Som teenager kan tavlekamera og sekretærhjælp symbolisere, hvor anderledes man er med nedsat syn, så nogle unge foretrækker at se dårligt for at passe ind socialt. Fagpersoner på IBOS opfordrer forældre til at være lydhøre og i en periode søge kompromisser.
Frygten for at skille sig ud fra mængden er en stærk psykologisk faktor i teenageårene. Unge undersøger, hvem de er ved at spejle sig i jævnaldrende, så det kan socialt virke meget stigmatiserende som ung at have behov for hjælpemidler.
Nogle med især svagsyn vælger dem derfor fra i en periode. Det oplever både psykolog Maria Krøl, studievejleder Isabelle Genevey og leder af ungetilbuddet, Ditte Juul Pedersen, fra IBOS.
Selvom hjælpemidlerne indlysende er tildelt for at kompensere unges nedsatte syn, søger de tre fagpersoner alligevel ofte efter kompromisser i situationer, hvor unge selv ønsker ikke at bruge hjælpemidler.
”Det er selvfølgelig ikke optimalt at undvære sine hjælpemidler, men i nogle situationer kan det være vigtigere at blende ind med kammeraterne. Social trivsel er afgørende for læring og for at klare sig godt i livet både på den korte og lange bane,” siger psykolog Maria Krøl.
Nej til at være anderledes
Sekretærhjælp i klassen, et synligt tavlekamera, en højlydt syntetisk oplæsningsstemme på computeren, en hvid blindestok eller ekstra tid til eksamen er nogle af de hjælpemidler og kompenserende tiltag, der oftest opleves som stigmatiserende af unge. For de er synlige og adskiller sig tydeligt fra den måde, andre unge lever.
”Ungdomslivet er en sårbar fase for alle, hvor man bare gerne vil være som de andre og passe ind i fællesskabet. At skille sig ud er sårbart, uanset hvad det skyldes, og derfor kan synlige hjælpemidler være ekstra udfordrende. Vi ser ofte et skift i unges forhold til hjælpemidler omkring 6. – 7. klasse, når puberteten begynder,” siger Maria Krøl.
Ifølge leder af IBOS’ ungetilbud Ditte Juul Pedersen, er det langt fra altid, at unge direkte siger, at de ikke ønsker at bruge deres hjælpemidler. Det kan også vise sig mere indirekte.
”De finder på en slags undskyldninger og siger måske, at hjælpemidlerne ikke rigtig virker, eller at de ikke har brug for dem. For nogle handler det i virkeligheden om, at de føler sig stigmatiserede af at være nødt til at bruge hjælpemidler, eller at de ligefrem har oplevet at blive drillet med dem. Andre holder sig fra sociale aktiviteter, hvor hjælpemidlerne er nødvendige og forklarer det med, at de ikke har lyst eller er for trætte til at deltage. Det kan medføre, at de føler sig ensomme, fordi de er anderledes,” siger hun.
Erkendelse og modenhed hjælper
Alle tre fagpersoner fra IBOS oplever, at unges forhold til hjælpemidler typisk handler om, hvor afhængige de er dem.
”Har man været blind hele livet eller siden den tidlige barndom, har mange vænnet sig til hjælpemidlerne og accepteret dem. Det er gruppen, der næsten kan klare sig på et rimeligt niveau, der ofte har det sværest med hjælpemidler,” siger Ditte Juul Pedersen.
Det samme oplever studievejleder Isabelle Genevey.
”Dem der typisk ’owner’ deres hjælpemidler har været igennem hårde erkendelser og er landet i deres vilkår – og så unge som generelt har en høj tiltro til deres egen formåen. På ungdomsuddannelser hører jeg sjældnere, at det er et problem, måske fordi man generelt er blevet mere moden.”
Svær balancegang
Selvom ansatte på IBOS ligesom synskonsulenter arbejder med at udrede behov for hjælpemidler, er psykolog Maria Krøl lydhør over for unge, der tager afstand fra hjælpemidler.
”Teoretisk og objektivt er det bedst at bruge hjælpemidler, men hvis de opleves som forhindringer for at fungere socialt, skal det tages alvorligt. Den unge ved bedst, hvordan hverdagen ser ud, og så giver det mening at gå i dialog omkring den unges ønsker,” siger psykolog Maria Krøl.
Studievejleder Isabelle Genevey erkender, at det kan være en svær balancegang mellem at være lydhør og skubbe på brugen af hjælpemidler.
”Min opgave er at præsentere muligheder for den unge, men jeg ved også, at det ikke nytter at kompensere, hvis den unge ikke vil bruge hjælpemidlerne. Det kan godt være en svær balancegang. Jeg tror nogle gange, at vi som fagpersoner kan komme til at tilbyde noget, der er rigtigt på papiret, men i praksis er forkert for den unge selv.”
Søg efter mulige pauser
Maria Krøls strategi ved vægring mod hjælpemidler er at forhandle kompromiser. Sammen med unge undersøger hun, om det f.eks. giver mening nogle gange at sidde et andet sted i klassen, selvom man ikke kan se optimalt, eller at undvære sine hjælpemidler i enkelte timer og gruppearbejde, hvor det skaber færrest faglige udfordringer.
”Det gælder om at skabe pauser, hvor den unge kan føle sig ’almindelig’ ved at forhandle sig frem til, hvor det er bedst muligt at gå på kompromis,” siger hun.
”Måske vil den unge gerne have fri fra blindestokken i pausen og holde en ven i armen, når man går i supermarkedet. Ligesom den unge måske gerne vil undgå at være den eneste, der skal bruge iPad i undervisningen, og derfor bruger iPad’en mest derhjemme, så den er et kendt hjælpemiddel, når det bliver eksamenstid.”
Fælles erfaringer og undervisning
Ditte Juul Pedersen og Isabelle Genevey har også erfaring for, at det virker godt at lade unge forholde sig til brugen af hjælpemidler i selskab med andre unge i samme situation.
”På vores ungetilbud iscenesætter vi, at man kan lytte til erfaringer fra jævnaldrende, der har erkendt, at de skal bruge hjælpemidler. Som ung hører man generelt mere efter, når noget bliver sagt af andre unge frem for at voksne! Og på foranledning af de unge selv, bruger vi også tid på at snakke om, hvordan man forklarer omgivelserne om sit synshandicap,” siger lederen af IBOS’ ungetilbud.
I Studievejledningen bruger de også aktivt rollemodeller til at dele erfaringer under kurset Studiestart for nye elever på ungdomsuddannelser, og så lærer de fagpersoner på skoler at tage højde for synsudfordringer.
”Man kan gøre meget i selve undervisningen for at mindske behovet for hjælpemidler. Måske skal man sørge for, at tekster bliver læst højt for alle i gruppearbejde eller skrive tydeligt på tavlen. Det er simple greb, der hjælper alle elever, og som ikke udpeger den synshandicappede elev som et problem. Det kan give en vigtig pause til at føle sig inkluderet,” siger Isabelle Genevey.
Forældre skal være tålmodige
Alle tre fagpersoner opfordrer forældre til at være tålmodige med deres teenagere, der ikke er pjattede med at bruge hjælpemidler.
”Ligesom alt muligt andet i opdragelse, må man i en periode give lidt slip og stole på, at det man hidtil har indpodet, ligger gemt og vil dukke op igen, når den unge bliver ældre. Det er selvfølgelig ærgerligt, at den unge måske ikke opfylder hele sit faglige potentiale uden hjælpemidler, men social trivsel er lige så vigtigt både for livskvalitet og faglig læring. Det er generelt sådan i teenageårene for alle unge, at de går i byen og laver alt muligt andet, der tager fokus fra deres læring,” siger psykolog Maria Krøl.
Studievejleder Isabelle Genevey er enig.
”Nogle gange skal man være den voksne, der presser på og siger, du SKAL bruge hjælpemidlerne i bestemte situationer, og andre gange må man nøjes med at nudge eller bare være et sikkerhedsnet. Det vigtigste er at bevare en god relation, hvor man kan tale med sit barn – uden at bringe hjælpemidler op hver eneste dag. Det kan være frustrerende at være i som far eller mor, og så kan man måske læsse af hos andre voksne, synskonsulenten, forældreforeningen eller en psykolog.”
