I Danmark afsluttes den lovpligtige grundskole med afgangsprøven i 9. eller 10. klasse, og de fleste unge tager derefter deres første målrettede og bevidste skridt mod en uddannelse, der kan bringe dem i retning af det, de gerne vil arbejde med, når de bliver voksne.
Valget af ungdomsuddannelse er derfor en af de mest afgørende beslutninger, unge står overfor. Men for unge med synshandicap kan valget virke som en ekstraordinær stor udfordring.
Mulighederne for ungdomsuddannelser er mange: Gymnasieuddannelser som hf, stx, hhx, htx og eux eller mere end 100 forskellige erhvervsuddannelser. Men den rigtige ungdomsuddannelse med et synhandicap handler ikke kun om at finde den rette faglige sti, men også om at sikre, at uddannelsesstedet, læringsmiljøet, undervisere og medstuderende kan inkludere og støtte mennesker med synshandicap.
Så der er mange faktorer at overveje. Hvad kan jeg klare fagligt? Hvad interesserer jeg mig for? Kan jeg kompenseres med hjælpemidler og få tilgængelige undervisningsmaterialer? Derfor er det vigtigt, at både den unge selv, forældrene og hele nærmiljøet er bevidste om og opmærksomme på mulighederne for at sikre det rigtige studievalg og den bedst mulige opstart.
I temaet denne gang sætter vi fokus på ungdomsuddannelser, hvor du kan læse om, hvad der typisk er udfordrende for elever med synstab. Du bliver også klogere på støttemuligheder, og hvilke erfaringer Annette og Mette har fra deres ungdomsuddannelse.