Af Thomas Sonne Jensen, leder bragt i Øjensynligt nr. 2 2023
Danmark tiltrådte i 2009 FN’s Handicapkonvention, som i artikel 27 tydeligt fastslår, ”at personer med handicaps har ret til beskæftigelse på lige fod med andre.” Videre hedder det: ”Diskrimination pga. handicap skal forbydes, og der skal ydes tilpasning i rimeligt omfang…. Offentlige myndigheder skal fremme beskæftigelsesmuligheder for personer med handicap. Det gælder særligt i den offentlige sektor.”
Det lyder flot, og der er ingen grund til at betvivle den gode mening og hensigt bag ordene. Beskæftigelsesstatistikkerne viser imidlertid, at mennesker med handicap langt sjældnere er i arbejde sammenlignet med den gennemsnitlige befolkning.
Vi har tidligere i Øjensynligt bragt artikler om jobsøgning med synshandicap, og i dette nummer vender vi blikket og undersøger, hvordan arbejdsgiverne ser på det at ansætte mennesker med funktionsnedsættelser. For selvom jobansøgere med synshandicap selvsagt også bærer et ansvar for at ændre de triste statistikker, er det i sidste ende arbejdsgiverne, der kan skubbe den afgørende forandring i gang.
Akkurat som med Handicapkonventionen er der dog blandt chefer desværre flere gode hensigter end konkrete handlinger. Derfor er der ekstra god grund til både at lytte til arbejdsgivernes bekymringer, men også at huske på de mange steder, hvor inklusion og mangfoldighed faktisk står på virksomheders dagsorden.
Et af de steder er fagforeningen IDA, hvor du i bladet her kan læse et interview med HR-chefen. Øjensynligt omtaler også en nyudgivet samtaleguide, som I med fordel kan fortælle om til chefer og arbejdsgivere i jeres hverdag og netværk. Derudover kan du bl.a. læse om teater som pædagogisk redskab til at arbejde med identitet og få indblik i, hvordan 3D-print kan gøre hverdagen lettere for børn og unge.