Af Nina Schneidermann, cand.stud. IT & Cognition, bragt i Øjensynligt nr. 3, 2016
I foråret og sommeren dette år har jeg opholdt mig på University of California, Davis, hvor jeg har studeret sidste semester af min bacheloruddannelse i lingvistik. Det var en oplevelse, der udfordrede mig på både min selvstændighed og min fleksibilitet, og det var en kærkommen mulighed for at få et større indblik i den verden, vi befinder os i.
Forberedelserne
Jeg begyndte forberedelserne ca. 1½ år forinden med at beslutte mig for land og universitet. Jeg havde på forhånd besluttet at tage udenfor Europa, og at jeg derfor ville rejse med EDU-Danmark. Det er en organisation, som tidligere havde holdt oplæg på IBOS, hvori de udtrykte sig positivt indstillet overfor at hjælpe en synshandicappet til udlandet.
Valget af destination var imidlertid ingen nem opgave, og at finde det rette universitet var mildest talt en paralyserende oplevelse for en omhyggelig, men nysgerrig person som mig selv. Til sidst midt i marts 2015, besluttede jeg mig for University of California, Davis, som ligger i en lille universitetsby af samme navn. Universitetet havde en afdeling for mit hovedområde, lingvistik, en interessant kursusstruktur og passende priser. Jeg vurderede desuden, at den lille by 1½ times kørsel fra San Francisco ville passe til mit temperament. Desuden var UC Davis et mindre dansker-befolket udvekslingsuniversitet end de øvrige UC-universiteter tilbudt gennem EDU, hvilket jeg fandt attraktivt, eftersom det ville give mig en mere lokal oplevelse.
Jeg havde derudover altid været nysgerrig på USA; dels pga. en delvist ubevidst konnotation med interessant og verdensforandrende forskning, ikke mindst indenfor mit eget fag, og ligeledes pga. min politiske og kulturelle interesse og min nysgerrighed efter et mere folkeligt indblik i det omstridte amerikanske samfund.
Kontakt med universitetet
Med EDU’s hjælp fik jeg kort efter kontakt til universitetets handicapcenter og indledte de begyndende initiativer til trods for, at jeg ikke søgte formelt ind på universitetet før primo september 2015. Nogenlunde samtidig besluttede jeg mig efter en del browsing på diverse sider om boligmuligheder i Davis for at forsøge at finde et homestay, dvs. et hjem hos en amerikansk værtsfamilie i nærheden af campus. Det er en noget utraditionel fremgangsmåde for europæiske udvekslingsstuderende, men det var en både billig og nem løsning, som både ville give mig to daglige måltider, den kulturelle dimension, jeg søgte, samt – skulle det vise sig, nogle særdeles givende venskaber.
Forberedelserne var i det hele taget mange og papirarbejdet til tider gigantisk, og jeg tør sige, at jeg uden hjælp fra især min mor ikke ville have fået søgt nær så mange legater, hvilket er en økonomisk støtte, som ikke kan undervurderes. Derudover omfattede papirarbejdet en lettere bureaukratisk visumansøgningsproces, diverse formularer fra universitetet, samt diverse løbende kontakt til homestay-bureauet og handicapcentret på UC Davis, som hjalp mig med at finde en privat mobilityinstruktør og med at få klargjort mine kursusvalg. Handicapcentret på universitetet stod selv for levering af kursusmaterialer i diverse formater, hvorfor det gav mening overvejende at bruge deres service i perioden.
Endelig fremme
Pga. den til tider udmattende planlægningsmængde, var det med stor lettelse og en temmelig surrealistisk fornemmelse, at jeg om eftermiddagen den 1. marts landede i lufthavnen i San Fransisco og skulle begynde et ophold, som jeg oprigtigt kan sige var papirarbejdet værd. Jeg ankom 3 uger inden semesterstart for at blive bekendt med mine nye omgivelser.
Opholdet bød bl.a. på et bekendtskab med et meget anderledes universitetssystem med ugentlige afleveringer og løbende karaktergivning, en lidt sparsom offentlig transport (min daglige bus kom hver halve time), samt et møde med et utroligt åbent og imødekommende folkefærd. Opholdet har styrket min selvstændighed og tilpasningsdygtighed i uventede situationer, samt generelt bidraget til en øget forståelse af andre kulturer og af mine egne styrker og svagheder. Jeg kan med rimelig sikkerhed sige, at mit ophold på UC Davis ikke bliver mit sidste bekendtskab med USA.
Gode tips
1) Planlægning er vigtig, men bliv ikke skræmt af ukendte variabler. Som blinde og svagsynede, der er vant til at møde komplikationer ift. vores synshandicap og generelt skal være i god tid, hvis vi skal have vores behov dækket, kan vi måske have en mere end almindelig tendens til at hænge os op på detaljer, som alligevel ikke kan vides med sikkerhed inden ankomst til destinationen. På en måde kræver et udlandsophold en vis optimisme og en grundlæggende tro på, at problemer nok skal løse sig, hvis skellettet ellers er i orden (dokumenter, bolig, økonomi m.m.).. Fokusér på de store linjer og forvent en vis uforudsigelighed.
2) Spørg om hjælp. Det er måske trivielt, men kan ikke siges tit nok. Det forudgående papirarbejde tager tid; især, hvis mulighederne for at udfylde formularer elektronisk ikke er så god, som man kunne ønske. Desuden vil man måske også opleve, at man i starten af udlandsopholdet er mindre selvstændig end vanligt, hvilket kun bliver intensiveret af ens synshandicap. Tag de nemme løsninger af og til; også selvom man er en person, som helst vil ordne ting selv.
3) Tag af sted, hvis lysten ellers er til stede. Jeg tvivler på, at man vil fortryde det.
