DUKH hjælper hvis sagen går i hårdknude

Bliv klogere på konsulentordningen, der hvert år rådgiver flere tusinde borgere og pårørende, når sagsbehandling på handicapområdet er svær at navigere i.

Af Anja Søndergaard Nielsen, kommunikations- og projektkonsulent DUKH, bragt i Øjensynligt nr. 3, 2019

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet. Sådan lyder det fulde navn på konsulentordningen, som blev oprettet i 2002 med udgangspunkt i Servicelovens § 15. I daglig tale er det dog bare DUKH, der hver dag yder gratis telefonisk og skriftlig rådgivning i sager om hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau. Formålet er at styrke retssikkerheden og formidle vigtig viden om udviklingen på handicapområdet.

Når det ikke er ligetil
Forældre til børn og unge med et synshandicap kan også få rådgivning hos DUKH, som gennem årene har hjulpet mere end 50.000 borgere – ofte i sager, der af den ene eller anden grund er gået i hårdknude.

”Selvom loven i vidt omfang foreskriver, hvordan borgere med handicap skal tilgodeses og kompenseres, og der er klare regler for tidsfrister, klageadgang, inddragelse og oplysningsgrundlag, oplever vi alligevel gang på gang, at det ikke er så ligetil, hverken for den enkelte borger eller for kommunerne,” siger Janus Tarp, bestyrelsesformand i DUKH.

For forældre til børn med synshandicap kan det eksempelvis være svært at gennemskue reglerne og forstå afgørelser om støtte og hjælpemidler i forhold til skole og uddannelse, ligesom det kan give udfordringer, når vigtig viden skal overleveres i overgangene fra børnehave til skole og videre uddannelse. Kommunerne er som udgangspunkt altid forpligtede til at vejlede og tydeliggøre muligheder og regler i den enkelte sag, ligesom de også træffer afgørelserne, men begge dele kan give udfordringer i de komplekse sager.

”Vi møder desværre borgere og pårørende, som oplever, at de ikke bliver inddraget, at tidsfrister ikke bliver overholdt, eller at de i værste fald får en forkert afgørelse. Vi ser også på landsplan, at Ankestyrelsen år efter år finder fejl i kommunernes afgørelser,” siger Janus Tarp og understreger, at der dog også er mange sager, hvor DUKH konstaterer, at der ikke er tale om retssikkerhedsmæssige problemer, og hvor borgerne dermed bliver afklarede med, at tingene er gjort efter bogen.

Styrker retssikkerheden
DUKHs absolutte hovedfokus er retssikkerhed, og de socialfaglige konsulenter forholder sig derfor i hver sag til den konkrete lovgivning på området, intentionerne bag lovene og den praksis, som Ankestyrelsen peger på, når de vurderer, om en borger får de ydelser, han eller hun er berettiget til, og om sagsbehandlingsreglerne er overholdt. Samtidig er DUKH uvildig og fungerer dermed hverken som bisidder eller partsrepræsentant, selvom nogle borgere ind imellem kunne ønske det.

”Vi er og skal være uvildige i alle sammenhænge for at kunne samle og formidle viden troværdigt. Tilliden til det offentlige har gennem en længere årrække været under pres, og her kan og skal DUKH være med til at nuancere billedet. Det kan vi, fordi vi ikke er på nogens side,” siger Janus Tarp.

For bestyrelsesformanden er det nemlig vigtigt, at både borgere med handicap og myndighederne spiller efter de samme regler, og det kræver, at begge parter kender til og er opmærksomme på reglerne. Det ser han netop som DUKHs rolle.

”Vi tager ikke parti i sagerne, ligesom vi ikke har indflydelse på afgørelserne, men vi kan rådgive og klæde den enkelte borger på til mødet med systemet. Man kan sige, at vi ikke tager borgernes parti, men deres perspektiv.”

LFBS
LFBS
Vores forenings formål er at give de bedst mulige undervisningsmæssige, sociale og medicinske forhold for blinde og svagsynede børn. Vi har fokus på de politiske tiltag, der har indflydelse på blinde og svagsynede børns hverdag og muligheder.