Af: Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt
Oprindeligt bragt i Øjensynligt nr. 2, 2019
Ensomhed og isolation kan blive en bivirkning af synshandicap, for det er svært at være social, når øjnene ikke fanger andres reaktioner. Men det usynlige sprog mellem mennesker kan læres, og forældre spiller en rolle i flere år end for seende børn og unge.
Et træk på skulderen eller himmelvendte øjne er nogle af de tavse og visuelle signaler, mennesker hver eneste dag sender til hinanden. Men når cirka 70 procent af al kommunikation foregår nonverbalt, går synshandicappede børn og unge ofte glip af vigtig viden om omgivelsernes reaktioner.
Konsekvensen kan være mangelfulde sociale kompetencer, så de får svært ved at være sociale og indgå i fællesskaber. Ifølge en undersøgelse fra 2017 fra VIVE, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, føler knap 18 procent af blinde og svagsynede sig ofte ensomme, hvilket er mere end dobbelt så mange som blandt seende.
”Det er afgørende for alle mennesker at kunne begå sig og indgå i sociale relationer, fordi det grundlæggende fortæller os, at vi er okay. Man gør børn og unge med synsnedsættelse og blindhed en bjørnetjeneste, hvis man ikke hjælper dem til at opfange nonverbal kommunikation på andre måder end med øjnene,” siger Anne-Sofie Lind Jensen, der er en del af IBOS’ psykologteam.
Hjælp til at tilpasse sig andre
Ifølge hende er sociale kompetencer et afgørende menneskeligt fundament. Selvom man i dag kan arbejde alene hjemmefra og bestille mad uden kontakt med andet end computeren, trives vi bedst blandt andre.
”Mennesket er grundlæggende et socialt væsen, der gerne vil accepteres af flokken, og derfor opfanger vi konstant signaler fra andre for at justere os til at få en plads i fællesskabet,” siger Anne-Sofie Lind Jensen og forklarer, at sociale kompetencer er en vigtig ingrediens i både selvtillid og selvværd, der afgør, om man kan og tør tage del i fællesskaber.
”Sociale kompetencer kommer især i spil, når vi møder nye miljøer, fordi vi begynder i børnehave, skole eller skifter job, men de er også forudsætningen for at kunne vente i kø i supermarkedet eller passere en fremmed på fortovet. Forudsætningen for at lære sociale kompetencer er, at man kan mærke og give udtryk for sine egne behov og aflæse andres.”
Fra direkte til indirekte feedback
Det lille barn lærer primært sociale kompetencer af voksne, der oversætter barnets egne og andres reaktioner ret direkte. De siger måske: ”Når du gør sådan, bliver Peter ked af det. Det gør du også, hvis nogen slår dig”, eller barnet får konkret at vide, at nu er det andres tur til at sige noget. Men jo ældre man bliver, jo mere indirekte skal man opfange signaler for at udvikle sociale kompetencer.
”I overgangen fra barn til ung og voksen bliver mere og mere kommunikation visuel og nonverbal. Forældre og voksne trækker sig som oversættere, og man lærer i stigende grad af sine jævnaldrende. Det er en stor udfordring, når man har nedsat syn eller er blind, fordi man bruger øjnene til at afgøre, hvordan man stikker en finger i jorden.”
Over for unge og voksne reagerer omgivelserne typisk ved f.eks. at vende ryggen til eller kigge intenst på uret for at vise, at man kommer for sent.
”I vores kultur siger man sjældent direkte til unge og voksne, at de er upassende eller gør noget forkert. Man antager, at de selv kan regne det ud, og i ungdomsårene begynder mange at vende tingene indad, når noget ikke fungerer. Det kan give en oplevelse af, at man ikke er okay, uden at man nødvendigvis ved hvorfor.”
Isolation som negativ spiral
Anne-Sofie Lind Jensen og hendes psykologkolleger bliver ofte kontaktet af synskonsulenter, forældre eller unge selv, fordi det sociale samspil er kørt skævt. Det kan være pigen, der kommer grædende hjem fra skole, fordi hun er udenfor fællesskabet i frikvarteret, selvom lærerne siger, at kammeraterne gerne vil pigen.
”Små børn siger ret direkte til hinanden: Skal vi lege? Men jo ældre man bliver, jo mere uformelt foregår kontakten. Man drysser mere bare hen til hinanden eller et blik inviterer til at være sammen. Hvis man ikke kan se det, får man let en oplevelse af, at man er uønsket. Så udfordringen hos unge kan både være, at de ikke er trænet i at begå sig i gruppen, og andre reelt vælger dem fra, men det kan ligeså godt være, at de ikke tror på sig selv, og at de har ret til at være med, hvorefter de selv trækker sig,” siger Anne-Sofie Lind Jensen og understreger, at begge dele kan føre til en negativ spiral.
”Uanset om man selv trækker sig, eller andre vælger dig fra, kan det føre til isolation, og det bliver selvforstærkende, for nu har du heller ikke fællesskaber at øve og udvikle sociale kompetencer i.”
Bidrag og stil dig til rådighed
Når IBOS’ psykologer hjælper med at bryde isolation og styrke sociale kompetencer, forholder de sig både til, hvordan omgivelserne kan ændre sig for den synshandicappede, men også hvad vedkommende selv kan gøre.
”Der skal mindst to til en social relation, og man er nødt til selv at bidrage. Man kan ikke passivt forvente, at andre gør arbejdet, og det kan børn og unge med nedsat syn nogle gange have en tendens til, fordi de er bange for en afvisning.”
Hvis en pige eksempelvis fortæller psykologen, at andre i frikvarteret taler om tv-serier, hun ikke kender, eller ser YouTube-film, hun ikke får noget ud af, opfordrer Anne-Sofie Lind Jensen pigen til at se tv-serien, foreslå andre aktiviteter eller overveje, om nogen i klassen gør noget andet, hun kan hægte sig på.
”Der sker tit det blandt unge, at når de gør én ting sammen, opstår der spontane aftaler om andre ting, så det er ikke nødvendigvis af ond vilje, man ikke bliver inviteret. Man er nødt til at stille sig til rådighed og konkret være tilstede ved at hænge ud med andre både i skoletiden og fritiden.”
Aflæs signaler med andre sanser
Uformelt samvær er dog ekstra udfordrende for unge synshandicappede, der tvivler på sig selv, så Anne-Sofie Lind Jensen opfordrer til, at man hjælper dem med at udvikle strategier til at mærke andres reaktioner uden synet.
”Du står måske sammen med nogen, som pludselig griner, uden at du ved hvorfor. I stedet kan du grine med og bagefter spørge en ven, hvad der skete og opdage, at det var, fordi Morten spildte ketchup på sin nye, hvide bluse. Eller huske at sige, at du forlader flokken, fordi du er træt i hovedet, så de andre ikke undrer sig og tror, at de gjorde noget mærkeligt.”
Synshandicappede kan også træne sig i at mærke skift i stemninger, andres urolige kropssprog eller bemærke pludselig tavshed. Det kan forældre hjælpe dem til at lære.
”Man vil gerne skærme sine børn for nederlag, men sociale kompetencer udvikles også af at opdage, at man er ved siden af. Man støtter også sit barn ved at turde være ærlig og sige, når det gør noget forkert eller bidrager for lidt i en sammenhæng. For selvom man måske skåner barnet for at blive ked af det lige-nu-og-her, skåner man dem ikke for nederlag senere i livet ved kun at tage deres parti eller give dem ønskværdige svar.”
