Det mangeårige LFBS-medlem Claus Sørensen anbefaler forpligtende mål i lokalsamfund for at bringe flere unge med handicap i job og uddannelse.
40.000 eller hver tredje ung mellem 16 og 29 år med en funktionsnedsættelse har ifølge VIVE, Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, hverken en uddannelse eller et arbejde. Tallet har desværre længe været ret konstant, men 2024 kan blive året, hvor der konkret tages initiativer til at ændre det.
For regeringen har nedsat en arbejdsgruppe, der til sommer skal komme med et udspil på området, det var temaet på forrige Handicap Politisk Topmøde, og såvel Danske Handicaporganisationer som Fagbevægelsens Hovedorganisation har råbt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) op.
Lovgivning savner lokale mål
Arbejdet med at få flere unge i uddannelse eller arbejde er forankret i Den kommunale
Ungeindsats, KUI, der skal udfærdige en handleplan og koordinere overgangen og samarbejdet mellem ung, forælder, uddannelsessektoren, socialforvaltningen, jobcentret, andre aktører på området og arbejdsgiveren.
Der findes specialskoler, FGU og STU. Der kan gives f.eks. SPS-støtte i folkeskolen, ungdoms-uddannelser og videregående uddannelser. Og tilsvarende kan jobcentrene benytte sig af lovgivning om handicapkompenserende ordninger.
Men i mine øjne mangler der stadig mere hands-on indsatser og forpligtende mål og aftaler især lokalt.
Krav om social bæredygtighed
Diversitet og inklusion burde være en del af lokalsamfundets DNA. Det kunne være, at de enkelte kommuner forpligter sig på social bæredygtighed i den lokale beskæftigelses- og erhvervspolitik med f.eks. en ambition i den kommunale personalepolitik om at ansætte et vist antal medarbejdere med funktionsnedsættelser i ordinære jobs eller fleksjob.
Man kunne også indføre sociale klausuler, der forpligter kommunens samarbejdspartnere og underleverandører til at gøre det samme.
Ja tænk, hvis kommunen opstillede et resultatmål om at nedbringe antallet af unge uden
uddannelse og arbejde med f.eks. 50% inden 2030? Og nedsatte en taskforce, der implementerer de nødvendige aktiviteter for at realisere målet. Eller hvad med om kommunen evaluerede, om den har en velfungerende KUI, hvis ansatte har viden og kompetencer om funktionsnedsættelser, og om KUI har et netværk i civilsamfundet og blandt arbejdsgivere? Måske kunne kommunen også kortlægge alle sine muligheder for småjobs?
Og forestil dig, at der i grundskolens ældste klasser var fokus på en tidlig indsats, der tilbyder unge med funktionsnedsættelser f.eks. obligatorisk erhvervspraktik og juniormesterlære og sikrer et godt samarbejde med erhvervsuddannelser og erhvervsrettede FGU og STU-forløb.
Tænk også hvis unge med funktionsnedsættelser mere fleksibelt kunne have en elevplads i deres erhvervsuddannelse? Eller hvis studerende på videregående uddannelser med funktionsnedsættelser fik ekstra tid til at kunne varetage et relevant studiejob eller skulle i praktik?
