Tæt dialog mellem lydhøre lærere og forældre, der accepterer, at alting ikke altid er helt optimalt for sønnen, er Linda Skov Larsens opskrift på en god skolestart.
10årige Carls klasseværelse har altid været valgt af hans forældre og udstyret med speciallys og solafskærmning, ligesom ekstra støttetimer hjælper ham i timerne og med at tjekke nye lege og aktiviteter ud på forhånd.
Samarbejdet med skolen er derfor så godt, at Carls forældre fint lever med de få forhold, der undtagelsesvist ikke er optimale. Til gengæld sloges de i mere end 1 år med kommunen om at få betalt barnepige, så Carl kunne vente med SFO, til han havde kræfter til flere nye udfordringer.
Åbne skole-arme
Misdannelser ved fødslen efterlod Carl med 10% restsyn og lysfølsomhed, så han har behov for ekstra meget lys og samtidig skal bære solbriller og kasket for at skærme for solen. I både dagpleje og børnehave var der forståelse for drengens behov, og det samme gjaldt på den lokale folkeskole, hvor Carl altid har gået.
”Vi tog tidligt kontakt næsten et år forinden og holdt et møde, hvor børnehaven og synskonsulenten deltog sammen med os og skoleledelsen. Vi fremlagde alle hans støttebehov, som de var beskrevet tidligere, og Synscenter Refsnæs’ udtalelser fra skolestartsvurderingskurset. Bagefter kom skoleledelsen på besøg i børnehaven og observerede. Ingen var i tvivl om, at det sagtens kunne lykkes,” siger Linda Skov Larsen.
Synskonsulenten anbefalede hjælpemidler, skolen installerede kraftigt ovenlys og solafskærmning i klassen, som forældrene på en rundvisning selv fik lov at vælge, så placeringen tog højde for lysindfaldet. I tiden inden skolestart besøgte Carl og forældrene desuden skolens udearealer, og børnehaveklasselæreren viste drengen rundt, så han kendte både lokalet, sin egen plads, garderoben og toilettet.
”Det gav Carl ro på, så det ikke fyldte de første dage, hvor han var nervøs og spændt som andre børn.”
SFO med stress
Alt var lagt godt til rette for den nye elev med nedsat syn. Skulle man tro. Men i foråret inden skolestart gav Ikast-Brande Kommune afslag på at betale en barnepige for at passe Carl efter skole, indtil forældrene fik fri fra arbejde.
”Carl ser så lidt, at han lærer alle folks stemmer at kende og memorerer, hvilket tøj de har
på for at kende dem fra hinanden. Han bruger også meget energi på at orientere sig i nye rutiner og omgivelser. Konsekvensen er, at han udtrættes helt enormt. I begyndelsen af børnehavetiden havde vi derfor også barnepige i en overgangsperiode, men hun var stoppet, fordi jeg havde været på barsel med lillebror,” siger Linda Skov Larsen.
Forældrene ankede afslaget, men ansøgningen blev sendt retur til genbehandling i kommunen, hvorefter der fulgte 14 måneders kamp, der involverede en elendig sagsfremstilling med udeladte informationer, støtte fra Dansk Blindesamfund og til sidst en offentlig presseomtale, før problemet blev løst politisk.
”Carl mistrivedes med stresssymptomer. Han kom udmattet hjem fra skole, kunne knap spise aftensmad med os andre og kun sidde og høre lydbog. Vi måtte rydde ALT i vores kalender, så han havde ingen fritidsaktiviteter, og vi sagde nej til familiearrangementer for at få ro på. Bedsteforældre og venner hjalp til, og min mand måtte splitte barslen med lillebror op i fridage, så Carl kunne komme direkte hjem fra skole.”
Redningen blev den anden coronanedlukning af skolerne, der gav Carl en tiltrængt pause, og til sidst en barnepige, der gjorde, at han først i efterårsferien i 1. klasse kunne begynde fuldt i SFO.
Det muliges kunst
Samarbejdet med skolen har dog hele vejen igennem været virkelig god, understreger Linda Skov Larsen og nævner flere eksempler.
”Carls støtteperson er god til at forudse, når noget skal forstørres, og da han på et tidspunkt selv var ked af at føle sig anderledes, forstørrede de bare alting for alle i klassen. Støttepersonen tager også Carl med til parkourbanen, så han kender den, før de skal derhen i idræt. Og nu hvor han har fået timer, der kræver faglokaler, har han fået en Ipad, der kan zoome ind som erstatning for tavlekameraet.”
Det betyder, at Linda Skov Larsen og hendes mand fuldt ud accepterer, når der indimellem
er forhold på skolen, som ikke er optimale for Carls syn.
”I fællesarealerne hvor der blev holdt samling i de mindste klasser, er der ovenlysvinduer,
som gør, at han intet kan se, men så fandt de på, at Carl bare altid havde kasket og solbriller på derude. Skolen er god til at finde på den slags Storm P-løsninger som det muliges kunst. Hverken de eller vi kan forudse alle udfordringer, men sådan er virkeligheden jo også. Den konstruktive dialog er det vigtigste, og ingen af os er stejle i samarbejdet.”
Hensynsfuld åbenhed
Det sociale liv i Carls klasse tager også godt hånd om hans behov.
”Fundamentet blev støbt i børnehaveklassen, hvor læreren var virkelig god til, at forskelligheder bliver accepteret af eleverne, og at man hjælper hinanden. Det gælder både Carl og andre børns behov.”
Linda Skov Larsen fik for nylig bevis for klassens rummelighed, da Carl holdt børnefødselsdag derhjemme.
”Børnene justerede selv deres leg i forskellige niveauer, så den både kunne være let og svær, og de spurgte Carl, om det blev for vildt for ham, da de byggede et tårn, der skulle væltes med en gynge. Det var enormt rart, at de helt naturligt tænkte på at tage hensyn. Det ligger så dybt i dem, fordi de er blevet støttet til at kunne det.”
Carl selv har også lært af sine forældre at være åben om sit syn.
”Vi har altid gjort meget ud af at ruste ham til at tale om sit syn. For nylig holdt han oplæg
i klassen om synshandicap, hvor vinklen ikke var øv-agtig, men hvor fedt det er at være på
Refsnæs, hvordan han bruger sine hjælpemidler, og hvordan andre kan hjælpe ham. Når
ældre elever i skolegården kommenterer hans solbriller og kasket også i gråvejr, har han svaret roligt og forklarende med det resultat, at de synes han er mega sej.”
