Børneaktiviteter i Region Syddanmark

Få overblik over de aktiviteter, som Region Syddanmark har til børn. Så kan andre dele af landet hente inspiration.

Af Lis Fløe Pedersen, Synsrådgivningen i Odense, bragt i Øjensynligt nr. 3, 2014

I Region Syddanmark har synskonsulenterne for børn en lang tradition for at samarbejde om børneaktiviteter og undervisningsdage for fagpersonale.

Det er af vældig stor betydning for børnene, at de får mulighed for at møde andre børn, der har samme vilkår. I denne sammenhæng er børnene ikke specielle, de er lige som de andre – et barn der ser dårligt. Her er et åndehul for børnene, hvor de i trygge rammer kan overskride nogle grænser og spejle sig i de andre børn. Her får de mulighed for at opleve sig selv som en ressource. Aktiviteterne er af stor betydning for konsulenternes vejledningsarbejde. Synskonsulenterne henter meget viden om det enkelte barn, som bruges i det videre forløb med vejledning af forældre og fagpersoner.

Det er tilbagevendende aktiviteter med f.eks. en ø-lejr for de yngre børn om foråret, strabadslejr for de større i september osv. Stedet kan udskiftes, men f.eks. har Torø været benyttet som ø-lejr de seneste 20 år. Der har tidligere været bragt artikler og fotos i dette blad fra de enkelte aktiviteter men her er en oversigt af tilbagevendende aktiviteter, der finder sted år for år:

Ø-lejrskole med to overnatninger for børn mellem 6-9 år
Ø-lejren har finder sted hvert år først i maj måned på Torø, der ligger ud for Assens. Børnene møder, nogle gange for første gang, andre børn, der ser lige så dårligt, som dem selv. I hele to dage er de sammen med børn, der har det på nøjagtig samme måde, som de selv har. Det er forbavsende, hvad børnene lærer på denne tur. Nogle børn skal være hjemmefra.

For børn mellem 10 og 14 år er der hvert år tilbud om en strabadstur
Det kan være en Gorillaparktur eller marchtur på hærvejen. Den finder som oftest sted i september måned. På disse ture camperes, laves bål og der leves på primitiv vis. Børnene op-lever store succeser ved at få lov at udfordre sig selv og prøve grænser af. I år gik turen til Bjørnø ved Fåborg – en lille ø med 30 beboere. Her overnattede børnene og de voksne i en kæmpe Lavoo (en slags indianer tipi) Børnene kunne trygt færdes på egen hånd på hele øen og tilbagemeldingen fra børnene var netop også, at det var dejligt , at der ikke altid var voksne ører og øjne tilstede.

Skitur til Norge
På Skituren til Norge som foregår hvert år i feb./marts deltager både små og store børn. Det er for næsten alle børnene en uforglemmelig oplevelse, hvor børnene oplever at blive virkelig forpustet og fysisk træt og udmattet. På denne tur arbejdes der en stor del af tiden med ADL-aktiviteter, brug af optik og ikke mindst arbejdes der med de sociale kompetencer. Der spilles teater og rollespil og der laves mange øvelser, der bringer børnene videre i deres personlige og sociale udvikling.

Til de ovenstående tre arrangementer inviteres børnene af deres synskonsulent.

Computercamp for skolebørn
Hvert år tilbydes skolebørnene en 2-dages computercamp; her kan børn fra hele landet deltage. 

Blindenetværk for Jylland/Fyn
For de blinde børn er der herudover en netværksgruppe, som mødes med eller uden lærere. Blindenetværket har eksisteret i adskillige år, og børnene opbygger løbende bånd med de øvrige blinde børn, der er i Jylland/Fyn bl.a. gennem Skype og mobil. En vigtig del af netværket er lærernes mulighed for at udveksle erfaringer med andre lærere, som underviser blinde børn.

Småbørnsaktiviteter
Disse aktiviteter foregår ad hoc, når småbørnskonsulenten oplever et behov for vejledning af en gruppe børn og forældre. Nogen gange har forældre et akut behov for at tale med andre forældre, der er i samme situation som dem selv. Det kan f.eks. være søskendeproblematikker der er i fokus. Det kan være brug af hjælpemidler f.eks. kikkerttræning, der kan være sjovt, når man er flere sammen om det. Børn og forældre inviteres af synskonsulenten for småbørn og der er sjældent tale om regionalt samarbejde.

Ad Hoc aktiviteter for alle
Der inviteres løbende til aktiviteter og arrangementer som er oppe i tiden. F.eks. havde vi en rigtig god og lærerig iPad-eftermiddag for børn, forældre og lærere.

Kurser for fagpersoner
Hvert år tilbydes lærere der underviser børnene et todages kursus nogle gange et tredages kursus. Alle synskonsulenter for børn i Region Syddanmark inviterer nye lærere til dette kursus. Kurset omhandler pædagogik og metodik for blinde og svagsynede. Barnets mulighed for læring, både inden for fagene men også barnets personlige og sociale udvikling, er på dagsordenen på disse kurser. Når en blind elev skal starte skole arrangerer Synsrådgivningen et ministart kursus for lærere og pædagoger, der efterfølgende skal undervise den blinde elev. Kurset finder sted, så snart skolen kan melde ud hvilke fagpersoner, der skal have ansvar for barnets læring. Det er vores opfattelse, at det gavner alle at være på forkant med information og viden og det tager tid at forstå, at blindhed ikke kun er et spørgsmål om ikke at kunne se.

Pædagoger til udviklingshæmmede med alvorlige synsproblemer er hvert år tilbudt et kursus, hvor de kan erhverve sig generel viden om synshandicap, og hvor de bliver præsenteret for materialer til stimulering af børnene.

Aktiviteter for forældre
I 2014 har forældrene været tilbudt forældremøder, hvor over-skriften på møderne har været ”Børns udvikling – set i lyset af en synsnedsættelse”. I 2015 agter vi ligeledes at afholde forældremøder der er rettede mod den samlede forældregruppe.

Kommende tilbud til alle i hele landet!
Vi er ved at forberede et endagskursus for de forældre, der har børn med en hjernebetinget synsnedsættelse. Det er den amerikansk e professor Christine Roman-Lantzy, der vil undervise. Christine har tidligere besøgt Danmark, hvor hun har undervist konsulenter og lærere. Christine er en fantastisk formidler, når hun fortæller om sine metoder i undervisningen af børn med hjernebetingede synsnedsættelse. Kursusdatoen er endnu ikke fastlagt men det bliver i efteråret 2015 og forældre fra hele landet er velkomne.

Alle synsinstitutioner i Region Syddanmark udgiver et forældreblad, som udkommer ca. 3 gange årligt. Her kan forældrene læse om nyheder og aktiviteter. Kontakt undertegnede hvis du ikke modtager bladet. Synsrådgivningen har deltaget i et projekt om udarbejdelse af et materiale til forældrekurser. Materialet kan ses på Socialstyrelsens webside.

Synsrådgivningen deltager i et nyt spændende idrætsprojekt, som ligeledes er finansieret af satspuljemidler og sat i gang af Socialstyrelsen. Med i projektet er DHIF og alle synskonsulenter i landet. Projektet hedder 4eyes2see. Kontakt din synskonsulent, hvis du vil vide mere om projektet.

Yderligere hos Lis Fløe Pedersen tlf. 63 14 06 60.

LFBS
LFBS
Vores forenings formål er at give de bedst mulige undervisningsmæssige, sociale og medicinske forhold for blinde og svagsynede børn. Vi har fokus på de politiske tiltag, der har indflydelse på blinde og svagsynede børns hverdag og muligheder.