Udfordringer med det sociale og at læse dårligt indscannede fagtekster har fyldt på både HF og pædagoguddannelsen for 23årige Annette Olsen. Men hun studerer stædigt for at vise, at det kan lykkes med nedsat syn.
Fortalt til redaktør Annette Haugaard
Jeg har altid haft lyst til at arbejde med børn og unge for at vise, at forskelligheder er helt okay, og at man er god nok, selvom man adskiller sig fra ’det normale’.
Så efter 10. klasse på en efterskole ville jeg tage en uddannelse som pædagogisk assistent
og var til samtale hos en studievejleder med mine forældre. Vejlederen sagde, at det var ikke noget problem, at jeg er helt uden syn på venstre øje og har et indsnævret synsfelt på højre øje pga. en godartet svulst på synsnerven. Men det kom ikke til at passe.
På SOSU-skolen gennemførte jeg grundforløb 1, men før jul 2017 meddelte min lærer, at jeg ikke kunne fortsætte uddannelsen. Hun mente, at hver gang vi var ude på nye steder med studiet, var jeg alt for udfordret af terrænet pga. mit syn, så jeg ville hverken kunne klare praktik eller arbejde senere. Det var noget af en mavepuster og også ret provokerende, fordi det slet ikke svarede til meldingen fra studievejlederen.
I stedet kom jeg på produktionsskole, hvor vi i 1 uge var i brobygning på det lokale HF i Silkeborg. Det betød, at jeg ret hurtigt lærte at finde rundt på stedet, og derfor turde jeg begynde på HF i stedet. Fagligt har jeg nemlig altid klaret mig okay.
HF på to år var min ambition fra starten. Den skulle bare gennemføres for at komme videre til pædagoguddannelsen, og det lykkedes. Men der var en del udfordringer.
Jeg fik sekretærhjælp til at skrive noter i undervisningen og fik vores faglige tekster i indscannet form. Meget tit var kvaliteten virkelig dårlig, så hverken min computer eller ipad kunne læse det op. Teksten var enten utydelig, eller der var ord fra forrige side, som forstyrrede og gjorde oplæsningen til volapyk.
Jeg bad flere gange om at få en bedre indscanning eller titlen på bogen, så jeg kunne søge den på NOTA. Det kunne langt fra altid lade sig gøre, og hver gang læreren mindede os om at huske at lave lektier, følte jeg mig udskammet, for jeg var nødt til enten at bruge virkelig lang tid på at læse eller at komme uforberedt til en del timer. Efterhånden affandt jeg mig nok bare med, at sådan var det.
Det sociale på HF var også svært. Jeg følte mig ret meget udenfor. Jeg snakkede kun med
nogle få, for fællesskabet var meget præget af alkohol, og jeg drikker ikke. Der var heller
ingen, som forstod min fritidsinteresse med rollespil, så jeg var lidt en outsider, som ingen
gad være i gruppe med.
Sådan var det også i folkeskolen, og det tager man jo med sig i rygsækken. Jeg har nok bare resigneret, for hvis folk ikke kan tage mig som jeg er, er det deres problem. Jeg vil ikke lave mig selv om for at de kan lide mig. I stedet gik jeg efter det faglige og droppede lidt det sociale.
Pædagoguddannelsen begyndte jeg på et halvt år efter, jeg blev student. I mellemtiden var jeg i ulønnet praktik på forskellige daginstitutioner for at opdage, hvad jeg kan med mit syn, og det gik godt.
Igen er min største udfordring at læse teksterne, fordi indscanningerne er elendige. Underviserne siger, at de ikke har tid til at lave det om, hvilket er fair nok men stadig en dårlig undskyldning. Lidt paradoksalt har det dog været en lettelse, at jeg ikke er den eneste med det problem, for mine medstuderende med ordblindhed siger det samme.
Til gengæld har det været nemt for mig at finde rundt på VIA University College, selvom stedet er kæmpestort. Efter en uge havde jeg nærmest et indre kort over området, så jeg ikke skal tænke så meget over at færdes, og tit har vi undervisning i samme lokale i løbet af dagen.
Socialt er det okay på pædagoguddannelsen – eller i hvert fald bedre end jeg har oplevet før. Der er nok ingen fra mit hold, jeg vil holde kontakt med, når vi bliver færdige, men jeg har da kunne snakke nemmere med nogen. Jeg har stadig en oplevelse af, at ingen vil være i gruppe med mig.
Jeg var ude i god tid for at finde nogen at lave BA-opgave med, og først svarede de, at det var alt for tidligt at forholde sig til, og senere så havde de pludselig fundet nogle andre. Måske er det ikke sådan ment, men jeg føler, at de ikke gider mig.
Færdiguddannet bliver jeg til sommer og håber at få arbejde i SFO eller klub, hvor jeg kan bruge rollespil som en vej til at skabe inklusion og trivsel. Det skriver jeg også BA-opgave om.
Mine fire praktikker på pædagoguddannelsen er gået fint, og jeg har fået at vide, at jeg er hurtig til at danne relationer til børnene, og at man i det daglige slet ikke lægger mærke til, at jeg har et synshandicap.
Det bliver nok en udfordring at få job. Jeg vil kæmpe for at vise, at jeg er en værdig arbejdskraft på linje med andre, ligesom det hele tiden har været mit mål at vise, at jeg ikke behøver forlænge studietiden, fordi jeg har fysiske udfordringer. Jeg vil ikke skjule mit synshandicap, men nok vente med at sige det, til jeg kommer til samtale, så det ikke i sig selv sorterer mig fra.
