”Har I konkrete cases, der understøtter jeres bekymring?” Det er et spørgsmål, der ofte dukker op i LFBS’ dialog med Socialstyrelsen og øvrige aktører på synsområdet.
Ofte er det relativt let at finde enkelteksempler, der under-støtter den bekymring, vi som forening i årevis har udtrykt om en uhensigtsmæssig af specialisering af fagligheden på det sociale område. Men børn og unge er ikke cases. De er hele mennesker, og det gælder også når de har et synshandicap og måske øvrige handicaps.
Enkelthistorier er rigtig gode til at fremhæve og illustrere, hvad der kan gå galt i mødet med systemet og omgivelserne. Men enkelthistorier gør det svært at danne et reelt helhedsbillede af, hvordan børn og unge med synstab generelt trives i det daglige.
For bag hver af de negative og positive eksempler findes der et helt liv med både sejre og nederlag. Hverdagen er heldigvis aldrig sort-hvid, for selvom man som familie har fået afvist sin ansøgning om et hjælpemiddel eller tabt arbejdsfortjeneste, kan barnets hverdag i børnehaven jo sagtens være god, fordi yndlingspædagogen møder både barnet og familien med åbne arme. Og omvendt så møder familier, der har et godt samarbejde med alle aktører, også modstand, der i perioder kan slå både barnet og forældrene helt ud af kurs.
I denne udgave af Øjensynligt sætter vi fokus på forældres oplevelse af den generelle trivsel på synsområdet. LFBS har foretaget en større undersøgelse, du kan læse nogle af de over-ordnede konklusioner fra. Undersøgelsen viser, at selvom mange ting på synsområdet fungerer godt, er der absolut også plads til forbedringer, specielt i forhold til – manglende – langsigtede planer og en koordinerende indsats.
Det kan forældrene til bl.a. Magnus, Thea og Anne fortælle om. Magnus har i 17 år mødt både positive og negative sider af systemet, og Thea og Anne har haft svingende oplevelser i folkeskolen, men nu fundet sig til rette på efterskolen ved Synscenter Refsnæs.
Thomas Sonne Jensen
formand, LFBS
