Af formand Thomas Sonne Jensen, nr. 3 2024
Hjælpemidler er for de fleste med synshandicap afgørende for at kunne håndtere livets udfordringer på mest mulig samme måde, som omgivelserne gør. De er som ordet siger ’en hjælp’, men de kan også nogle gange komme til at stigmatisere.
Selve det at leve med et synstab er i sig selv et grundlæggende anderledes livsvilkår for børn og unge. Når tekstforstørrelse, tavlekameraer, notatapparater til punktskrift eller mobilitystokke så føjes til, skiller man sig yderligere ud fra sine venner og kammerater.
Så selvom hjælpemidler i daginstitutionen eller skolen kan være afgørende for at følge med og være mest muligt selvhjulpne, virker de på nogle også som et åg at bære. For hvordan ser andre på mig, når jeg bruger hjælpemidler? Virker jeg bare anderledes? Mærkelig? Ligefrem svag? Mindre interessant at være sammen med? Eller decideret uattraktiv?
Frygten for at disse spørgsmål besvares med ’ja’ kan overskygge selve det kompenserende formål med hjælpemidler, særligt når unge træder ind i teenageårene. Deres identitet og selvstændighed genforhandles og etableres på ny i sin egen ret, og omgivelsernes blik på dem får stor betydning for, hvordan de ser på sig selv.
Samtidig vokser de faglige krav i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelser, hvilket egentlig kalder på, at der virkelig er brug for at anvende hjælpemidler. Alligevel vælger nogle unge deres hjælpemidler helt eller delvist fra, fordi de socialt ønsker at kunne tage del i jævnaldrende fællesskaber uden skæve blikke.
I denne udgave af Øjensynligt tager vi bladet fra munden og taler ind i et potentielt tabu om, at hjælpemidler både kan være en støtte og et stigma.
