Med investeringer fra bl.a. Løvens Hule satser virksomheden Blind Coffee på at blive Danmarks stærkeste ESG-kaffebrand.
På arbejdspladser som Blå Kors Danmark, Chanel, Sparekassen Danmark, Fuglsangcentret, All Ears og Bredegård Blindecenter gør de det allerede: Drikker kvalitetskaffe produceret
af virksomheden Blind Coffee.
I løbet af sommeren 2024 kan du komme til det samme ved enten at få din arbejdsplads til
at bruge Blind Coffee som leverandør eller privat købe deres produkter på hylderne i en
række COOP-butikker og Lidl. Dermed er du med til at sikre flere arbejdspladser for mennesker med synshandicap.
Flere ansatte og øget omsætning
Blind Coffee blev stiftet i 2019 af Görkan Koyuncu, og siden er det gået stærkt. I dag har
virksomheden 4 ansatte og forventer, at omsætningen, der i 2023 lød på 700.000 kroner, i
2024 vil stige til ca. 2 millioner.
Det skyldes bl.a. investeringer fra dels Glad Teknik, der ansætter mennesker med autisme,
og dels fra erhvervsleder og iværksætter Tahir Siddique, som kvitterede med en investering på 150.000 kroner, da Blind Coffee deltog i DR-programmet Løvens Hule, hvor han er en del af panelet.
Tv-omtalen i Løvens Hule affødte stor opmærksomhed om Blind Coffee, der bidrager til
den økonomiske optimisme, og investeringen herfra har skabt mulighed for at øget fokus og styring på udviklingen.
Afsæt i synshandicap, smag og duft
Alle ansatte i Blind Coffee kender til synshandicap på egen krop. Lederne Görkan Koyuncu
er blind, og Mikkel Broe Enok Pedersen er svagsynet og indtil for nylig formand for
DBSU.De har begge valgt kaffebranchen, fordi den kræver god smags- og lugtesans, og synet derfor betyder mindre.
Deres vision med Blind Coffee er netop at drive en virksomhed, der ansætter personer med synshandicap, så flere kan komme ud på arbejdsmarkedet.
Bæredygtig med samfundsansvar
Blind Cofffe samarbejder med Peter Larsen Kaffe om indkøb, distribution og dokumentation, og har ladet sig inspirere af Peter Larsen Kaffes ESG-arbejde. Det er en forkortelse for ’environmental, social and governance’ og et sæt kriterier, der måler og vurderer virksomheders bæredygtighed og samfundsansvar.
Fra regnskabsåret 2024 skal danske virksomheder gøre rede for deres indsats på de områder via nøgletal, og jo bedre de klarer sig, desto mere ansvarlig vurderes virksomheden at være.
Blind Coffee har en målsætning om at gøre ESG til en del af virksomhedens DNA i hele
værdikæden. Deres kaffe skal både være klimaneutral og cirkulær, sikre høje priser til kaffefarmerne for at løfte dem ud af fattigdom og tilbyde uddannelse, ligesom Blind Coffee selv ansætter mangfoldigt og styrker inklusion af mennesker med handicap i et godt arbejdsmiljø.