Vedtægter

Vedtægter 


§ 1. Foreningens navn 

Foreningens navn er “Landsforeningen af Forældre til Blinde og Svagsynede“. 


§ 2. Hjemsted 

Foreningen har hjemsted i den kommune, hvor den til enhver tid siddende formand har bopæl. 

§ 3. Formål 

Foreningens formål er at arbejde for tilvejebringelse af de bedst mulige undervisningsmæssige, sociale og medicinske forhold for blinde og svagsynede børn og unge. Dette gøres bl.a. ved, at foreningen holder nær kontakt med institutionerne og arbejder for mest mulig forældreindflydelse på disse. 

§ 4. Medlemskab 

Stk. 1. Som aktive medlemmer kan optages: Forældre til børn med synshandicap. 

Stk. 2. Enhver kan optages som støttemedlem. 

Stk. 3. Alle medlemmer modtager foreningens medlemsblad.

 § 5. Indre organisation

Stk. 1. Foreningen er en landsdækkende forening, hvis øverste myndighed er generalforsamlingen.

Stk. 2. Den ansvarlige ledelse varetages af en bestyrelse bestående af 3 til 5 medlemmer, der kun kan vælges af generalforsamlingen.

Stk. 3. Tillidsposter i foreningen er ulønnede. Udgifter i forbindelse med tillidsposter dækkes.
Der kan ydes en rimelig lønkompensation, i det omfang et medlem skal tage fri fra arbejde, for at deltage i eksterne møder, forudsat at denne erstatning ikke ydes andet steds fra.
Der kan ydes et fast honorar til redaktøren af foreningens medlemsblad.

§ 6. Generalforsamlingen

Stk. 1. Foreningens ordinære generalforsamling afholdes enten fysisk eller via offentligt onlinemøde inden udgangen af første halvår.

Stk. 2. Indvarsling sker ved udsendelse af dagsorden gennem foreningens Nyhedsmail og opslag på foreningens hjemmeside med mindst 6 ugers varsel. 

Stk. 3. Dagsordenen skal mindst indeholde følgende: 

  1. Valg af dirigent.
  2. Valg af referent
  3. Bestyrelsens beretning.
  4. Fremlæggelse og godkendelse af revideret regnskab.
  5. Fastsættelse af årskontingent.
  6. Valg af bestyrelse i henhold til § 7.
  7. Forslag til behandling.
  8. Valg af revisorer i henhold til § 11.
  9. Eventuelt. 

Stk. 4. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, samt forslag til valg af bestyrelse skal være bestyrelsen i hænde, senest 3 uger før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 5. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset fremmødte. Vedtægtsændringer kræver, at der er tilslutning fra mindst ¾ af de afgivne gyldige stemmer. 

Stk. 6. Kun aktive medlemmer har stemmeret.
Medlemskab som enkeltmedlem giver ret til 1 stemme, og medlemskab som forældrepar giver ret til 2 stemmer.
Stemmeretten kan udføres ved fuldmagt, dog kan denne kun udstedes til aktivt medlem. Hvert medlem kan dog kun have fuldmagt fra højst 5 medlemmer.

Stk. 7. Alle afstemninger afgøres ved simpelt flertal.

Stk. 8. Alle beslutninger samt valg indføres i referatet. 

Stk. 9. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, samt hvis 25 aktive medlemmer skriftligt anmoder herom med motiveret dagsorden.
Indkaldelse sker på samme måde som i § 6 stk. 2 – dog i tilfælde af forslag om foreningens opløsning, jfr. § 12 stk. 1.
2. generalforsamling indkaldes med 2 ugers varsel

§ 7. Valg af bestyrelse 

Stk. 1. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen.
Valgene gælder for 2 år, men der er valg hvert år. På lige årstal vælges 2-3 og på ulige 1-2 bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 2. Tilsvarende vælges suppleanter. Hvis disse indtræder i bestyrelsen, fungerer de indtil næste ordinære valg. 

Stk. 3. Genvalg kan finde sted.

Stk. 4. I bestyrelsen bør så vidt muligt findes medlemmer med børn på de landsdækkende institutioner for synshandicappede.

§ 8. Foreningens ledelse

Stk. 1. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Foreningen tegnes udadtil af formanden, der varetager den daglige ledelse.

Stk. 3. Formanden indkalder til bestyrelsesmøder ved udsendelse af dagsorden, så ofte han finder det nødvendigt, samt på begæring af mindst 2 medlemmer. Der skal dog mindst holdes 4 møder årligt.

Stk. 4. Bestyrelsen kan kun træffe beslutninger, når et flertal stemmer for.

Stk. 5. Der føres referat over bestyrelsens møder og forhandlinger. 

§ 9. Lokalområder

Stk. 1 En gruppe af medlemmer, der ønsker at lave lokale arrangementer, kan søge bestyrelsen om støtte hertil.
Bestyrelsen afgør om hvorvidt aktivitet er støtteberettiget og der skal aflægges fuld dokumentation, for de afholdte udgifter.

§ 10. Bestyrelsens opgaver

Stk. 1. Bestyrelsens hovedopgaver er at varetage medlemmernes interesser af generel karakter overfor bl.a. myndigheder og undervisningssteder. 

Stk. 2. Med det formål bl.a. at styrke sammenholdet blandt forældrene søges så vidt muligt mindst 1 gang årligt afholdt forældrekursus eller foredrag med emner, der har relation til foreningens målsætning.

Stk. 3. Med det formål at informere medlemmerne om foreningens arbejde og resultater, udsender bestyrelsen mindst 2 gange årligt et medlemsblad.

Stk. 4. Til løsning af bestemte opgaver kan bestyrelsen indbyde andre personer.

§ 11. Økonomi og regnskab

Stk. 1. Til dækning af foreningens udgifter betales et årligt kontingent, der fastsættes af generalforsamlingen.

Stk. 2. Bestyrelsen kan efter derom indgivet ansøgning meddele et medlem kontingentfritagelse.

Stk. 3. Foreningens regnskabsår: 1/1 – 31/12

Stk. 4. Foreningens regnskaber føres af foreningens kasserer efter bestyrelsens og revisionens anvisning.

Stk. 5. Formanden og / eller kassereren administrerer foreningens medlemskartotek.

Stk. 6. Foreningens midler skal så vidt muligt indestå på konto i et pengeinstitut eller på postgiro lydende på foreningens navn.

Stk. 7. Regnskabet revideres af en hvert år på generalforsamlingen valgt eller genvalgt registreret eller statsautoriseret revisor.

§ 12. Opløsning af foreningen

Stk. 1. Foreningen kan kun opløses efter beslutning fra 2 på hinanden følgende generalforsamlinger efter regler som ændring af vedtægterne, jfr. § 6 stk. 5 og 9.

Stk. 2. I tilfælde af foreningens opløsning skal evt. formue anvendes på formål, som efter bestyrelsens skøn bedst muligt opfylder foreningens formålsparagraf.

§ 13. Ikrafttrædelse 

Vedtaget med ændringer på foreningens generalforsamling 21. september 2003, 25. januar 2013,
18. september 2016 og 5. juni 2021.