Store spørgsmål i spiselig indpakning

Hazen Gezen roser i sin anmeldelse detaljerigdommen i Nanna Foss’ to nyeste bøger, der giver et nuanceret billede af synshandicap.

Af Hazen Gezen, svagsynet og cand.mag. i litteraturvidenskab, bragt i Øjensynligt nr. 1, 2020

Bøgerne Ursiderne fra 2017 og Kvandrantiderne fra 2019 er de nyeste udgivelser i Nanna Foss’ populære young-adult science-fiction-serie, der er mættet med tidsrejser, action og følelser. SPEKTRUM-serien rummer stor detaljerigdom i plottet, har referencer til samtiden og giver i fjerde bind realistiske skildringer af drengen Albans dagligdag med et synshandicap.

Det vidner om forfatterens grundige forarbejde, og Nanna Foss er både teknisk overlegen, stilbevidst og på forkant med sin genre. Hun sender en eksplicit salut til alle klichéer og stereotyper i bøgernes univers.

Tredje bind om sorg, tab og tillid
I 3. bind Ursiderne møder vi den nye fortæller Nasrin, som absolut ikke ønsker at være en del af noget, som involverer mystik, dommedagsangst eller latterlige teenagedramaer. Faktisk er hun nået til et punkt i sit liv, hvor hun kan drukne sorgen over sin mors død i stærk sprut og skylle sorgen ud i kloakken i form af sammenkrøllede digte, når ingen ser på.

Men på hospitalet, hvor hendes far arbejder, møder hun den blinde dreng Alban. Han ligner til forveksling hendes redningsmand fra fortiden, og det kan hun ikke ignorere. For måske er der alligevel hold i, at hun ved at rejse tilbage i tiden kan rede sin mor og én gang for alle bevise, at det ikke kun er skadeligt at ændre i fortiden?

Nasrin er et barn, der er blevet voksen for tidligt. Hendes kulsorte tankespind bliver presset sammen til diamanter af gammelkloge sætninger, som ophøjer Ursiderne til mere end blot en historie om venskab og kærlighed. Det er fortællingen om sorg, tab og tillid.

Fjerdee bind om at flygte fra fortiden
Med Noah som fortæller i Kvadrantiderne sås der for alvor tvivl om, hvad der er drøm eller virkelighed, fortid eller fremtid. Allerede i bogseriens første bind markerede Noah sig som den piercede badboy med en hemmelig fortid, som naturligt pirrede læserens nysgerrighed, og blev udfoldet bid for bid i Noahs flossede tanker og flashbacks.

Drømmene er de værste. Det er slemt nok, at Alban er en tro kopi af Noahs taekwondotræner, som døde i en bilulykke i Australien og vedbliver at dø i hans mareridt. Kun uhyre mængder af koffein kan holde Noah på afstand af drømmenes monstre, fortidens skygger og løgnene. Langsomt, men stødt, krakelerer Noahs panser, og han indser, at han ikke længere kan flygte fra sin fortid og holde den hemmelig. I yderste konsekvens kan det koste liv.

Betydningsfulde udgivelser
Jeg ser SPEKTRUM-serien som én af de mest betydningsfulde udgivelser i dansk young-adult-fiktion. Med Nasrin og Noah opstår et spektrum af sort humor og gys som en ekstra finish på ungdomslitteraturens velkendte temaer om mobning, kærlighed og seksualitet.

Nanna Foss skaber med stor indlevelse en dybde i sine karakterer ved at give dem deres egen stemme. I de seneste to bind er det særligt Nasrins harceleren over sine egne poetiske griller og Noahs slang, der øger den sproglige, litterære kvalitet.

LFBS
LFBS
Vores forenings formål er at give de bedst mulige undervisningsmæssige, sociale og medicinske forhold for blinde og svagsynede børn. Vi har fokus på de politiske tiltag, der har indflydelse på blinde og svagsynede børns hverdag og muligheder.