Jobforløbet PEP har i to år rustet synshandicappede til at begå sig på arbejdsmarkedet. Nu evalueres erfaringerne, så de kan bruges af andre handicapgrupper.
Af Julie Giese, kommunikationsmedarbejder IBOS, bragt i Øjensynligt nr. 1, 2020
”Man er nødt til at lære at forholde sig til, hvordan man præsenterer sit synshandicap for en kommende arbejdsgiver og kolleger, for ellers fylder det alt for meget og støjer som en elefant i rummet,” siger studievejleder Tina Thøgersen, der har været en af tre undervisere på IBOS’ PEP-forløb, der siden maj 2018 har haft i alt 29 deltagere på fire forløb.
Pre-Employment-Program er udviklet i USA af den anerkendte karriererådgiver for mennesker med synshandicap, Karen Wolffe. I løbet af 15 dage arbejder deltagerne med en lang række temaer, der skal bane vej for at de kommer i job. Nu evalueres erfaringerne fra projektet.
Ud med elefanten, ind med guld
”Det har været en vild transformation, hvor jeg har udviklet mig rigtig meget,” sagde 34-årige Siri om sit PEP-forløb, og 27-årige Edis kaldte det ”nærmest et must”.
Et af emnerne i PEP-forløbet handler om at lære at præsentere sit handicap.
”Man skal tage fat i elefanten og se på, hvad er normen, og hvordan adskiller jeg mig med mit synshandicap fra normen? Det skal man bruge til at lægge strategier for at klare sig. Mange har en tendens til at finde beviser for, at de ikke hører til og ikke er gode nok, men i stedet kan man kigge efter, hvad der fungerer, og hvorfor man er god nok. Man skal finde sit guld,” siger arbejdsmarkedskonsulent Lise Plagborg, der er en af PEP-forløbets faste undervisere.
Modige kursister rørte underviserne
Deltagerne på kurset har imponeret underviserne netop ved at turde lede efter guldet.
”De har åbnet op og vist deres guld: hvor meget de kan. Det har været et fælles udviklingsrum, hvor alle kunne byde ind og være sig selv. Deltagerne har rørt mig dybt i hjertet med alt det, de har delt,” siger Lise Plagborg. Hendes kollega Kim Bolby er enig:
”PEP har været en berigende og udviklende rejse for mig som underviser. Jeg kommer til at tænke tilbage på det som et godt minde.”
Breder erfaringerne ud
Alle fire PEP-forløb er evalueret, og IBOS har efterfølgende talt med alle deltagere om, hvordan de har udviklet sig, og hvad der præcis bidrog til deres positive udviklinger. Erfaringerne skal fremover anvendes hos IBOS.
”Vi bruger det i andre forløb med målgruppen, og derudover har SUMH, Sammenslutningen af Unge med Handicap, fået fondsmidler til at undersøge, om erfaringerne også kan anvendes til en bredere handicap-målgruppe, hvor vi på IBOS er med som samarbejdspartner,” fortæller Lise Plagborg.