Kæresteparret Kim og Diana elsker at bruge naturen, selvom hvert deres syn indebærer modsatrettede behov for lys og skygge.
Af Annette Haugaard, redaktør, bragt i Øjensynligt nr. 1 2023
Langs Stavis Å i udkanten af Odense kan man ofte se Kim Enevold Sørensen og Diana Andersen vandre. Man kan også indimellem se dem snuble over en træstub eller stoppe hyppigt op, fordi lyset skifter.
De er begge svagsynede, men hvor han har brug for lys til at orientere sig, foretrækker hendes øjne helst afskærmning fra lys. Alligevel elsker de at bruge naturen flittigt for at få luft til tankerne, bevæge kroppen og nyde alle de sanseindtryk, der taler til andet end øjnene.
Fodbold og gåture
”Skal vi gå en tur?” er et spontant spørgsmål, der i perioder lyder hjemme hos det fynske kærestepar. Svaret er oftest ja, for spontanitet er et kærkomment pusterum fra en hverdag med synstab, der på mange andre områder kræver planlægning.
”Vi er vilde med at bevæge os i naturen! Ikke med den store oppakning mod en shelterovernatning, men blot som et dejligt afbræk i hverdagen. Vi bor så tæt på skov og vand, at vi relativt let kan komme ud, og det er virkelig livgivende,” siger Kim Enevold Sørensen.
Han har spillet fodbold det meste af sit liv og været vant til at være udendørs ca. 150 dage om året.
”Jeg elsker at indånde frisk luft og mærke græsset under fødderne. Jeg har også altid transporteret mig selv til og fra træning, så selve det at være i naturen, har altid været en
del af min hverdag.”
Sejlads og skiture
Diana Andersen har også brugt naturen hele sit liv, f.eks. da hun som barn sejlede med sin far.
”Jeg elsker synet og lyden af hav. Jeg fik tit lov at styre båden, imens min far guidede. Nogle gange orienterede jeg mig efter et hus på land, som blev en lille sort prik, og hvis jeg forvekslede den med andre sorte prikker, så hjalp min far mig,” siger hun.
Diana Andersen har også stået på ski, siden sin debut i sneen som 11årig på en tur til Norge med CKV.
”Jeg blev introduceret for langrend, der er tilgængeligt med nedsat syn, fordi man kan mærke sporene. Man skal ikke være opmærksom på at snuble over noget og kan nyde roen, den friske luft og lyden af knirkende sne. Det er en god måde at bevæge sig meget.”
Kærkomment sansebombardement
Sanseoplevelser er det, der trækker kæresteparret ud i naturen.
”Der er så mange fredfyldte lyde: Det melodiske vandløb i en å i samspil med vindpust fra trækronernes blade. Lyden af brede mountainbikedæk, som fræser forbi, eller en stakåndet motionist der pruster håbefuldt for at opfylde sit nytårsforsæt. Sanserne bliver stimuleret på alle leder og kanter. Man kan mærke forskel på træernes bark afhængig af, hvor meget sollys de får. Og duften af hav langs en strand er helt fantastisk,” siger Kim Enevold Sørensen.
Hans kæreste har det på samme måde.
”Jeg har en del restsyn, så under de rette lysforhold kan jeg f.eks. nyde udsigten over en sø eller havet. Men naturen er så meget mere end det visuelle. Jeg oplever den friske luft, følelsen af underlaget jeg træder på, temperaturen der skifter fra kulde til solvarme og alle lydene fra fugle, vind, blade eller knasende grus og sne,” siger Diana Andersen.
Udfordringer fra lys til skygge
Selvfølgelig er der også noget i naturen, der udfordrer kæresteparret. For de er begge udfordrede af lys. Hans øjne har brug for det, mens hendes helst vil gemme sig bag solbriller.
”Forskellen på en god og knap så god gåtur ligger i høj grad i vejret. Når sol og skyer blander sig, skifter lysindfaldet hyppigt, og det er distraherende. Mine øjne skal omstille sig mellem lys og skygge, og det kræver meget energi. Lyset påvirker også min orientering, så hvis jeg går fra skygge og pludselig bliver blændet af lys, falder jeg måske over en træstub, jeg før kunne se, men nu mister af syne,” siger Kim Enevold Sørensen.
For Diana Andersen kan skifte mellem lys og skygge ligefrem giver hovedpine.
”Det gør simpelthen ondt i mine øjne, når jeg er i kraftigt lys. Jeg får spændinger, der gør, at en gåtur er knap så afslappende, så hvis jeg ikke kunne bruge andre sanser end synet, ville jeg nok foretrække en gåtur på et løbebånd i fitnesscentret. Heldigvis opvejer de mange andre sanseindtryk i naturen mine smerter.”
Spørg mig ikke
Kim Enevold Sørensen og Diana Andersen er enige om, at det af mange grund er rarest at være to eller flere sammen i naturen.
”Hvis nogen går med mig og pludselig siger ’Se den der! Ej, hvor er den sød’, har jeg ofte ingen anelse om, hvad vi kigger på med mindre, jeg får det forklaret. Det er folk nu som regel søde til,” siger hun og kæresten supplerer.
”Jeg kan ikke se ting på afstand, så det er svært, når folk spørger ’Wow, så du lige den hoppende hare derovre?” eller ’Er det en gråspurv eller en rødhalset kælk oppe i træet?’
Nogle gange kan jeg lytte mig til svaret, eller vi kan få en dialog om det, så jeg vil altid gerne have spørgsmålene. For det er en del af almindelig kommunikation at tale sammen på den måde.”
De kan også miste orienteringen, især når lyset skifter.
”Så kan jeg pludselig ikke se skovstiens rute. Jeg navigerer ofte ud fra kanterne på stien, men hvis de ikke er tydelig markerede, kommer jeg let off track. Men til trods for alle udfordringer, er det et must for os at komme ud og gå,” siger Kim Enevold Sørensen.
