Vejen var bumlet og lang, men 34årige Mette Thomsen blev Danmarks første faguddannede kok med et synshandicap. Undervejs fandt hun sit drive i at bane vej for andre.
Fortalt til redaktør Annette Haugaard
Som helt ung gik jeg på STU på IBOS og var ret forvirret over, hvad jeg ville med mit liv. Jeg havde det ikke særlig godt og var hård og tillukket, men et tilfældigt møde med en kvinde på Færøerne fik mig til at indse, at jeg skulle åbne mig for nye muligheder.
Kort efter mødte jeg min gamle UU-vejleder, som foreslog, at jeg overvejede at gå køkkenvejen. Han mente, at det passede til mit høje energiniveau, min hårde jargon og at arbejde med farver og sanser, jeg bruger, når jeg tegner og maler. Det tænkte jeg over nogle dage, og så var jeg klar. Men det blev en virkelig lang rejse mod målet.
På IBOS mente de kokkedrømmen var urealistisk, for jeg havde ikke afsluttet folkeskolen, og med mit syn kunne jeg både brænde mig og skære mig i fingeren. Jeg var 22 år og stædig, så jeg ville bare forsøge.
Jeg blev lovet en plads på VUC for at tage afgangseksamen i dansk og matematik for at komme ind på Hotel- og Restaurantskolen. Det gik dog i vasken, og min verden ramlede. I stedet kom jeg i køkkenet på Grennesminde under mit sidste STU-år for at prøve faget af, og det gik godt.
Så blev der endelig arrangeret et møde med Hotel- og Restaurantskolen, som var 100% åbne for at lade mig starte på et særligt hold, hvor man har dobbelt så lang tid til grundforløb 1.
Hotel- og Restaurantskolen vurderede allerede efter en uge, at jeg kunne klare mig fagligt og socialt, så jeg rykkede over i en almindelig klasse. Jeg fortalte mine klassekammerater om mit synshandicap, og de var ret positive og overraskede over mit gåpåmod.
Skolen var virkelig god til at sætte rammer for det sociale. De opfordrede os til at drikke øl sammen om fredagen for at få et godt sammenhold, vi også kunne bruge som færdiguddannede, så jeg fungerede ret godt med klassen.
Jeg fik en computer og lampe som hjælpemidler og støttetimer, der kunne være mine øjne og f.eks. skrive noter, hvis lærerne glemte, at jeg ikke kan se grøn tusch på tavlen. Til eksamen fik jeg ekstra tid og flyttet mine eksamenstider til de lyse timer, så jeg kunne se noget.
Min første læreplads på Molskroen på Djursland var en hård tid. Transporten og de lange arbejdstider tog mange af mine kræfter, og kollegerne havde svært ved at forstå mig. Når vi f.eks. skulle anrette fine detaljer på en tallerken, kunne jeg ikke gøre det på 10 sekunder, men skulle måske bruge et halvt minut, og de var ret utålmodige i deres kropssprog og sagde ”Kom nu…” eller ”Mette, er du snart klar?”
Tonen var hård, og selvom jeg er rimelig hårdfør, påvirkede det mig, at de syntes, jeg var underlig. Jeg blev ked af det og fik en indre nedtur, så efter 1 år flyttede jeg tilbage til København og tog en pause fra restaurant-branchen.
Handicaptillæg havde jeg allerede på skolen opdaget ikke var muligt at få på en erhvervsuddannelse. Det syntes jeg var uretfærdigt, når man kan få det på en videregående uddannelse.
Dengang kontaktede jeg DBS, der fik et møde i stand med ministeriet, hvor personen ret flabet sagde, at hvis jeg kunne gennemføre min kokkeuddannelse, ville de tage spørgsmålet op i Folketinget. Hun regnede på ingen måder med, at det ville lykkes mig!
Det var vildt provokerende, så jeg tog kampen op og fortsatte på en ny læreplads. Hele vejen igennem uddannelsen drev det mig at bevise, at man faktisk har brug for hjælpemidler, støtte og ekstra eksamenstid, men så kan det også lykkes.
Jeg blev færdiguddannet kok i november 2017 og sommeren efter vedtog Folketinget at give handicaptillæg til erhvervsuddannelser. Det var den bedste sejr, at andre kan få glæde af noget, jeg har kæmpet for!
Resten af min læretid foregik på Grennesminde. Jeg vidste, at det ikke skulle være i restaurant men kantine, hvor der er mere ro. Jeg lavede buffet og a la carte og fik ansvar for praktikanter med udfordringer henvist fra kommuner.
På skolen havde de sagt, at jeg havde potentiale til at blive køkkenleder, hvis jeg lærte at aflæse folks behov, være åben og ikke så hård. Det arbejdede jeg meget med og udviklede mig enormt på lærepladsen. Jeg gik fra at være en person, der helst stod i baggrunden, til at turde tage ansvar.
Som færdiguddannet blev jeg tilbudt en pris, fordi jeg var Danmarks første kok fra Hotel- og Restaurantskolen med et synshandicap, og fordi jeg havde kæmpet for handicaptillæg. Jeg takkede nej og sagde, at jeg hellere ville have tilkendt fleksjob. Det lykkedes efter et par år med løntilskud og virksomhedspraktik, selvom Danmark undervejs lukkede ned under corona-epidemien.
Derfor var det også svært at finde job. En dag ringede min ledighedskonsulent og spurgte, om jeg ville gøre rent og lave rugbrødsmadder til frokost i deres konsulenthus som fleksjob. I første omgang så jeg det som et springbræt til noget andet, men en morgen vågnede jeg med et syn, der var voldsomt forringet. Før så jeg 65%, i dag 15%. Det tog lang tid at forlige mig med, men nu arbejder jeg 12 timer om ugen fordelt på tre dage, og det er rigtig fint.
