Hverdage i staldene med Lukas, Alicat, Snorri og King er en lykkepille for Isabella Steffensen, hvis liv har budt på langt flere udfordringer end et svindende syn.
Af Annette Haugaard, redaktør, bragt i Øjensynligt nr. 1 2023
”Det gik overraskende godt. Jeg tog en førsteplads og var helt grædefærdig, for det havde jeg ikke regnet med. Jeg udstråler nok høj selvtillid udadtil, men det er ikke altid sådan, jeg har det indeni.”
Isabella Steffensen er ydmyg, da hun en søndag aften i februar vender hjem fra årets første ridestævne, der også var hendes debut i dressur for normalt seende frem
for i parasporten, hun hidtil har redet i. Den 32-årige kvinde har nemlig en mission med sin ridning, der fylder stort set hele tilværelsen:
”Jeg vil gerne rykke ved folks opfattelse og vise, at synshandicappede kan mere, end man tror. Og så vil jeg gribe livet og nyde øjeblikket, for jeg har prøvet at miste så meget.”
En ungdom med tab
Et af tabene er synet. Indtil for 10 år siden havde Isabella Steffensen en synsbrøk på 6/18, men så bed øjensygdommen RP fra sig, og i dag har den efterladt et udsyn svarende til hullet i en 5-krone.
”Hele min identitet ændrede sig. Jeg havde en konstant deadline hængende over hovedet om, at jeg snart ville blive helt blind, men det skete ikke i det tempo, lægerne forudså. Jeg var ligesom hverken fugl eller fisk og anede ikke, hvad morgendagen ville bringe.”
I begyndelsen af sine 20’ere mistede Isabella Steffensen også både sin mor og sin farmor
inden for et halvt døgn og udviklede bl.a. en spiseforstyrrelse.
”Det var virkelig nogle svære år, hvor jeg kæmpede for at finde ud af, hvem jeg var, hvad jeg kunne og ville.”
Tænkepause gjorde herre i eget liv
Dengang gik Isabella Steffensen på massøruddannelsen på IBOS. Ridningen var lagt på hylden, fordi hun ikke længere stolede på hverken sig selv eller synet. Hun mistede gejsten for at ride, som hun ellers havde gjort fra hun var 2 år, og indtil teenagealderen indfandt sig. I tiden efter forsøgte hun at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Uden held.
”Det var svært at finde en arbejdsplads som massør, der ikke kun så mine begrænsninger.
Jeg stod meget med det hele selv.”
Heldigvis havde Isabella Steffensen en forstående sagsbehandler i jobcentret, der til sidst
opfordrede hende til at finde ro med en førtidspension.
”Systemet så min sårbarhed. Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne og ikke regnet med at blive pensionist som 30årig. Men jeg blev klar over, at jeg aldrig ville blive lykkelig af at blive kastet rundt i jagten på at opfylde en samfundsnorm om at arbejde, så jeg besluttede at blive herre i mit eget liv for første gang nogensinde.”
Tids-flow i stalden
Isabella Steffensen flyttede tilbage til Faxe og skulle nu ansætte en ledsager.
”Jeg skulle beslutte, hvilken profil jeg søgte, og da stod det klart, at ridning er det, der altid
har gjort mig glad og givet mening. Man må tage de appelsiner, der falder i ens turban og
lave en god juice ud af det! I dag er jeg ikke i tvivl om, at jeg er det rigtige sted.”
Tirsdag og torsdag holder Isabella Steffensen fri, men de øvrige dage tilbringer hun i tre forskellige stalde.
”I hesteverdenen eksisterer tiden ikke for mig. Jeg er i flow uden stress og jag og kan
hygge mig, selvom der er meget arbejde.”
Hun har halvpart i Lukas, rider på Alicat og Snorri og arbejder på sin venindes hest King.
De seneste 2-3 år har hun reddet stævner med gode resultater til følge.
”Jeg elsker at konkurrere og vil helst op og bide de andre i haserne. Det er mit drive og får
mig igennem den daglige træning, hvis tingene ikke lige fungerer. Jeg tror ikke på lette sejre, og at man får noget foræret i tilværelsen, men jeg vil det her så meget, at jeg knokler på.”
De rette rammer omkring sig
Isabella Steffensen rider ikke kun selv, hun arrangerer også ridning for andre med synshandicap, er frivillig i DBSU og ambassadør for Blind Motion.
”Det giver mig en følelse af at skabe glæde i andres liv.”
For sit eget vedkommende er den ultimative drøm at komme på landsholdet.
”Det handler bare ikke kun om min indsats, men også om hestens kapacitet og økonomi.
Så lige nu drømmer jeg om at være med på bredden og give baghjul både til para-ryttere og i rask-sporten.”
Det kræver, at Isabella Steffensen har et godt hold omkring sig.
”Jeg tror på, at man kan, hvad man vil, med den vigtige tilføjelse: hvis rammerne er de rigtige. For mig er det min far, der kører mig til alting og filmer min træning, så jeg kan blive klogere på, hvad der kan ændres. Min træner, der ikke har prøvet en synshandicappet rytter før, men som er open-minded. Og mine hjælpere der guider mig på ridebanen med råb, så jeg ikke drøner ind i siderne.”
Makkerskab af tillid og nærvær
Det helt essentielle er dog samspillet mellem hest og rytter, som Isabella Steffensen værdsætter mest.
”Alt beror på vores non-verbale kommunikation. Jeg skal have fuldstændig ro på, for hesten mærker alting, og som synshandicappet, kan jeg også mærke den på en særlig fintfølende måde. Er den kåd, glad og koncentreret? Eller er der nerver på? Det er virkelig et makkerskab med en slags magisk kontakt, hvor jeg 100 % skal kunne stole på, at vi arbejder i samme retning, fordi jeg ikke kan se noget.”
Isabella Steffensen har derfor øvet sig i at være nærværende, og det gavner hele hendes
tilværelse.
”Jeg skal kunne slå hjernen fra og være i nuet. Jeg har lært at omdirigere mit nervesystem og turde stole på mit instinkt og lægge min kontrol i andres hænder. Det er grænseoverskridende, men også en stor lettelse. Hver dag sørger jeg for at stoppe op og nyde øjeblikket: Gå ud i haven og sætte mig op ad træstammen og nyde lysindfaldet, snuse dufte ind og lytte. Det gælder om at gribe livet, så jeg ikke sidder som
70-årig i gyngestolen eller kørestolen og fortryder noget.”
