Efter 17 år som leder af IBOS’ Hjælpemiddeludstilling går Birgit Christensen på pension og drømmer om en verden med mere tilgængelighed via universelt design og mindre behov for hjælpemidler.
Af Birgit Christensen, leder af IBOS’ Hjælpemiddeludstilling
Det lakker mod enden med mit arbejdsliv, for med udgangen af juni 2024 går jeg på pension. De seneste 17 år har jeg med baggrund i min uddannelse som arkitekt beskæftiget mig med tilgængelighed og teknologi, der afspejler, at jeg er en sand tech-nørd.
Det kunne kalde på et historisk view over udviklingen inden for hjælpemiddelteknologi på synsområdet, men i virkeligheden er jeg mere optaget af at slå et slag for at minimere
behovet for specialløsninger og særlige hjælpemidler.
Bagvendte barrierer
Misforstå mig ikke: Jeg er med på, at der stadig er behov for forstørrelse, filterbriller, mobilitystokke, belysning, taktil tilrettelæggelse, punktskrift og meget andet, når man har en synsnedsættelse. Men i den bedste af alle verdener er der også ting, som slet ikke burde kræve særlige løsninger.
Den tekniske udvikling er ellers vild for tiden. Meget der engang blot var utopiske, nørdede fantasier er blevet virkelighed og mainstream – tænk på, hvad en smartphone kan, hvis man slår tilgængeligheds-funktionerne til.
Det er selvfølgelig godt, at teknologi kan understøtte tilgængelighed, men det er også underlig bagvendt. For nogle af de barrierer vi knokler med at kompensere synsmæssigt, har mennesket selv skabt.
Da jeg var barn, gik man til købmanden og blev betjent personligt, og der var slet ikke brug for snedige teknologiske løsninger til måske – at finde varerne på hylden. Eller hvis man kunne hæve penge ved kassen i banken, var utilgængelige hæveautomater ikke en
barriere for at skaffe kontanter.
Universelt design gavner alle
Som arkitekt er jeg begejstret for logikken i Universelt Design (Design for alle) og sloganet
’Leave no one behind’, der er det overordnede mål for FN’s 17 verdensmål.
Det betyder, at man fra starten af en design eller planlægningsproces indtænker forskellige menneskers behov for at få adgang til bygninger, digitale løsninger, teknologi, transportmidler, sociale sammenhænge mm. Dermed får man ikke brug for efterfølgende at ’klistre’ specialløsninger på, der typisk ender med at skabe både dårlig funktionalitet og design.
Man ville derimod give alle mennesker bedre oplevelser. Tænk f.eks. hvis man i et naturområde lavede fast underlag på stisystemet? Så kunne ikke bare mennesker med kørestol, rollator eller nedsat syn komme omkring, men også folk med barnevogne. Hvis man samtidig formidlede viden om området, dyr og planter på mange forskellige måder f.eks. via lyd, tekst, tegnsprog og følbare modeller af dyr, planter og landskab, ja så ville det tale til alle. Både børn og voksne uden funktionsnedsættelser og mennesker med læsevanskeligheder, synsnedsættelse eller kognitive udfordringer.
Synlig og usynlig tilgængelighed
Det er på en måde filosofien bag LEGO Braille Bricks, der er LEGO Foundations bud på tidlig
brailleindlæring. De har taget verdens mest populære legetøj og givet det et læringstwist, så et barn med synsnedsættelse kan mødes med sine seende venner om legetøj, de alle kender. Sidegevinsten er ovenikøbet, at både seende og børn med synsnedsættelse lærer om punktskrift.
På andre områder vil fordelen ved at indtænke universel design mere vise sig ved fravær af bøvl! Hvis en hjemmeside fra starten er kodet med tilgængelighed for øje, kan alle tilgå siden, som det passer dem bedst og selv finde relevante oplysninger. De færreste ville overhovedet opdage, at der var gjort noget særligt for at inkludere alle.
For mig er det ikke et mål i sig selv, at tilgængelighed er usynligt. For det kan være vigtigt nogle steder også meget tydeligt at vise, at der er taget hensyn til personer med forskellige
funktionsnedsættelse eller i forskellige livsfaser. Det tror jeg øger forståelsen af, at andre ikke har samme behov som en selv.
Teknologi har en grænse
En af de store bagsider ved tanken om, at alene teknologi skal løse alle menneskers tilgængelighedsudfordringer er, at antagelsen om, at hver ny generation bliver bedre til at beherske teknologi sammenlignet med tidligere generationer, og at det enkelte menneske også med tiden bare bliver bedre til det. Sådan er det jo ikke!
Som 67-årig tech-nørd kan jeg mærke, at også jeg har en grænse for hvor mange fikse features jeg orker at sætte min mobiltelefon op til. Jeg synes ikke, at jeg behøver automatisere alt muligt, selvom jeg kan.
Så mit håb for fremtiden er, at universel design bliver en naturlig tilgang i planlægningen, så de fleste kan deltage i samfundet uden at skulle bruge ’særlige’ løsninger. At man også husker og respekterer bredden i, hvordan mennesker gerne vil tilgå ting. Og at man ikke kun tænker ”det kan løses med teknologi og så sparer vi tid/så går det også hurtigere” men husker, at nogen af os også kan lide langsomhed og det analoge.
Det er jo en del af den universelle designtankegang – at huske at vi alle er forskellige.
