Med stok, smartphone og åbent sind har 32-årige Edis Adilovic gået Caminoen alene. Han ville bevise, at det kan man godt som synshandicappet, og undervejs fandt han barndommens ro og enkelhed.
Det er ukendt land for de fleste at begive sig ud på den legendariske Camino-rute, som godt 180.000 mennesker gør hvert år. Men for en af dem har turen været helt i blinde.
32-årige Edis Adilovic tog nemlig i sommeren 2023 afsted på pilgrimsruten helt uden syn.
Her mødte han både frygt og en følelse af frihed, træthed blev vekslet til taknemmelighed,
og så blev han først og fremmest ramt af roen.
”Man kan selvfølgelig ikke leve af bare at gå, spise og sove, og indimellem var det også ensformigt og kedeligt. Men det gav mig en ro, jeg kun genkender fra at stå på langrendsski eller besøge min familie langt ude på landet i Bosnien, og den ro vil jeg virkelig prøve at overføre til min hverdag.”
Pakket med selvtillid og teknologi
Idéen om at vandre 800 kilometer ad grusstier, skovbund, brostensgader og asfaltvej langs
Pyrenæerne i det nordlige Spanien opstod for fem år siden. Det historiske vingesus i området tiltalte Edis Adilovic, og det samme gjorde selve udfordringen. Akkurat som, da han engang tog et halvt år alene på studieophold i New York, løb maraton eller kastede sig ud i stagediving på musikfestivalen Copenhell.
”Jeg har altså ikke et påtrængende behov for at gøre noget vanvittigt! Men jeg vil gerne vise mig selv og verden, alt det man kan som synshandicappet, hvis man har et åbent sind, tør bede om hjælp og samarbejde.”
Den mentale bagage på rejsen var derfor lige så vigtig som de tre eksemplarer af trøjer,
shorts, sokker og underbukser, der lå i rygsækken med et håndklæde, en let jakke, en regnfrakke, klip-klapper og toiletsager. Suppleret med den afgørende teknologi, der skulle hjælpe til at klare turen på egen hånd.
”Der har været rigtig mange steder, hvor jeg var helt alene, så uden min smartphone med
apps, Facetime, Google Maps og Google Translate havde jeg været lost.”
Guidet af Voice Over og venlighed Teknologien var Edis Adilovic’ følgesvend, når han hver morgen drog ud på dagens strækning på 20-30 kilometer og lod Voice Over fortælle rutebeskrivelsen fra appen Komoot.
”Stemmen guidede mig, og jeg var vildt imponeret over, at det i ni ud af ti tilfælde fungerede. Men det skete nogle gange, at jeg ikke kunne finde vej. Et af stederne skulle jeg passere nogle togskinner og var bange. Jeg ventede i 1½ time uden at nogen dukkede op og måtte ringe til min kæreste på FaceTime og få hjælp.”
En anden gang for han vild i en by omgivet af store, glubske hunde.
”Jeg var skrækslagen. Hundene glammede højlydt, og jeg kunne høre deres poter galoppere mod mig, før de pludselig stoppede. Man kunne ikke se på FaceTime, om de var bundet, og jeg var så rystet, at jeg måtte ringe til herberget, hvor jeg havde overnattet og bede om at blive hentet.”
Men langt de fleste gange fik Edis Adilovic hjælp fra lokale beboere eller andre vandrere, der bekræftede ham i, at hjælpsomhed findes overalt.
”Mange talte om, at de var overvældede over den venlighed, man møder på Caminoen. Det
er ærgerligt, at det fremhæves som noget unikt, for jeg oplever egentlig det samme til hverdag, når jeg f.eks. skal finde en bus.”
Hjælpsomhed og hårde livshistorier
Et af turens højdepunkter var netop hjælp fra en uventet kant. I en lille by ledte Edis Adilovis efter en bestemt café på et stort, åbent torv, hvor børn løb rundt og spillede fodbold.
”To små piger kom over og spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Vi kunne ikke rigtig forstå hinanden sprogligt, men de fik guidet mig til stedet, fandt en tjener og holdt efterfølgende øje med mig og kom tilbage et par gange. Jeg var dybt rørt over, at to så små mennesker tillidsfuldt opsøgte en fremmed. De menneskelige oplevelser er klart det, jeg vil fremhæve som det mest positive på turen.”
Andre møder var til gengæld hårde.
”Jeg spurgte altid folk, hvorfor de gik Caminoen, og mange fortalte om store livskriser. Jeg
fik indtryk af, at de brugte Caminoen terapeutisk eller til at flygte fra virkeligheden, så mentalt var det ofte langt hårdere at følges med nogen end at være alene.”
På trods af sin gule refleksvest med påskriften ’Blind’, kunne Edis Adilovic sagtens undgå unødig opmærksomhed og konstant følgeskab.
”Jeg havde forestillet mig, at Camino-vandring foregik i store flokke, men det var kun
på de sidste hundrede kilometer. Ellers kunne jeg gå i fred, og folk respekterede mit behov
for også at være på egen hånd.”
Ny længsel efter sansende ro
Fuglesang, summende insekter i åbne landskaber, tung morgentåge og morgenvækning til
gregoriansk munkesang på et kloster er nogle af de mange sanseoplevelser, Edis Adilovic har med sig hjem fra Caminoen. Og så roen.
”Det var befriende at opleve det enkle liv. I hverdagen kan det være svært at lave aftaler
med folk, og jeg har også selv travlt med goalball, korsang, bestyrelsesarbejde og et par firmaer ved siden af min ansættelse.”
Caminoen har fået Edis Adilovic til at erindre sin egen rolige barndom med varm aftensmad på bordet og forældre med tid til at køre deres børn til fritidsaktiviteter. Sådan vil han gerne selv være som far engang.
”Turen har sat tanker i gang om at finde mere ro og fordybelse i mit liv. Jeg vil klart være
mere opmærksom på, hvad jeg bruger min tid på fremover.”
Hør mere om Edis Adilovic’ rejse i podcast eller foredrag via https://blindmandicaminoland.dk
