Borgere med handicap og sagsbehandlere har meget forskellige opfattelser af samarbejdet, viser undersøgelse fra Det Centrale Handicapråd
Af Claus Sørensen, formand LFBS, bragt i Øjensynligt nr. 2, 2015
Borgere med handicap og sagsbehandlere har meget forskellige opfattelser af deres samarbejde. Det viser en ny undersøgelse fra Det Centrale Handicapråd, som 1.424 borgere og sagsbehandlere har svaret på. Meget tyder ifølge undersøgelsen på, at kommunerne skal gøre mere for at sætte sig ind i, hvordan borgere med handicap oplever kontakten og dialogen med kommunen. Det gælder blandt andet borgernes oplevelse af, hvor meget de har indflydelse på deres egne sager, og deres oplevelse af, om sagsbehandlerne har den fornødne viden om borgernes specifikke handicap. Du kan læse hele undersøgelsen på www.dch.dk.
Kommunalreformen i 2007 medførte at kommunerne fik forsyningsansvaret på handicaprådet.
Dette og den efterfølgende finanskrise har været en giftig cocktail for synshandicappede børn og unge og deres familier. Kommunalreformen blev blandt andet solgt på argumentet om, at borgerne skulle have en indgang til det offentlige i nærområdet, så familien til det synshandicappede barn kunne troppe op i borgerservice for at få hjælp. Man kunne så forvente, at der efter et par afklarende møder blev lagt en helhedsorienteret handleplan med et flerårigt sigte, da de fleste synshandicappede børn er synshandicappede hele livet. På møderne fik man også afklaret mulighederne og oplyst om de forskellige aktører, samt afklaret en arbejdsdeling mellem kommunen og forældre.
Undersøgelsen fra DCH viser at det ikke er brugernes og forældrenes opfattelse. Det er jo tankevækkende, at borgerne har den opfattelse at borgernes kontakt og dialog med kommunen er dårlig, borgerne har ringe indflydelse på deres egen sag og sagsbehandlerne ikke har de fornødne kompetencer.
Efter min opfattelse er en af årsagerne til ovenstående problemer, at kommunerne ikke har nogle frontlinjemedarbejdere – lad os kalde dem koordinerende sagsbehandlere – der kan involvere og håndtere back-office (andre aktører på synområdet og institutioner, hvor barnet er inkluderet) efter behov.
Barnet og forældrene bliver alt for ofte sendt i byen uden viden og erfaring for at ende med at blive den frivillige koordinerende sagsbehandler. Det varme empatiske møde med en engageret medarbejder i kommunens socialforvaltning er blevet afløst af en kold indkøbstur i det store offentlige shoppingcenter, som man nemt kan løbe vildt i.
I denne proces kan socialforvaltningen nemt blive usynlig og helheden forsvinde og overgange blive overset, da barn og forældre er overladt til aktører, der har ansvaret for et specifikt område/tidshorisont, der måske også er deres finansielle grundlag. Det kommunale overblik er forsvundet og hermed også evnen til at være proaktiv.
LFBS vil i forbindelse med udarbejdelsen af det nye forløbsprogram for børn og unge synshandicappede under 18 år arbejde for at processen omkring barnet kommer i fokus.
Personligt har jeg mistet lidt af min barnetro på den offentlige sektor og tror, at vi skal arbejde for at Forældremyndigheden i en fælles ramme står stærkere i processen.
Regner med at vi tager snakken sammen på Forældrekurset den 2. til 4. oktober. Vi ses.
