Diana har længe samlet mod til at turde fortælle, at hun også i synsverdenen oplever en slags diskrimination. For hendes syn er så anderledes, at hun hverken føler sig hjemme blandt seende eller blandt synshandicappede.
Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 3, 2019
Lad nu være, dine øjne ser da helt normale ud. Hvorfor lader du som om, du ikke kan se?”
Spørgsmålet får 29-årige Diana Andersen ofte fra sine omgivelser, uanset om hun færdes blandt seende eller synshandicappede. Hendes synsbrøk er ganske rigtigt for god til formelt at kategoriseres som svagsynet, men i kraftigt lys er hun næsten blind, og resultatet er, at hun i stigende grad føler sig hjemløs blandt andre.
”Det er som om, at jeg altid er enten for lidt eller for meget, og det gør ondt. Men det, der undrer mig mest er, at der selv i synsverdenen egentlig er en slags konkurrence om hvem, der ser dårligst.”
Den famøse skoletid
Tvivlen om Dianas syn begyndte, da en lærer nægtede at udlevere sine PowerPoint-slides, så hun kunne zoome ind på detaljerne på sin egen skærm, og en anden lærer troede hun kopierede venindens skriftlige aflevering.
”Jeg blev beskyldt for at snyde foran hele klassen og blev både ked af det og vred. Det ville jeg aldrig have samvittighed til, og jeg har slet ikke syn nok til at se, hvad der står med småt på andres papirer.”
Men overraskelsen var større, da Diana som barn begyndte at deltage i arrangementer for synshandicappede, og hun opdagede, at de også betvivlede hendes syn.
”Folk gav udtryk for, at de troede, jeg udnyttede mit syn og spillede mere svagsynet, end jeg er, for at få hjælp og slippe for at lave noget.”
Andre undrer sig
I dag tvivler både Diana selv og omgivelserne stadig på hendes syn. Ved LFBS’ arrangement ’Syn på Sagen’ i august spurgte en tjener f.eks. om hun egentlig ser normalt, og selvom spørgsmålet var venligt ment, gjorde det ondt.
”Det er rart, at andre ofte tror, at jeg ser normalt, men det er også et problem, for hvis lyset blænder, kan jeg ikke se, om jeg går forbi en person, jeg kender, og så kan jeg blive opfattet som uhøflig og arrogant. Det bryder jeg mig virkelig ikke om.”
Ved ’Syn på Sagen’ blev der også efterspurgt en med et synshandicap, som havde gået på efterskole, og Diana meldte sig straks. Men så kom tvivlen.
”Jeg trak pludselig i den anden retning og havnede i en lang forklaring om, at jeg kun er næsten blind i modlys, men ellers ser godt og så kan I måske ikke rigtig bruge mine erfaringer til noget. Det fylder mere og mere for mig, at jeg ikke ved, om jeg kan tillade mig at sige, at jeg har et synshandicap, og jeg har opdaget, at jeg nærmest undskylder for at undgå mistro. Det gør ondt at have det sådan.”
Kan og vil ikke vælge
Andre har det formodentlig som Diana, og bl.a. derfor ændrede DBS adgangskravet for at blive medlem til en lavere synsbrøk.
”Men jeg kommer stadig ikke over målstregen! Jeg står lidt med et ben i hver lejr og hører ikke rigtig til noget sted. Efterhånden er jeg selv i tvivl, om jeg har ret til at bruge mit synshandicap som forklaring på forskellige
udfordringer.”
Diana hverken kan eller vil vælge samværet med andre synshandicappede fra. Hun har flere gode venner fra DBSU og samtidig er hendes kæreste formand for organisationen.
”Jeg vil gerne støtte ham og tage del i arbejdet, men jeg gør det ofte anonymt i kulissen, fordi jeg ikke føler, jeg bliver helt accepteret.”
Af samme grund har det krævet mange overvejelser for Diana at finde mod til at påpege det, hun opfatter som diskrimination blandt synshandicappede.
”Der er sikkert nogle, som bliver vrede over, at jeg fortæller om min oplevelse af at være udenfor. Selvfølgelig bærer jeg også en del af ansvaret for at indgå i fællesskaber, men jeg håber også, at jeg kan være med til at skubbe til en større accept af, at vi alle er gode nok. Uanset hvor meget eller lidt vi ser.”
