilkår.
Lys, synssansen, øjensygdomme, fritidsjob og kærester er blandt de vidt forskellige emner,
der en gang om måneden samler op til 30 børn og unge i netværksgrupper hos Region Hovedstadens Kommunikationscenter. Ambitionen er dog langt større end at få ny viden om synstab, for deltagerne udvikler også større selvforståelse og ofte nye venskaber.
”Vi har skabt et rum med tillid og tryghed til at turde dele det, der er svært, når man har
nedsat syn. Børn og unge spejler sig i hinandens synsudfordringer og strategier og får erfaring med ikke at være alene, som mange ellers kan opleve, fordi de typisk er den eneste i deres klasse, som har et synshandicap,” lyder det fra to af synskonsulenterne bag grupperne, Pernille Geisler og Lasse Klyver.
Fællesskab for store som små
Netværksgrupperne i hovedstadens omegnskommuner begyndte for fem år siden som
supplement til den lokale synsvejledning for at give børn og unge anledning til at møde
ligesindede.
”I takt med at det blev sværere at motivere børnene til at tage på kursus på Synscenter
Refsnæs, oplevede vi behov for, at elever i almenskoler fik et fællesskab, vi som
synskonsulenter ikke kan give dem i vores individuelle vejledning. En del kom i første
omgang kun på forældrenes opfordring, men mange blev så begejstrede, at de fortsat er
med,” siger Lasse Klyver.
Netværksgrupperne er derfor vokset, så der i dag både er en for elever på almenskoler og en for studerende på ungdomsuddannelser og videregående studier.
”Vi inviterer nye til gruppen, når vi vurderer, at børnene er modne til det. Det starter allerede omkring 3. klasse, for i den alder begynder mange at opleve det som sårbart at have et synshandicap. De bliver opmærksomme på ikke at ville skille sig ud fra mængden, og det betyder, at de risikerer at skjule deres udfordringer og behov, måske at fravælge hjælpemidler og ligefrem trække sig fra fællesskabet,” siger Lasse Klyver og bliver suppleret af Pernille Geisler:
”Mange i grupperne vil indledningsvist selv sige, at de ser fint og har ikke lyst til at tale om
deres syn. Når de møder et fællesskab, hvor de ikke er alene, så vokser accepten af, at man er okay, har værdi og ret til at få taget hensyn. For nogle er det simpelthen livsforandrende!”
Rammer om smitsom åbenhed
Rammerne om netværksgrupperne har skiftet karakter gennem årene. I begyndelsen mødtes de i fritiden et par timer sidst på dagen og lavede fælles aftensmad. Sådan er det fortsat hver anden måned, mens de øvrige gange foregår som en hel skoledag med undervisning, hvor de også bl.a. laver ADL og egen frokost, ligesom der er mulighed for at være i en slags SFO tidligt om morgenen og sidst på dagen.
Hvert netværksmøde starter med at rammesætte deltagernes fællesvilkår: at alle har et synshandicap. På den måde gødes jorden for trygt at dele erfaringer om, hvordan dagens
tema udfordrer i hverdagen og kan håndteres.
”Vi taler faktisk om alt! Ofte smitter åbenheden, og det er tit deltagerne selv, som inspirerer hinanden med strategier til at håndtere det svære,” siger Lasse Klyver.
Derudover får deltagerne altid faglige oplæg om dagens tema og på undervisningsdage også opgaver og øvelser.
Grise, laboratorium og julemarked
Den yngste netværksgruppe har bl.a. arbejdet med synssansen og dissekeret griseøjne for
f.eks. at opdage, hvordan linsen i øjet fungerer. Lyslaboratoriet på Region Hovedstadens
Kommunikationscenter har også været i brug.
”Vi har bl.a. undersøgt, hvordan forskellige former for lys og lysfarve påvirker, hvad vi kan
se og læse. Eleverne har arbejdet med kalejdoskop, designet lys og talt om, hvordan de hver især har brug for noget forskelligt for at kompensere deres synstab,” siger Pernille Geisler.
Mobility har også været et emne i netværksgruppen i 2024 forud for besøg på et lokalt
julemarked.
”Det gav anledning til samtaler om, hvordan man færdes på ukendte steder, så deltagerne er bedre rustet til reelt at være med, når deres egen skoleklasse tager på tur. Vi kan arbejde med lige præcis det, som er behovet i gruppen, så deltagerne både får gode oplevelser og erfaringer, de kan tage med tilbage og bruge i deres hverdag, hvor de typisk er den eneste med nedsat syn,” siger Pernille Geisler.
I 2025 får netværksgrupperne på deltagernes initiativ besøg af øjenlæger, der skal fortælle
om øjensygdomme, ny forskning og behandlingsmuligheder, og der kommer også gæsteoplæg om pubertet, kærester og flirt.
Selvindsigt og selvstændighed
God tid er en vigtig faktor i netværksgrupperne.
”Ofte oplever børn og unge med synstab i andre sammenhænge, at der ikke er mulighed
for det langsommere tempo, de har behov for, så de risikerer at gå glip af noget. Hos os i
grupperne foregår det på deres betingelser, så de kan følge med,” siger Lasse Klyver.
Den afledte effekt er, at deltagerne udvikler hensigtsmæssige strategier og mod til at bruge
dem på egen hånd.
”Mange får større selvindsigt og kommer til at hvile bedre i sig selv og deres udfordringer.
Det kan f.eks. føre til at turde bede om hjælp, fortælle andre om sit synshandicap og selv tage ansvar for at placere sig på forreste række,” siger Pernille Geisler.
Lasse Klyver fortæller om en ung kvinde, der takket være netværksgruppen fik mod på at
være åben om sine synsproblemer.
”Hun havde i flere år haft modstand på at skille sig ud, men blev efterhånden klar til at
lave en stor vending, så hun turde bruge hjælpemidler, fortælle om sit syn da hun
begyndte på en ungdomsuddannelse, hvor hun også inviterede mig til at lade hendes nye
klassekammerater prøve simulationsbriller.”
Omsorg og venskaber på egen hånd
Det social sammenhold i netværksgrupperne betyder meget og gør det let løbende at sluse
nye deltagere ind.
”Det er selvfølgelig en barriere for mange at skulle starte til noget nyt og ukendt. Flere af
vores deltagere har prøvet at blive valgt fra i sociale sammenhænge, så vi skal næsten bare prikke en erfaren på skulderen, så tager de straks imod de nye og byder dem velkommen,” siger Lasse Klyver.
Mange ses også privat uden for gruppen, inviterer hinanden til fødselsdage eller tager
ligefrem initiativ til at mødes alene, som for nylig da et møde i gruppen måtte aflyses på
grund af for få tilmeldinger.
”Så valgte de selv at mødes på egen hånd. Man bliver jo næsten helt forældrestolt over at
have gjort sig selv overflødig!” siger Pernille Geisler
