Synscenter Refsnæs udgiver nyt vejlednings- og inspirationsmateriale til lærere om at undervise elever med synsnedsættelse i idræt, så de kan gå til prøve i 9. klasse
Af Annette Haugaard, redaktør, bragt i Øjensynligt 2019, nr. 3
Det er en udfordring for mange idrætslærere at have elever med synsnedsættelse, fordi de ikke umiddelbart kan deltage i undervisningen som andre børn og unge. Alt for ofte bliver de derfor fritaget for faget og går glip af læring og sociale fællesskaber.
Synscenter Refsnæs har sammen med DTHS, Danske Tale-, Høre- og Synsinstitutioner, udgivet vejledningen ‘Idræt i øjenhøjde’ om, hvordan lærere kan inkludere eleven. Den bygger på viden om god praksis i folkeskolen, systematiske litteratursøgninger og synskonsulenters erfaringer, og forældre kan også bruge den i deres dialog med skolen. Folderen indeholder konkrete forslag til synsvenlige idrætsgrene, øvelser og aktiviteter, så alle elever i klassen inkluderes.
Vejledningen har bl.a. disse faglige anbefalinger til lærere:
- Søg viden om elevens specifikke synsvanskeligheder. Tal med både synskonsulenten, eleven selv og forældrene, og del gerne viden med kollegerne.
- Husk at elever med synsnedsættelse ofte mangler referencerammer, som andre elever får via synet f.eks. i forhold til grundbevægelser, og hvordan man kravler, løber, hopper, kaster, griber eller balancerer.
- Husk at elever med synsnedsættelse hurtigere bliver udtrættet, fordi idrætsundervisning både indebærer høj puls, lyde og tempo. Det kræver ekstra mental energi at koncentrere sig og tilpasse sig omgivelserne, når øjnene ikke på et splitsekund kan oversætte konteksten.
- Det hjælper at organisere idrætsundervisningen med rutiner, struktur og systematik. Lad eleven lære både omklædningsrum, gymnastiksal, idrætsområder og redskaber at kende på forhånd, og start timen på samme måde hver gang og lad eleverne have faste pladser.
- Tal direkte til eleven og giv korte, præcise instruktioner evt. suppleret med motorisk, verbal og taktil instruktion.
- Brug hjælpemidler og synsvenlige rekvisitter, som også kan gavne andre elever.
Få mere at vide om folderen på [email protected]