Meget få børn og unge med et synshandicap har job i fritiden eller ved siden af studiet. Nu vil to ministre give ret til erhvervspraktik i folkeskolen og lave en årlig jobkampagne. Fordi chancerne for at få en lønseddel som voksen stiger, når man tidligt prøver at arbejde.
Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 1, 2019
Kammeraterne tjener lommepenge ved at gå med aviser eller være babysitter, de tager i erhvervspraktik i en tøjbutik eller som politimand, får fritidsarbejde i supermarkedet eller hos bageren og scorer senere det fede studiejob på et kontor. Men som synshandicappet er arbejdsmarkedet ofte lukket land, enten hele livet eller indtil voksenuddannelsen er i hus.
Det har flere forklaringer: Jobmulighederne er få uden fuldt syn og en decideret faglighed, mange må prioritere kræfterne og er for trætte til både at klare skole, venner og arbejde, og måske tror de heller ikke, at et arbejde er muligt, hvis de prøvede. Statistik fra VIVE, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, viser imidlertid, at kun cirka hver femte blind eller svagsynet er i ordinær beskæftigelse som voksne, og det har rødder tilbage til barndommen.
”Hvis man aldrig nogensinde har været på arbejdsmarkedet via fritidsjob, erhvervspraktik eller studiejob, har man hverken netværk eller erfaringer med, hvad man har lyst til og kan med sit syn. Med et blankt cv bliver man pludselig dobbelthandicappet, når man som voksen skal søge arbejde på lige fod med seende,” siger Anne Bjørkmann, der er studievejleder på IBOS.
Jobchancer starter tidlig
Når drømmen om et fritidsjob vækkes hos store børn, er de ofte drevet af at tjene penge.
Men et fritidsjob handler om meget mere end løn, for det er her, børn møder arbejdsmarkedet på egen krop for første gang.
”Gevinsten er i lige så høj grad, at man f.eks. lærer at møde til tiden, have kolleger, vide hvornår man må sige chefen imod eller skal tie stille, og får en tilfredsstillelse ved at opdage, at man kan løse en opgave og bidrage til et fællesskab,” siger Anne Bjørkmann.
Succes med fritidsjob udløser det, hun kalder handletillid som en oversættelse af det engelske begreb self-efficacy.
”Handletillid er et udtryk for vores forventning om og erfaring med, at vi er kompetente til at kunne nå et mål ved at gennemføre bestemte handlinger. Man kan få handletillid på mange måder i sin barndom, men i relation til arbejde er det også vigtigt, at man konkret får erfaringer med at kunne klare en eller anden form for arbejde. Vi ved, at synshandicappede med høj handletillid generelt klarer sig bedst,” siger Anne Bjørkmann.
Skæv mulighed som blind og svagsynet
Anne Bjørkmann og vejlederkollegerne på IBOS bliver nogle gange spurgt, hvordan man som ung får et fritidsjob ved siden af gymnasiet eller studiejob under sin videregående uddannelse.
”Blandt svagsynede er der en del med studiejob, men jo mindre man ser, jo sjældnere er det, og blandt blinde er det yderst få. Vi har også svært ved at vejlede blinde i, hvad de kan få af arbejde, så længe de ikke har en faglighed, fordi ufaglært arbejde ofte kræver syn,” siger hun og tilføjer, at når blinde går i gang med en videregående uddannelse, vil der ofte være viden og faglighed at bygge på. Men så kan andre forhold spænde ben.
”Nogle synshandicappede kan få et økonomisk tillæg under uddannelsen som kompensation for, at det er svært at nå at arbejde. Men vi beder nogle gange folk om at overveje at vælge det fra, for selvom det er et sikkerhedsnet, er det også en barriere for at få den vigtige erhvervserfaring,” siger Anne Bjørkmann.
Træner erfaring med forskelle
Når arbejdsmarkedskonsulent Lise Plagborg fra IBOS møder voksne synshandicappede, der har svært ved at få job, oplever hun, at en del mangler både erhvervserfaring og handletillid, og så kan de ikke lave det, hun kalder en forskelsanalyse.
”Normen på arbejdsmarkedet tilhører majoriteten, som er de seendes præmis, så pr. definition er man anderledes som synshandicappet. Det skal man først og fremmest være bevidst om, dernæst skal man få konkrete erfaringer med, hvori forskellen mellem mig og normen består for den enkelte, og til sidst skal man trænes i at håndtere forskellen. Det hele kan man med fordel øve sig på allerede gennem fritidsjob, men også erhvervspraktik,” siger Lise Plagborg.
For hun mener ikke, det er vigtigt, om arbejdserfaring bygger på løn.
”Det er fedt at få løn, men det er penge værd at få erfaringer på sit cv! Så man skal ikke glemme, at praktik eller at tage med far og mor på arbejde også har en betydning,” siger Lise Plagborg.
Politisk opbakning på vej
LFBS har med afsæt i projektet ’Mit Første Job’ opfordret både undervisningsministeren og beskæftigelsesministeren til at give unge synshandicappede ret til erhvervspraktik og hjælp til fritidsjob.
”Jeg er meget enig i, at det er vigtigt for alle elever at komme i erhvervspraktik,” svarer undervisningsminister Merete Riisager og tilføjer, at der i sommeren 2018 blev indgået en ny politisk aftale, der gav elever i folkeskolens ældste klasser et retskrav på det. Hvis en elev bliver sendt i erhvervspraktik af skolen, er den forpligtet til at hjælpe med at finde en praktikplads. Hvis skolen ikke støtter idéen, skal forældre og elev selv finde en praktikplads.
”Men jeg vil være opmærksom på, at vejledningsmaterialet til erhvervspraktik også bør rumme afsnit om praktikpladser til elever med handicap,” lyder det fra Merete Riisager.
Tilsvarende er Beskæftigelsesministeriet i gang med at planlægge en landsdækkende job-uge for personer med et handicap som en del af satspuljen for 2019.
”Jeg er helt enig i, at det er vigtigt at få fokus på den tidlige indsats for at hjælpe unge med handicap til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg vil sikre, at mine medarbejdere tager kontakt til LFBS, når den konkrete planlægning begynder,” skriver beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen til LFBS.
Tag ansvar og led efter tid
Selvom der er vigtige strukturelle forhindringer, der politisk skal ryddes af vejen, mener Anne Bjørkmann fra IBOS, at forældre kan gøre noget for, at deres synshandicappede barn eller ung får erhvervserfaring.
”Vi ved fra både forskning og praksis, at omgivelsernes forventninger betyder enormt meget for, om man rent faktisk kommer i fritidsjob, erhvervspraktik og studiejob og tror på, at man kan lykkes med det,” siger Anne Bjørkmann.
Tid er dog en mangelvare, når familiens udtrættede barn har brug for ro og hvile efter skole og lektier.
”Man må acceptere, at ting tager længere tid som synshandicappet, men man kan lede efter
tidslommer. Barnet kunne komme i erhvervspraktik i sommerferien eller en weekenddag i ny og næ. Man kan overveje et sabbatår efter 9. klasse eller ungdomsuddannelsen til at prøve at arbejde eller lade den videregående uddannelse strække sig over længere tid end normeret, så man kan arbejde undervejs,” siger Anne Bjørkmann, og Lise Plagborg er enig.
”Nogle gange kan man måske tage sagen i egen hånd og holde fast i, at man har et valg i stedet for at overlade ansvaret for barnets muligheder og erhvervserfaring til andre. Det kan have konsekvenser for familielivet eller sågar økonomien, men det kan blive en kæmpe styrke for ens barn, at det tidligt stifter bekendtskab med arbejdsmarkedet. Og de fleste forældre vil jo det bedste for deres børn,” siger Lise Plagborg.
